|
Politikerne og landssekretariaterne har urealistiske forventninger til foreninger og skoler. De frivillige er samlet om egne, fælles interesser og konkrete initiativer. De vil ikke løse samfundets problemer. Det er en af Bjarne Ibsens konklusioner på en rapport om foreningslivet i Danmark.
Af Michael Voss
”I det politiske liv møder man forestillingen om, at vores foreningsliv er baseret på ideer og værdier, og at de frivillige er meget optagede af lokalsamfundets problemer. Derfor opstår der en forventning blandt politikerne om, at det lokale foreningsliv kan påtage sig en masse samfundsnyttige opgaver, mere eller mindre på bestilling fra det offentlige.
Den samme opfattelse eksisterer også i de frivillige organisationers landssekretariater,” siger Bjarne Ibsen i dette interview.
I 2006 offentliggjorde Bjarne Ibsen en rapport om foreningslivet i Danmark. Rapporten bygger på den store ”Frivillighedsundersøgelse”, hvor man bl.a. har kortlagt hele foreningslivet i det daværende Fyns Amt og indsamlet et større materiale om, hvordan de aktive i foreningerne selv vurderer deres arbejde. |
|
|
 Foreninger forener – til en vis grad
John Steen Johansen kommenterer interviewet med Bjarne Ibsen: De kommunale folkeoplysningsudvalg skal spille en større rolle i integration og udviklingen af aktivt medborgerskab.
|
|
Egne interesser
Ifølge Bjarne Ibsen holder den gængse politiker-opfattelse af foreningslivet ikke til en konfrontation med virkeligheden i foreningerne rundt om i landet.
”Undersøgelsen viser, at de frivillige i de fleste foreninger er samlet om deres egne fælles interesser, og samværet er baseret på konkrete aktiviteter,” fortæller Bjarne Ibsen.
”Man mødes for at spille skak eller amatørteater, ikke fordi man synes, man har en mission. Foreningen kan i praksis godt spille en positiv rolle i lokalsamfundet, og den kan være demokratisk organiseret og dermed styrke demokratiet, men det er ikke derfor, deltagerne kommer.”
Bjarne Ibsen sammenligner foreningerne med familien:
”Familien har også en vigtig samfundsunderstøttende funktion. Men det er jo ikke derfor, at familiemedlemmerne holder sammen.”
Væk fra værdier
Ifølge Bjarne Ibsen er det resultatet af en historisk udvikling, som også gælder folkeoplysningen:
”Folkeoplysningen udspringer af værdibaserede bevægelser. Det vil sige, at de var oprindeligt båret af ideer og holdninger.
Men det spiller en langt mindre rolle i dag. Bare se på, hvor lille forskel der er på aftenskole-katalogerne fra forskellige oplysningsforbund i samme kommune. Det er ikke ideerne, som styrer udbuddet.
I det hele taget spiller det værdibaserede langt mindre rolle i foreningslivet i dag end for 50 år siden.”
Bjarne Ibsen henviser til det dramatiske fald i partiernes medlemstal og den faldende aktivitet i religiøse bevægelser som udtryk for det samme.
Landssekretariaternes virkelighed
Ét sted i foreningsverdenen finder Bjarne Ibsen dog stadig tilknytningen til værdierne og interessen for at løse samfundsproblemer, nemlig i landssekretariaterne.
”Det ligger i deres funktion som landsorganisationer, at de i højere grad tænker i foreningernes samfundsmæssige værdi,” vurderer Bjarne Ibsen.
”Men det har nok også noget at gøre med, at landsorganisationerne skal legitimere aktiviteterne over for politikerne. De omgås den politiske verden i hverdagen, og de er mere direkte afhængige af økonomiske midler fra det offentlige.”
Nedladende kritik
Ifølge Bjarne Ibsen skaber politikernes og landssekretariaternes skæve opfattelse af det lokale foreningsliv problemer.
”De forventer, at de kan få foreningerne til at løse samfundsmæssige problemer. Det kan være folkesundhedskampagner, EU-debatter eller integration.
Men det er de lokale foreninger slet ikke parate til. De er optagede af deres at være aktive omkring den interesse, de deler.”
Det kan ifølge Bjarne Ibsen være svært at forstå for den politiske verden og for ansatte i stat og kommuner:
”I det offentlige kan man træffe en beslutning om at ændre f.eks. den kommunale sektor, og så kan man formulere styringsmekanismer og implementere forandringen.
Men den går ikke i forhold til den frivillige verden.”
Og så er der lagt op til store misforståelser og frustrationer:
”Det ender nogle gange med kritiske og nedladende bemærkninger om, at de er så konservative ude i foreningerne, og man kan ikke få dem til noget…, osv.,” siger Bjarne Ibsen, der også ser et demokratisk problem, når disse holdninger optræder på foreningernes egne landskontorer.
”Landsorganisationerne skulle jo være de lokales fælles stemme – og ikke en autoritet, der forsøger at pådutte de lokale bestemte aktiviteter,” siger han.
Brobygning
Men politikere og landssekretariater skal heller ikke bare overlade foreningerne til sig selv, mener Bjarne Ibsen.
”De aktive i foreningerne er ikke egoistiske. Ofte er de meget åbne over for ideer om f.eks. at gøre en indsats for integrationen.
Det skal bare falde naturligt ind i det, de laver i forvejen. Hvis det opfattes som en ekstra-opgave ved siden af det, de faktisk er samlet om, så falder de fra.
Derfor har politikerne – og landssekretariaterne – en stor opgave i at bygge bro mellem deres ønske om at få løst samfundsmæssige problemer og det, der engagerer foreningernes medlemmer.”
Værdier splittede
Bjarne Ibsen understreger, at han ikke opfatter udviklingen fra det værdibårne til det mere interessebetonede i foreningslivet som entydigt negativ:
”Man taler tit om, at foreningslivet skal skabe tillid og sammenhængskraft. Men i virkeligheden splittede de gamle værdibaserede foreninger lokalsamfundene.
Jeg gik i skole i en landsby i Vestjylland. Vi var i alt 8 i klassen, men 2 af mine klassekammerater havde jeg aldrig noget at gøre med i fritiden. Jeg gik i gymnastikforening og ungdomsforening og i andre foreninger, men der kom de ikke. De gik i FDF, KFUM-idræt og søndagsskole, for de var med Indre Mission og mødtes med helt andre børn.
Det var jo det samme med partierne og aftenskolerne. Enten tilhørte man den ene bevægelse eller også den anden.
Det lyder så smukt, at vi delte os efter anskuelse, men sammenhængskraft skabte det i hvert fald ikke.”
Samling om fordybelse
Til gengæld er Bjarne Ibsen overbevist om, at det rent interessebaserede foreningsliv i dag er med til at skabe netværk, tillid og sammenhængskraft.
”Min svigerfar er 78 år og går til kor med folkeoplysningsstøtte. Han siger selv, at det er her, han har hele sit netværk.
Korsangerne er ikke samlet for at fjerne ældres ensomhed og isolation. De er samlet for at synge i kor – på et forholdsvis højt niveau – og dermed skaber de det nødvendige netværk for deltagerne. Og i øvrigt også en bro mellem forskellige samfundsgrupper. Det er oprindeligt et arbejdsgiver-sangkor, men min svigerfar var i mange år medlem af malernes fagforenings sangkor.
Det er ikke bare det, at de mødes – som på bænken, eller på værtshuset, eller til banko. Det er, når deltagerne er samlet om en fordybelse i aktiviteten, at grundlaget for gensidig tillid opstår.”
Når man dertil lægger, at foreningerne som regel følger demokratiske procedurer og derfor er skoler i demokrati, så er Bjarne Ibsen ikke i tvivl om, at foreningslivet skaber samfundsmæssig værdi, selv om det ikke deltagernes formål med at komme.
Hvis de lukker for hanen
Bjarne Ibsen ser en risiko i den store forskel på politikernes forventninger til foreningerne og det, foreningerne kan og vil.
”Når det går op for politikerne, at de ikke kan bruge foreningerne som instrumenter for politiske beslutninger, risikerer vi, at de siger: Det er ”bare” private interesser, de dyrker. De må de selv betale. Foreningslivet mister sin politiske legitimitet,” frygter han.
”Eller også får de kun penge til konkrete projekter, som politikerne har udtænkt og afsat puljer til.”
Derfor synes Bjarne Ibsen, at foreningsverdenen skal komme politikerne i forkøbet og udvikle en ny model for offentlig støtte. Hans ide er inspireret af et norsk forslag.
”Den kunne bestå af tre elementer: grundtilskud, aktivitetstilskud og driftstilskud.
Grundtilskuddet skal foreningerne have, fordi deres blotte eksistens styrker og udvikler demokratiet. Her finder borgerne ud af tingene i fællesskab og lærer demokratiske spilleregler. Denne støtte skulle være uden betingelser. På samme møde som forældre får børnecheck uden krav til, hvordan de opdrager deres børn.
Derudover kunne politikerne udpeger nogle prioriterede emner og områder, f.eks. breddeidræt, it- undervisning, demokrati-debatter eller hvad som helst andet, som politikerne på et bestemt tidspunkt mener er vigtigere end andet. De foreninger, som så vælger at arbejde på dette område, bliver berettiget til aktivitetstilskud.
Endelig er der den mulighed, at kommunen definerer en bestemt opgave i detaljer og udbyder den i licitation. Herefter kan foreningerne – i indbyrdes konkurrence - byde ind på opgaven og få driftstilskud til at løse den.
Fordelen ved sådan en trestrenget model er, at foreningerne selv kan bestemme, hvilke aktiviteter de vil kaste sig over. De, der vil løse samfundsopgaver, kan gøre det – i stedet for at alle føler sig pressede til at påtage sig opgaver, de ikke er interesserede i,” siger Bjarne Ibsen.
|
|
Oktober 2007
Tanker om folkeoplysning
- en interviewserie med centrale og spændende personer, der ved noget om folkeoplysningen og har ideer om folkeoplysningens fremtid.
Bjarne Ibsen er lektor og centerleder ved Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet. I en årrække har han forsket i bl.a. forholdet mellem den frivillige organisering og det offentlige.
Mere om Bjarne Ibsen
Bjarne Ibsens rapport om foreningslivet i Danmark
|
