Dansk Folkeoplysnings Samråd
RealkompetenceLokale samrådBrobygningfrivillig



Printvenlig udgave af siden Print

Her er du:


Når folk brænder for noget

For Bjørn Salling er den danske folkeoplysning unik, fordi den samler mennesker, der brænder for noget. Det gælder i hvert fald den anarkistiske skoleleder selv, som det ene øjeblik sender alkoholikere ud til børnehavebørn og det næste opretter fitness-center for at konkurrere med de private.

Af Michael Voss

”Forleden mødte en af deltagerne i vores projekt ”Frokostkureren” op med sin hund i kampdyr-klassen og tog den med ind i køkkenet. Lederen fik forklaret ham, at det ikke var godt for hygiejnen med hunde i køkkenet,” fortæller Bjørn Salling, som er skoleleder i Fokus Folkeoplysning i Aalborg.
”I stedet gik han ned i gården med den, og han tager den ikke med mere.
Episoden fik nogen til at foreslå, at vi skulle have en regel mod hunde i køkkenet. Men jeg sagde nej. Fokus Folkeoplysning er regelfrit område. Når vi har vores sunde fornuft, behøver vi ikke så mange regler. Vi fik jo løst problemet ved at tale om det – ikke ved hjælp af en regel.
På den måde er jeg nok lidt anarkistisk indrettet,” siger Bjørn Salling, og en times samtale med ham bekræfter i hvert fald, at rutiner og traditioner ikke får lov at stå i vejen for gode ideer til nye aktiviteter i Fokus Folkeoplysning i Aalborg.

Socialforvaltningen er hovedleverandør
Bag sig har Bjørn både en uddannelse som civiløkonom og en to-årig keramiker-uddannelse plus efteruddannelse i voksenpædagogik.
”Bortset fra en kort periode i det private erhvervsliv har jeg altid arbejdet i folkeoplysningen,” fortæller han.
Efter flere år i daghøjskoler i mindre byer i Nordjylland kom Bjørn for tre år siden til Aalborg og Fokus Folkeoplysning, som driver både aftenskole, daghøjskole, designskole, zoneteraupet-skole og kulturklub.
”Der er ingen tvivl om, at det er blevet sværere og sværere at arbejde med daghøjskole. Ikke kun på grund af lovgivningen,” siger Bjørn.
”For ti år siden lavede jeg daghøjskolekurser for ressourcestærke kvinder, hvis eneste problem var, at Pandrups største fabrik var lukket, og vi skulle hjælpe dem over i et andet fag.
I dag er det helt andre deltagere - langtidsledige kontanthjælpsmodtagere, der ofte også har andre problemer som misbrug og psykiske problemer. Socialforvaltningen er vores hovedleverandør.”
Netop kurser for misbrugere, psykiske syge og stress-ramte er Fokus Folkeoplysnings profil i den uformelle arbejdsdeling, der eksisterer mellem byens fire daghøjskoler – plus designskolen, som tiltrækker mere velfungerende, men uafklarede unge.

Fra undervisning til værksted
Fabriksarbejderne fra Pandrup satte sig interesserede og motiverede på skolebænken i klasser på 16, blev undervist traditionelt af en lærer og fik en masse ud af det.
”Den ramme fungerer ikke længere,” forklarer Bjørn.
”Her skal der nærmest undervises 1-1. Det skal være mere værktøjsorienteret, og sammenhængen i gruppen er afgørende. Ud fra det kan vi så forsøge at sætte en proces i gang.”
Lige præcis sådan fungerer det i Kaffé Fair, hvor unge kontanthjælpsmodtagere brygger kaffe, laver mad, serverer og gør rent – og stort set kun anvender sunde, økologiske fair-trade produkter.
”Det er ikke traditionel undervisning. De får instruktion, men derefter lærer de hinanden op og får nye funktioner undervejs,” fortæller Bjørn.

Alkoholikere og børnehavebørn
Et tilsvarende, men endnu mere eksperimenterende projekt er Frokostkureren. Hver formiddag kører 30 misbrugere – og det vil i de fleste tilfælde sige aktive misbrugere – ud på deres Christiania-cykler. I ladet har de frokost til børnehaver, uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Og der er kunder nok.
”Faktisk kunne vi tage flere kunder ind, men vores udbringere møder nogle gange berusede op, så vi ikke kan sende dem ud i trafikken. Og leverancerne må jo ikke svigte.
Det lyder måske vildt, og indimellem har jeg også selv været nervøs. Men man skal tage en chance engang imellem, og så går det som regel, hvis vi viser respekt og tillid til andre mennesker,” mener Bjørn og giver et eksempel:
”En af kurererne er stor, har et vildtvoksende fuldskæg og kan råbe rigtig højt. I mit stille sind spekulerede jeg på, hvordan det ville gå, når han skulle levere frokost hver dag i en børnehave. Efter en uge ringede jeg til lederen. Hun kunne fortælle, at børnene glædede sig hverdag til, at ”julemanden” kom med mad, og så gad han oven i købet snakke med dem. Og jeg ved, at han elsker at snakke med børnene.”
Bjørn Sallings sans for at undgå regler – eller i hvert fald administrere dem fleksibelt – præger også Frokostkureren. Der er trods alt en regel om, at man ikke på drikke på projektet.
”Men når hænderne begynder at ryste af abstinenser, melder de sig bare ud af projektet og går over og køber et par øl i Aldi. En halv time efter er de tilbage og melder sig ind i projektet igen.”

Ikke feel-good kunder
Men man skal ikke tage fejl af Fokus Folkeoplysnings frie forhold til regler. Både i Kaffe Fair og Frokostkureren skal man overholde aftalerne. Kan man ikke komme, melder man sig syg. Hvis mødetiden er 9.00, så kommer man ikke lallende 9.20.
”Det er ikke et feel-good foretagende. Vores kunder skal vælge os, fordi de er tilfredse med produktet,” insisterer Bjørn.
Kl. 10 skal der åbnes i Kaffe Fair, og så skal gulvet være rent. Kunderne skal betjenes, og de skal være tilfredse. Og virksomhedernes personale skal have deres frokost til tiden – hver dag.
Det giver en særlig ansvarlighed. Det betyder, at det faktisk fungerer som en afprøvning af arbejdsevne eller måske rest-arbejdsevne, og det lærer de unge, hvad et rigtigt arbejdsliv er.”
Men allervigtigst er ifølge Bjørn anerkendelsen.
”Som pædagoger og undervisere ved vi, hvor vigtig anerkendelse af. Men anerkendende pædagogik i undervisningen er i sidste ende kun kompensation for ægte anerkendelse. Vi bliver jo betalt for at anerkende dem.
Men når fire damer har spist veninde-frokost på Kaffe Fair og går ud i køkkenet og takker for den gode mad – og giver drikkepenge – så er det reel anerkendelse, der betyder alverden for vores klienter.”

Personlig styrke
Som det fremgår af andre artikler på dfs.dk, arbejder Fokus Folkeoplysning også med realkompetence-afklaring.
”Vi har et kursus, som hedder ”det hele menneske”. Det er for mennesker, som er ramt af stress. Ofte er det kvinder, der har arbejdet i omsorgsektoren, og som er brændt ud af det,” fortæller Bjørn.
”Kurset skal hjælpe dem med enten at komme tilbage til samme arbejde – eller finde andre veje.
Her kan realkompetenceafklaring spille en stor rolle. Det giver dem noget med i mappen, når de forlader kurset.
Fra alle andre dele af samfundet rejses der hele tiden krav om dokumentation. Men vi skal huske, at folkeoplysningens formål er ikke at udstyre deltagerne med beviser.
Vi er den uformelle lærings-arena, og vores opgave er at klæde folk på og give dem en personlig styrke,” siger Bjørn.

Værn om det unikke
I det hele taget er Bjørn Salling ikke begejstret for, at politikerne blander sig i, hvilke emner aftenskoler, daghøjskoler og foreninger skal arbejde med.
”Nu læste jeg lige, at regeringen har bestemt, at vi skal leve to år længere, og så går de ellers i gang med at opdrage os.
Efter min mening er en undervisning eller en aktivitet nyttig for samfundet, hvis den er nyttig for den enkelte. Når mennesker kommer i aftenskolen, er det, fordi de brænder for noget og vil betale for det. Det er unikt, og det skal vi værne om.
Som folkeoplysere skal vi være åbne og opsøgende og levere de tilbud, borgerne har brug for. Så skaber vi mulighed for, at mennesker kommer til orde og selv træffer deres valg.
Men det er noget andet end at gennemføre opdragelseskampagner for staten, og der kommer i øvrigt heller ikke nogen” siger Bjørn og henviser til Demokratiets Dag, den 5. juni sidste år, hvor Fokus Folkeoplysning sammen med DFS stablede et stort arrangement på banen.
”Og så kom der otte mennesker, som sikkert havde en god dag, men det stod ikke rigtig mål med indsatsen og forventningerne.
Til gengæld synes jeg, det er fint, at kommunen stiller krav til os, når de køber ydelser af os, som de gør i daghøjskolen. Gerne flere.”
Også på aftenskole-området må kommunen gerne kontrollere, hvad den får for tilskuddene:
”De har en rigtig god model i Århus, hvor aftenskolerne sammen med kommunen udpeger et satsningsområde, som de så i en periode bliver målt på,” fortæller Bjørn.

Nye krav og nye muligheder
Selv om Bjørn Salling afviser at tilpasse sig forvaltningernes, arbejdsgivernes og politikernes krav om test, eksamen og dokumentation, har Fokus Folkeoplysning i den grad antennerne ude for at opfange, hvilke behov i samfundet folkeoplysningen kan opfylde.
”Det har altid været folkeoplysningens force at reagere hurtigt på det, folk efterspørger. Vi er det kit, der udfylder hullerne,” fastslår han.
”Med de nye fleksible tilrettelæggelsesformer har vi for alvor muligheden for at skabe nye positioner for folkeoplysningen.”
Som mange andre aftenskoler har Fokus Folkeoplysning også kastet sig over bevægelsesfagene.
”Vi er under stærkt konkurrencepres fra private, f.eks. fittness-centrene. De kan tilbyde den fleksibilitet, folk efterspørger.
Mange vil ikke betale for 15 tirsdage i en sæson og ærgre sig, når de én dag skal arbejde over og en anden dag hellere vil sejle eller være sammen med børnebørnene.”
Den udfordring har Bjørn Salling valgt at løse ved at udvide Fokus Folkeoplysning med et fittness-center, hvor man kan komme de dage, man har lyst – og betale efter et klippekort-system.
”Er det så stadig folkeoplysning, når vi lægger os så tæt op af private, kommercielle virksomheder,” spørger han og svarer selv:
”Det må vi sørge for, at det er. Når vi har pilates i fitness-centeret, så kombinerer vi det med foredrag, der placerer det i en sammenhæng med vores sindstilstand, vores mad mm. Vi har en holistisk tilgang til det.”

Demokratisk dialog i kulturklubben
Kulturklub Fokus er et andet forsøg på at bryde med de traditionelle aftenskoleklasser og udnytte muligheden for fleksibilitet.
For 290 kr. – 145 for pensionister – får medlemmerne tre gratis kulturarrangementer om året. Oven i kommer en invitation til tre café-aftener med mad, kaffe og debat i løbet af sæsonen. Endelig får medlemmerne 25 kroners rabat på en lang række andre arrangementer.
”Det fungerer som et uformelt netværk, og det har været en hamrende succes. Vi havde et mål på 100, og nu er der 235 medlemmer,” fortæller Bjørn.
”Her kan du opleve virkelig demokratisk dialog. Mange deltager er en del af det pæne borgerskab fra Hasseriis, men til arrangementerne møder de vores kulturklubleder, der er en vidende, engagerende og smittende personlighed, som ikke lægger skjul på sine socialdemokratiske værdier.
Så sker der noget spændende – og det er langt mere demokratiudviklende end mange centralt udtænkte og styrede demokratikampagner, siger Bjørn, som understreger, at det er en stor hjælp, at Aalborg kommune giver 8 kr. i timen i tilskud til seniorer, der deltager i aftenskole.
”I det hele taget må man sige, at Aalborg er en god by for folkeoplysningen. De er gået ind i uddannelsen af sparringspartnere til realkompetence, og vi får gode tilskud.”

Folkeoplysning kommer nedefra
For Bjørn går der en rød tråd hele vejen igennem anti-stress kurser, Kaffé Fair, Frokostkureren og Kulturklub Fokus.
”Folkeoplysningen skal komme nedefra. Folk skal lære af hinanden og inspirere hinanden til at komme videre. Meget af det er forsvundet i dag. I stedet har vi fået store systemer og masser af regler, som i virkeligheden har mere med kontrol end med oplysning og udvikling at gøre,” siger han.


Marts 2008

Rød pilFokus Folkeoplysnings hjemmeside

Flere artikler om Fokus Folkeoplysning:

Rød pilEn lille glædesboble
”Det var et af de små frø, en lille glædesboble.” Da Anne Dorthe Berthelsen afklarede de reelle kompetencer, hun havde fået med fra et kursus på daghøjskolen, blev det til en livsopsamling, der bragte hende videre i tilværelsen.

Rød pilAt råbe om hjælp er også en kompetence
”Jeg kan jo godt, og det havde jeg ikke tænkt over”. Efter et aftenskolekursus i gourmetmad havde Jon Kjær Jensen lært mere end at lave saucer. En realkompetence-afklaring viste, at han også kunne tage ansvar i en sammensat gruppe.

Rød pilSpejder efter kompetencer
Hvad har en spejder, en fodboldspiller, en ung Venstre-løve og en radioamatør til fælles? I hvert fald opnår de alle en masse kompetencer som foreningsaktive. Kommer de fra Aalborg, står de også på spring for at hjælpe foreningsfæller med at beskrive disse kompetencer.