Af Finn Slumstrup
Rutebilens køreplan havde dikteret, at jeg på en bitterkold novemberaften i 1966 ankom i god tid til det ydmyge og forblæste vestjyske forsamlingshus.
Heldigvis var der låst op, men der var ikke den store forskel på temperaturen ude i aftenmørket og inde i salen, hvor der også var ganske dunkelt. Jeg kunne dog registrere, at en ældre herre var i gang med at fyre op i en stor kakkelovn.
Det viste sig, at optænderen var formand for foredragsforeningens bestyrelse, og da han havde fået det til at buldre i kakkelovnen, trak vi et par stole hen til den og snakkede sammen, mens vi ventede på, om der ellers ville dukke folk op.
Inden det første gang begyndte at skramle ude i forgangen, så den stilfærdige vestjyske gårdmand på mig og sagde de ord, jeg aldrig har glemt:
”Det er et godt tidspunkt du er begyndt på som højskolelærer. For du når lige at opleve sidste del af traditionen med fællesang, folkeligt foredrag og kaffebord. Når vi er kommet ind i 1970' erne, eksisterer den tradition ikke mere.”
At det var på et meget spændende tidspunkt, jeg startede som højskolelærer, var ganske rigtigt. Ungdomsoprøret bankede på, og efter et par år nåede det for alvor til højskolerne.
Også til Snoghøj, hvor jeg arbejdede.
Men bestyrelsesformanden fra min debut som omrejsende foredragsholder fik ikke ret i, at danskernes forelskelse i fjernsynet parret med det almindelige opbrud i tiden ville medføre, at det folkelige foredrag lå for døden. Jeg har rundt i landet holdt over 1.000 foredrag siden den aften og kan hilse og sige, at traditionen lever i bedste velgående.
Det folkelige foredrag, hvad er det for en størrelse? Det er for det første noget ganske andet end en forelæsning.
Stoffet må være så tilegnet og fordøjet, at man som foredragsholder ikke er bundet til hele tiden at have papir foran sig. Hvis man står og læser op fra et manuskript, kan man ikke have dén levende øjenkontakt med tilhørerne, der er afgørende vigtig for at skabe foredragets særlige opmærksomhedsrum.
Men hvad betyder det så, at foredraget skal være folkeligt? Dette mærkelige udtryk har to betydninger. Almindeligvis dækker det, at noget skal være populært og ligetil, som i festligt, folkeligt og fornøjeligt.
Men fra N. F. S. Grundtvig fik ordet også en anden betydning. For ham drejede det sig om, hvad der var folke-ligt. Hvad den gamle skjald mente med det, har været livligt diskuteret.
Selvfølgelig har begrebet med folket og det nationale at gøre.
Men jeg tror, man skal se det i lyset af Grundtvigs overordnede politiske bestræbelse, som gik ud på bag alle modsætninger at finde frem til, hvad der gavnede det fælles bedste. Hvordan kan man overvinde nationale og sociale modsætninger? Hvordan forvandle dem fra at være målsætninger, der kan føre til både konflikter og krige, til kræfter, der kan bruges konstruktivt?
Noget sådant kan man kun indlade sig på, hvis man tror, at der omme bag modsætningerne ligger værdier, som forener mig med dem, jeg er uenig med. At der altså omme bag skænderierne om skattereformer og klimaaftaler eksisterer en fælles afhængighed!
Denne erkendelse er i hvert fald en lyslevende realitet i ForedragsDanmark.
Her er taler og tilhører i samme båd. Det er emner af fælles interesse, der kommer op på bordet, og derfor er der selvsagt også diskussion om det, der er blevet sagt, efter at vi har været samlet om det særlige grundtvigske sakramente, som det fælles kaffebord efter foredraget og før debatten udgør.
Foredragsformens start kan dateres til den række af møder over emnet "Mands Minde. Foredrag over det sidste halve århundredes historie", som Grundtvig holdt på Borchs Kollegium i København fra den 20. juni til den 26. november 1838. I alt 51 foredrag i en sal, der var overfyldt med tilhørere. Ikke teoretiske forelæsninger, men en personlig beretning, som den 55-årige taler selv stod inde for.
Den mundtlige form og mødet med et menneske, der vil fortælle noget, hun eller han er optaget af, er forudsætningen for, at mennesker gider tage overtøjet på, slukke lyset i entréen og tage hen i sognegården, forsamlingshuset, på skolen eller et helt 12. sted.
Den mundtlige form er også forklaringen på foredragets luftighed.
Et foredrag er som et stykke jazzmusik.
Det forsvinder ud i rummet og kan aldrig genskabes på præcis samme måde. Hvad lytterne har fået ud af det, er hver enkelts egen sag. Nytter det noget, må foredragsholderen derfor ofte spørge sig selv.
Under Besættelsen mødtes Hal Koch og Jørgen Bukdahl på Fredericia Banegård, som dengang var det store knudepunkt for offentlig transport. Professoren fra Københavns Universitet og forfatteren fra Askov var begge på foredragsrejse, og gik ind i restauranten for at sludre over en øl mellem to tog.
Da Hal Koch hældte op i glasset, så han på resultatet og sagde: »Der kan De se, Bukdahl, sådan er det med alle de foredrag, vi holder.
Det er skum det hele«. Bukdahl smilede og svarede trøstende: »Bare vent. Det bliver til øl«. På de lidt over 100 år fra Grundtvigs foredrag på Borchs Kollegium til mødet mellem Hal Koch og Jørgen Bukdahl var det særlige ForedragsDanmark vokset frem i takt med udbredelsen af folkehøjskoler, foredragsforeninger, politiske og kirkelige organisationers folkeoplysende virksomhed osv. osv.
ForedragsDanmark eksisterer ikke i de store mediers virkelighedsopfattelse.
Bevares, engang imellem kommer der et pip, når en artikel fortæller om kendte skærmmennesker, som drager ud for at lade fjernsynet blive levende for en aften.
Det er udmærket, og det skal der også være plads til. Men den rugbrødssolide hverdag i ForedragsDanmark registreres kun som opsatser i lokale dagblade og ugeaviser og på arrangørers hjemmesider.
Livet er i den levende snak mand og mand imellem.
Højskolesangbogen, kaffebordet og taleren er tre nødvendige ingredienser ved hvert af de tusindvis af møder, der holdes landet rundt fra september til maj. De er nødvendige redskaber for at få folk rundt i lokalsamfundene til gå til møde, for det er jo formålet med det hele: at mennesker kommer sammen og drøfter fælles anliggender.
Tidligere foregik møderne altid om aftenen, men i de senere år er det blevet stadig mere almindeligt at flytte til eftermiddag eller endog formiddag. Hvormed arrangørerne naturligvis signalerer, at de henvender sig til målgruppen 60+.
I det hele taget er ForedragsDanmark ikke befolket af et repræsentativt udsnit af danskerne. Aldersgruppen fra 25-45 år er nærmest totalt fraværende. Der kan af og til dukke nogle unge studerende op, hvis et emne eller en foredragsholder har deres særlige interesse.
Men det helt overvejende billede er, at mødedeltagerne er fra 45-50 år og opefter - og at kvinderne er i klart flertal.
Alderssammensætningen har været den samme i alle de år, jeg har været på farten. Men da jeg var grøn i faget, var mændene dominerende både i antal og i diskussionerne.
I dag er de i mindretal og de skarpeste debattører er hyppigt af hunkøn.
Ved mange møder ser man i dag mænd komme kørende i bil, sætte konerne af, og derefter trille hjem igen. Spørger man, hvorfor manden ikke kom med ind, er svaret, at han hellere vil gå og hygge sig i carporten, se fodbold i fjernsynet - eller bare have et par timer i fred og ro uden kvindesnak.
At kvinderne er i flertal er ikke nogen overraskelse. Snarere en bekræftelse på en dominerende tendens i kulturlivet og kulturforbuget i det hele taget. Men hverken skævheden i kønsfordeling eller aldersprofil rokker ved, at de aktive i ForedragsDanmark udgør en væsentlig del af den lim, der holder det danske samfund sammen og demokratiet levende.
Gang på gang sidder man i nattoget på vej hjem i stille eftertænksomhed over med hvilken klarhed menneskene i ForedragsDanmark gennemskuer politikere, der taler med uld i mund eller snakker ned til folk. Eller hvor skarpt man registrerer de elektroniske mediers vilde jagt på det samme mainstreamsegment.
Naturligvis kan man altid støde ind i den uforbederlige skråsikkerhed, men de helt gennemgående træk i hundredvis af samtaler i de forskelligste sammenhænge er den selvfølgelige optagethed af samfundets fælles anliggender og af eksistentielle problemer.
Derfor er det også oplagt, at man som foredragsholder mærker, hvorledes der altid er interesse for lige netop de emner, der står højt på den nationale dagsorden. Diskussionerne, når bestyrelsen tilrettelægger næste sæson, afspejler, hvor det brænder på lige nu.
ForedragsDanmark er nu over 150 år gammelt. Det er vort demokrati også.
De to er uløseligt forbundne.
|
|
Finn Slumstrup er forfatter og formand for Grænseforeningen
Denne kronik blev bragt i Jyllands-Posten 18. marts 2009
|
