|
Aftenskolerne må forny sig, formulere målsætninger og præsentere spændende tilbud til kommunerne. Ellers er jeg bange for, at de er væk om 10 år. Det mener formanden for de kommunale fritidskonsulenter.
Af Michael Voss
Som kronprinsen engang sagde i en tale til prins Henrik, kan aftenskolerne sige til Kai Raun: "Den, man elsker, tugter man. Vi har aldrig tvivlet på din kærlighed."
Kai Raun har arbejdet med folkeoplysning i næsten 30 år, først som fritidskonsulent i Frederikssund kommune og siden 1986 i Allerød. Nu er titlen "virksomhedsleder" i den kommunale virksomhed Idræt og Fritid. Desuden er han formand for Fritidssamrådet i Danmark, der organiserer kommunalt ansatte inden for fritidsforvaltningerne.
I sin fritid er Kai Raun også engageret i frivilligt arbejde og foreningsliv med skolebestyrelse og borgerforening - og tidligere i spejderverdenen.
Nyt og ukendt
Når man holder af noget, bliver man også mere skuffet, hvis man synes, de svigter. Kai Raun lægger ikke skjul på, at han indimellem bliver skuffet over aftenskolerne.
"Nogle er meget energiske, men der er også mange, som er for sløve. Tænk bare på de 10 procent af kommunens tilskud, som aftenskolerne kun får, hvis de bruger det til debatskabende aktiviteter. Man kan tælle på en meget lille hånd, hvor mange gange vores aftenskoler bruger af den pulje. Når jeg ser tilbage på brugen af udviklingspuljen - den gamle 5 %-pulje - er det også kun meget få aftenskolen som har gjort brug af puljen," siger Kai Raun.
Heller ikke de nye muligheder for fleksible tilrettelæggelsesformer, der blev indført for et par år siden, er blevet anvendt i Allerød:
"Det er noget nyt og ukendt. I kommunen står vi også lidt famlende over for det. Det betyder til gengæld, at vi vil være meget åbne over for de forslag, der måtte komme," siger han med en slet skjult opfordring.
Gør som idrætten
Samtidig understreger Kai Raun, at han ikke vil tegne et fuldkommen sort billede:
"Der er også et par energiske aftenskoler i Allerød. For et par år siden iværksatte kommunens ældreafdeling et projekt "ældre i bevægelse i lokalsamfundet". Jeg foreslog dem, at de indgik i et samarbejde med en aftenskole, og jeg fandt også en aftenskole, der var med på ideen.
Men det er ikke nok, at aftenskolerne venter på opfordringer fra kommunen," siger han.
Kai Raun sammenligner aftenskolerne med idrættens organisationer:
"Dansk Idrætsforbund og DGI præsenterer os for flotte pjecer, hvor de fortæller om deres kvaliteter og værdier. De tilbyder kommunen at hjælpe med lederudvikling og organisere fritidsaktiviteter.
Lige så offensive må aftenskolerne være, hvis de skal klare sig.
Hvornår har vi sidst set en aftenskole, som har lavet en målsætning: Det er vores værdier, det kan vi, og det vil vi satse på i år og næste år," spørger Kai Raun retorisk.
Udvikling er frivillig
Værdier eller ej, Fornyende eller rutinepræget. I sidste ende bliver vi også nødt til at tale økonomi. Ofte forklarer aftenskoleledere og bestyrelser de manglende nyskabelser med økonomiske trængsler og manglende tid. Når først de har fået kataloget klar og hverdagen til at hænge sammen, er der ikke overskud til at udtænke og iværksætte nye spændende initiativer.
Her er Kai Raun benhård:
"Naturligvis skal aftenskolerne honoreres, når de udfører opgaver for kommunerne. Men udviklingsarbejdet må være en del af det frivillige element.
Aftenskolerne er en del af den frivillige foreningsverden, og det må være her, at man udvikler nye ideer. Det kan det offentlige ikke finansiere."
Kai Raun lægger heller ikke skjul på, at det er økonomien, som kan gøre det attraktivt for kommunerne at lade aftenskolerne overtage kommunale opgaver. Da jeg forsøger at få fritidskonsulenten til at forklare det unikke ved folkeoplysningens tilgang til uddannelse og aktiviteter, lyder det lakoniske svar:
"Aftenskolerne er billigere.
For nylig var jeg selv med til at påpege det uhensigtsmæssige i, at de ældre på omsorgscentret bliver hjulpet af kommunalt ansatte terapeuter indtil kl. 3. Vil de ældre fortsætte med nøjagtigt den samme aktivitet efter 3, er det et oplysningsforbund, der overtager med en fysioterapeut, lønnet af dem.
Men der er ingen tvivl om, at det er billigere for kommunen at indgå en aftale med en aftenskole end selv at ansætte en fysioterapeut."
De ældre vil selv
De mange "unge ældre", der er holdt op på arbejdsmarkedet, men som har masser af tid, kræfter og energi, er et stort muligt marked for folkeoplysningen. Men Kai Raun advarer om, at aftenskolerne skal være på mærkerne, hvis de skal få tilstrækkelige mange kunder i butikken fra denne aldersgruppe:
"De friske ældre vil selv organisere deres aktiviteter, og de er kvikke. For et stykke tid siden var der nogle ældre, der var interesserede i at blive mere it-kyndige. De lod deres instruktører undervise på et AOF-kursus. Bagefter etablerede de deres egen it-undervisning og stjal alle AOF's tidligere kursister."
Kai Raun modtager mange ansøgninger om støtte fra små selvorganiserede grupper, ikke bare blandt ældre.
"Bare man er fem mennesker, kan man jo danne en fodboldklub. Og så vil de gerne have baner, lokaler og økonomisk tilskud.
Men så let går det altså ikke. Kravet er, at de er organiseret i en rigtig forening. For det første fordi vi skal være sikre på, at tilskuddene ender det rigtige sted.
Men også fordi vi har noget unikt i Danmark med vores tradition for frivilligt arbejde og foreninger. Det skal vi værne om.
Derfor synes jeg, at kommunen skal stille krav til skoler og foreninger, der vil have støtte, bl.a. krav om, at de har formuleret en målsætning, og at der er brugerindflydelse" siger Kai Raun.
Kommunerne skal selv bestemme
Men der skal ikke bare files lidt på tilskudsreglerne. Efter Kai Rauns opfattelse bør tilskuds-systemet laves helt om.
"Vi skal have en rammelov, der fastslår, at kommunerne skal støtte folkeoplysning og foreningsliv, men i øvrigt overlade det til kommunerne, hvor meget de støtter, og hvordan de administrerer støtten."
Umiddelbart lyder det enkelt, nærmest primitivt, men for Kai Raun er det en del af en vision for samarbejdet mellem kommuner og aftenskoler:
"I kommunerne skal vi diskutere og fastlægge, hvad vi vil på fritids- og kulturområdet. Og så skal vi overveje, hvordan vi bruger de midler, der er til rådighed, bedst muligt.
På den anden side skal aftenskoler, foreninger og andre byde ind med, hvad de vil og kan.
Jeg har længe ønsket mig, at aftenskolerne i kommunen dannede et samråd, som i fællesskab kunne gå ind i en diskussion med kommunen om mål og midler.
I dag ligner programmerne hinanden fra det ene år til det andet. Hvorfor tager man ikke bestik af, hvad der sker i samfundet, og hvilke behov der er, og på den baggrund vælger et eller to satsningsområder hvert år. Så kaster man kræfterne ind her, og bagefter kan man sammen med kommunen evaluere, om interessen var der, og om det virkede efter hensigten."
Men hvad med de kommuner, der ikke har en visionær plan for området? Risikerer man ikke, at folkeoplysningen er det første, der ryger, når der skal findes besparelser i de årlige budgetforhandlinger?
"Jo," svarer Kai Raun og ser ikke ud, som om det kan ryste ham særligt.
"Der, hvor kommuner og aftenskoler tager udfordringen og udnytter den, vil det gå godt. I de andre kommuner…. der forsvinder aftenskolerne nok.
Men sådan kan det også gå under den nuværende lov."
|
|
September 2008
Replik til Kai Raun:
Kommunerne skal tage sig sammen
Det er ikke aftenskolerne, der skal tage sig sammen. Det er kommunerne, for hvis de ikke snart får øjnene op for de værdier de risikerer at miste, så bliver meget slået i stykker.
Sådan skriver DOF NYT's redaktør, Robin Kristiansen, i en replik til Kai Rauns udtalelser i dette interview.
 Robin Kristiansens replik
|
