|
Folkeoplysningen har meget at tilbyde både nutiden og fremtiden. Hvis den formår at anvende traditionen på nye temaer som globalisering, nærdemokrati og folkesundhed. Det er Ole Vig Jensen overbevist om efter 46 aktive år med folkeoplysning.
Tekst: Michael Voss
Fotos: Robin Kristiansen
Mennesker søger viden af egen fri vilje i folkeoplysningen - uden pres fra karakterræs og eksamenskrav. Samtidig finder de her et fællesskab, som tv-skærmen og pc’en ikke kan tilbyde.
Det er to af de centrale kvaliteter, der ifølge Ole Vig Jensen gør, at folkeoplysningen også fremover har noget at bidrage med.
Men disse elementer af folkeoplysningens tradition skal omsættes til nutiden. De skal anvendes på nye fag og temaer. De skal ruste den enkelte og samfundet til fremtidens behov.
Og det er en stor udfordring, understreger Ole Vig Jensen i dette interview.
Den 15. september går Ole Vig Jensens på pension. Men denne dag afsluttes ikke bare otte år som direktør i Dansk Oplysningsforbund (DOF). Det er også slutpunktet for 46 aktive år med folkeoplysning.
”I 1960 var jeg i gang med læreruddannelsen på seminaret og kom i et halvt års praktik i Store Merløse. Ved siden af praktikken etablerede jeg en aftenhøjskole med en foredragsrække om forløberen til EU, Kul- og Stålunionen.
Der meldte sig 100 deltagere, og det var jo ikke så dårligt. Det var i hvert fald opmuntring nok til at fortsætte aftenhøjskolen, da jeg fik arbejde samme sted efter min eksamen,” fortæller Ole Vig Jensen.
Og siden har folkeoplysningen været en del af både Ole Vig Jensens fritid og arbejdsliv. Han har været formand for Frit Oplysningsforbund (i dag NETOP). Han har været formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd i 12 år.
Som først kulturminister og siden undervisningsminister for Det Radikale Venstre havde han det politiske ansvar for folkeoplysningen.
Og da Ole Vig Jensen indstillede sin politiske karriere, blev han ansat som direktør i DOF.
”Dengang var folkeoplysning et reelt tilbud til alle – og dermed også for de socialt dårligst stillede.”
Sådan lyder Ole Vig Jensens første bud på, hvad der ændret sig for og i folkeoplysningen i de 46 år, han har været involveret.
Og dermed er et gennemgående tema slået an. Den tidligere minister og nuværende oplysningsforbundsleder lægger ikke skjul på, at han synes, det er blevet sværere at drive folkeoplysningsvirksomhed – og at den nuværende regering har et stort ansvar for det.
”For os, der arbejder med folkeoplysning dengang, var det helt afgørende at formidle viden til de grupper i samfundet, som ikke havde haft mulighed for at få denne viden i skolen eller i andre dele af det formelle uddannelsessystem.
Når vi skulle have disse grupper med, var det afgørende, at det var gratis at deltage. Senere kom der en begrænset deltagerbetaling til, men balancen tippede for alvor, da den nuværende regering fordoblede deltagerbetalingen.
I dag kan man ikke sige, at folkeoplysningen er et reelt tilbud til de dårligst stillede. Tværtimod er der en klar tendens til, at det er samfundets bedre stillede, som deltager.”
Men også mere positive samfundsudviklinger har sat deres præg på folkeoplysningen. ”For 40 år siden var der stadig store dele af befolkningen, som kun havde 7 års skolegang. Derfor var de grundlæggende skolefag, især dansk og regning, en vigtig del af aftenskolevirksomheden,” forklarer Ole Vig Jensen.
”Men i den mellemliggende periode er uddannelsesniveauet i samfundet blevet drastisk forbedret, og det betyder, at disse fag må spille en langt mindre rolle.
Lidt efter lidt har vi måttet lægge mere vægt på håndværksmæssige fag, folkesundhed og de samfundsmæssige og globale spørgsmål. Sprogundervisningen har også fået større betydning, fordi folk rejser meget mere i dag end i 1960.”
Spørgsmålet om kvalitet i undervisningen har fået en større betydning gennem det knap halve århundrede, Ole Vig Jensen har været med.
”Når deltagerne skal betale så meget for at være med, stiller de også større krav til kvaliteten,” siger Ole Vig Jensen.
”Det har ikke kun negativ betydning. Det skaber også en indirekte og meget effektiv kontrol med, at lærerne er dygtige nok. Er de ikke det, forlader deltagerne simpelthen kurserne. Derfor er lærerne nok generelt bedre i dag end for 60 år siden.
Dengang var det ikke alle, der havde de store pædagogiske evner. Til gengæld var deres undervisning ofte båret af en gejst og et engagement i deres fag eller i ideen om folkeoplysning. De forlangte ikke så høje honorarer, og lederne lagde en stor portion frivilligt og gratis arbejde.
Her er der sket en holdningsændring. I dag vil alle have deres indsats honoreret,” mener Ole Vig Jensen.
Men de stigende kvalitetskrav skaber problemer for oplysningsforbundene og aftenskolelederne.
”Det er svært at skaffe midlerne til at kvalitetssikre undervisningen. Og den høje deltagerbetaling fører automatisk til dårligere kvalitet.
Aftenskolerne har været tvunget til at udbyde kortere kurser – for at den samlede pris ikke skulle blive for høj. Og det er efter min mening en kvalitetsforringelse. Den begrænser muligheden for fordybelse, som bør være en vigtig del af folkeoplysningen.”
”Det er ikke kun i forhold til underviserne, at kvalitetskravene slår igennem og samtidig bliver sværere at leve op til. Deltagerne vil også have ordentlige lokaler og faciliteter i det hele taget.
Før i tiden kunne vi uden problemer benytte skolelokalerne i eftermiddags- og aftentimerne. Der stod borde, stole, kateder og tavle, som voksne aftenskoledeltagere uden videre kunne låne.
I dag er folkeskolen blevet meget bedre til at indrette lokaler og inventar efter, at det faktisk er børn, der skal benytte dem, og til at tilpasse dem til folkeskoleundervisningens egne behov.
Men det betyder, at de ikke er særligt velegnede til voksne, som oven i købet er blevet mere krævende,” forklarer Ole Vig Jensen, der dog peger på enkelte lyspunkter:
”Nogle kommuner har meget prisværdigt etableret ”folkeoplysningens hus” i nedlagte skoler eller fabriksbygninger."
Ofte kritiseres folkeoplysningen, fordi den ikke tiltrækker unge mennesker. Men det mener Ole Vig Jensen er en urimelig kritik, baseret på ringe viden om udviklingen.
”Aftenskolerne har aldrig for alvor appelleret til unge under 30. Jeg tror, at man i den alder har for travlt med mange andre ting. Ønsket om at lære mere – og tiden til det – dukker op midt i 30’erne. Sådan var det i 1960, og sådan er det i dag.
Til gengæld får folkeoplysningen nogle nye muligheder og udfordringer i disse år i den anden ende af aldersskalaen. I dag går folk gennemsnitligt tidligere på pension, og vi har en længere alderdom uden erhvervsarbejde. Dvs. vi har en stor gruppe, som har masser af tid til at deltage i folkeoplysning og foreningsliv.”
Som folketingsmedlem i over 20 år og som minister i tilsammen over syv år har Ole Vig Jensen også haft mulighed for at påvirke rammerne for folkeoplysningen.
Og det ser ud, som om han har gjort, hvad han kunne for at få indflydelse lige netop her.
Da han i juni 1988 blev kulturminister, sørgede han for, at administrationen af folkeoplysningen blev flyttet fra Undervisningsministeriet til Kulturministeriet:
”Jeg syntes, at de to områder hænger tæt sammen. Det daværende kulturministerium beskæftigede sig ellers kun med det finkulturelle.”
Men da han fem år senere blev undervisningsminister, blev folkeoplysningen flytter tilbage hertil.
”Det havde jeg til gengæld ikke noget at gøre med, selv om mange tror det. Det var statsministerens ønske,” understreger den tidligere minister.
”Det vigtigste enkeltsag har nok været revisionen af loven i 1989, som gav folkeoplysningen meget friere rammer.
F.eks. blev det nemmere at iværksætte folkeoplysningsvirksomhed og få tilskud. Enhver kunne danne en kreds og sætte noget i gang.
Det var også her, vi fik indført 10 % puljen. Det gav oplysningsforbundene bedre mulighed for at skabe samfundsdebat. For mig har det altid været en af de allervigtigste opgaver for folkeoplysningen.”
Ole Vig Jensen kan opregne en hel række andre nyskabelser med berøring til folkeoplysningen fra hans ministertid: produktionsskolerne, daghøjskolerne, voksenuddannelsesstøtten, de frie ungdomsuddannelser og udviklingscenteret for folkeoplysning.
”Desværre er meget af det jo blev nedlagt eller beskåret siden hen,” konstaterer han.
Folkeoplysningens trængsler gør dog ikke Ole Vig Jensen til pessimist.
”Vi har noget helt enestående i Danmark: Et tilbud til alle borgere om undervisning helt efter eget valg, helt frivilligt, og uden at de skal til eksamen og have karakterer.
Og netop fordi alle deltager på eget initiativ, er det også et tilbud og at være med i et godt fællesskab mellem mennesker. På den måde har folkeoplysningen andre kvaliteter end internettet og fjernsynet, hvor brugeren som regel er alene – hvad enten det er underholdning, undervisning eller debat.
Men folkeoplysningen må være parat til at forny sig og kaste sig over nye temaer og udfordringer.”
Og så er vi faktisk tilbage til Ole Vig Jensens første aftenhøjskole om Kul- og Stålunionen. For det første nye tema, han nævner er internationale forhold.
”Med globaliseringen fylder resten af verden meget mere i den enkeltes hverdag. Vi bliver umiddelbart påvirket af, hvad der sker i andre lande. Og vores handlinger får konsekvenser ud over landets grænser.
Derfor er jeg overbevist om, at der er stort behov for at lære mere om resten af verden. Hvorfor mener mennesker i andre dele af verden, som de gør? Hvad er den historiske baggrund?”
Ole Vig Jensen må indrømme, at disse temaer ikke fylder meget i sæsonens kataloger fra oplysningsforbundene.
”Efter min mening fylder det for lidt. Jeg ved godt, det kan være svært at få folk til at komme. Men folkeoplysningen skal føle sig forpligtet til udvikle de undervisnings- og mødeformer, der kan tiltrække deltagere. Og vi kunne gøre meget mere.
De nye mere fleksible tilrettelæggelsesformer, som er på vej, vil give bedre muligheder for denne indsats.”
Da regeringen barslede med sine initiativer i forlængelse af Globaliseringsrådets arbejde, indeholdt de stort set intet om folkeoplysningen.
”Netop folkeoplysningens tradition har ellers noget helt særligt at bidrage med. Det kan godt være, at det formelle uddannelsessystem er bedre til de faglige kvalifikationer, men i folkeoplysningen kan borgerne tilegne sig livskompetencer,” siger Ole Vig Jensen og tilføjer:
”Det er kompetencer, som i høj grad udspringer af, at et engagement, som kun opstår på grund af frivilligheden. I den forbindelse synes jeg, det er interessant, at Lars Kolind ofte fortæller, at hans bedste uddannelse fik han i spejderbevægelsen, som netop har nogle af de samme elementer som folkeoplysningen.
Med sin baggrund som både politiker og folkeoplyser er Ole Vig Jensen helt bevidst om, at der blandt politikere, uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere eksisterer et krav om dokumentation for disse mere brede kompetencer – og at dette krav nemt kommer i karambolage med folkeoplysningens princip om at være karakter- og eksamensfri.
”Jeg hører til dem, der mener, at vi ikke skal gå på kompromis med de grundlæggende ideer,” slår han hurtigt fast.
”Det vil simpelthen ikke hjælpe noget. På det område har det formelle uddannelsessystem så meget bedre økonomiske betingelser, at de kan gøre det bedre.
Når vi ikke vil give karakterer og udstede eksamensbeviser, bliver det naturligvis sværere at få samfundet til at anerkende de kompetencer, folkeoplysningen bidrager med.
Men i første omgang må det vigtigste for os være, at den enkelte selv opnår en erkendelse af, at han eller hun kan noget, og at de lærer noget, som ikke fremgår af eksamensbeviserne.
Hvis vi så oven i købet kan udvikle en model, som arbejdsgiverne kan anerkende, vil det være rigtig godt.”
Det er ikke kun de store globale samfundsproblemer, som folkeoplysningen ifølge Ole Vig Jensen må kaste sig over.
”Vi har fået en kommunalreform, som er centralistisk. Det kan have sine fordele, men der er i hvert fald en stor risiko for, at den enkelte borger bliver mere fremmedgjort over for politikerne og beslutningerne.
Her har folkeoplysningen en stor opgave med at tage fat på de temaer, der diskuteres i kommunerne. Men først og fremmest kan folkeoplysningen være med til at holde fast i de sociale fællesskaber, som ellers risikerer at gå tabt i de nye store enheder.”
Ole Vig Jensen erkender, at det vil betyde, at folkeoplysningen bevæger sig ind på mere kontroversielle områder end italiensk-undervisning og pileflet.
”Hvis aftenskoler og andre folkeoplysere begynder at organisere debatter om kommunale spørgsmål, kan det nemt provokere de samme kommunalpolitikere, som skal give tilskud til folkeoplysningen.
Men jeg håber, at kommunalpolitikerne har så bredt et udsyn, at de kan se behovet for, at borgerne engagerer sig i de lokalpolitiske spørgsmål. I første omgang kan det være irriterende for dem, men på lang sigt er det afgørende for folkestyret. Det værste for demokratiet er jo ligegyldigheden,” fastslår Ole Vig Jensen og udtrykker et håb om, at de lokale aftenskoler snart har fået deres organisatoriske tilpasning til den nye kommunestruktur på plads, så de for alvor kan kaste sig over dette arbejde.
En anden af Ole Vig Jensens mærkesager er folkesundheden.
”Flere og flere erkender, at vi ikke kan betale os fra alle vores sygdomme. Vi må selv gøre noget.
Alternativet er, at den enkelte får et dårlige liv, og at samfundet står med nogle uoverskuelige økonomiske byrder.
Derfor er det en fælles interesse for borgeren og samfundet, at vi forbedrer folkesundheden. Det har vi arbejdet meget med i DOF.
Når jeg her i sommer har gået på badestrandene, har det slået mig, hvor mange overvægtige unge der er. Det har bekræftet mig i, at der ligger en stor opgave for folkeoplysningen.”
At Ole Vig Jensen gerne ser, at samfundet stiller flere økonomiske ressourcer til rådighed for folkeoplysningen, kommer ikke som nogen overraskelse.
”Folk er indstillet på at betale, men inden for visse grænser. Derfor vil det være godt, hvis vi får mulighed for at nedsætte deltagerbetalingen.
Omvendt vil jeg sige, at når nu deltagerne betaler så meget, så er kvaliteten vigtig. Her synes jeg, at staten kunne øge tilskuddet til landsorganisationerne, til oplysningsforbundene, som de kunne bruge til at vejlede, støtte og uddanne de lokale ledere og lærere.
Penge til kvalitetssikring står nok højest på min ønskeseddel.”
Aftenskolerne har naturligt stået i centrum for interviewet. Det er her, Ole Vig Jensen har været direkte involveret. Men samtidig er han meget bevidst om, at folkeoplysningen er mere end det.
”Jeg mener afgjort, at mange foreninger udfører et stort og vigtigt folkeoplysningsarbejde.
Jeg har altid lagt stor vægt på, at oplysningsforbundene prioriterede samarbejdet med de folkeoplysende foreninger i Dansk Folkeoplysnings Samråd.”
Ole Vig Jensen mener også, at DFS har en vigtig rolle at spille, når folkeoplysningen skal tage de nye udfordringer op.
”DFS er allerede i dag mere udfarende end tidligere. Efter min mening må Samrådet godt tage endnu flere initiativer.
Oplys Demokratiet initiativet er et godt eksempel på, hvordan DFS kan skabe rammerne for dialog og aktiviteter, og den enkelte medlemsorganisation kan omsætte det og udvikle det ud fra sin egen vinkel på baggrund af organisationens egen målsætning.”
70 års fødselsdagen for nylig og afskeden med Dansk Oplysnings Forbund bliver ikke nødvendigvis et endegyldigt farvel til folkeoplysningen.
”Nu skal jeg lige prøve at nyde den nye frihed. Men jeg vil slet ikke udelukke, at jeg vil kaste mig over lidt foredragsvirksomhed og andet oplysningsarbejde. Og jeg vil helt sikkert følge udviklingen i folkeoplysningen nøje,” lover Ole Vig Jensen.
|
|
August 2006
”Dengang var folkeoplysning et reelt tilbud til alle – og dermed også for de socialt dårligst stillede. Det er det ikke længere."
"Aftenskolerne har været tvunget til at udbyde kortere kurser – for at den samlede pris ikke skulle blive for høj. Og det er efter min mening en kvalitetsforringelse."
”Jeg hører til dem, der mener, at vi ikke skal gå på kompromis med de grundlæggende ideer - og begynde at holde eksamen og give karakterer.”
”DFS er allerede i dag mere udfarende end tidligere. Efter min mening må Samrådet godt tage endnu flere initiativer," siger Ole Vig Jensen - her i samtale med DFS' sekretariatsleder, Christel Schaldemose.
|
