Lyst til læring

Af Agnethe Nordentoft og Per Paludan Hansen

• Folkeoplysningens tilgang til læring gør os særlige egnede til at løse nogle af nutidens uddannelsesopgaver.
• Faglig viden er nødvendig, men med den hastige teknologiske og samfundsmæssige udvikling kan ingen klare sig alene med traditionelle, snævert definerede og nemt kvantificerbare kompetencer.
• Deltagerne opnår vigtige kompetencer og bliver motiverede til at uddanne sig yderligere, fremgår det af en ny undersøgelse.


Hvert år deltager knap en million danskere i et kursus, et foredrag eller en anden aktivitet inden for folkeoplysningen. De gør det helt frivilligt. De gør det af lyst. Og de gør det uden at blive målt og vejet med karakterer og eksamen.
Det frivillige, det lystbetonede og det eksamensfrie er kerneværdier i folkeoplysningen. Deltagerne er glade for det, og vi er stolte af det.
Men samtidig leverer folkeoplysningen også benhårde resultater og stor samfundsnytte – i form af den uddannelsesmotivation og nogle af de centrale kompetencer, som arbejdsmarkedet og samfundet kræver af borgerne her i starten af årtusindet.

Lysten driver værket
Når Grundtvig har fødselsdag, og ved andre højtidelige lejligheder bliver folkeoplysningen hyldet på behørig vis. Men når de store globaliserings-strategier bliver formuleret, når uddannelserne skal udbygges, og når budgetterne bliver lagt, ser vi en tendens til, at folkeoplysningen glider ud i noter og bisætninger eller helt forsvinder.
Nogle gange virker det, som om det folkelige, frivillige og lystbetonede gør højskoler, aftenskoler, foreningskurser, osv. lidt suspekte – i sammenligning med de forkromede og superprofessionelle uddannelsesmastodonter og deres gennem-testede og eksamenskontrollerede fokus på eksakt viden og faglighed.
Vi er overbeviste om, at der ikke eksisterer denne modsætning mellem folkeoplysningens kerneværdier og tidens krav om højt kompetenceniveau. Tværtimod gør vores skoleformers tilgang til læring os særlige egnede til at løse nogle af nutidens uddannelsesopgaver.
Og tilsyneladende er deltagerne enige. Det er netop blevet dokumenteret i en undersøgelse, som Catinet har gennemført for Dansk Folkeoplysnings Samråd.
Kravene til borgeren i denne første halvdel af århundredet er ekstremt store. Vidt forskellige kompetencer er nødvendige for at klare sig på arbejdsmarkedet og for at kunne spille en rolle som aktiv medborger i et kompliceret samfund – og ofte forlanges der kompetencer på meget højt niveau.

Vigtigt Sorø-møde
Når undervisningsminister Bertel Haarder den 8. august inviterer til sit årlige møde på Sorø Akademi, er det disse kompetencer, der er på dagsordenen. Hvordan opnår borgeren de nødvendige kompetencer, og hvordan synliggøres de kompetencer, som ikke bliver opfanget af eksamensbeviser?
Vi er glade for, at årets Sorø-møde også sætter fokus på folkeoplysningens rolle i kompetenceudviklingen, og sammen med andre folkeoplysere vil vi gå ind i debatten med vores bidrag.

Uddannelseskapital
At sætte mennesker i stand til at begå sig i den tid, de lever i, er folkeoplysningens kerneopgave. Det er der ikke noget nyt i. Derfor tog de unge bønder på højskole. Derfor gik arbejderne på aftenskole og indhentede det, som de ikke fik chancen for lære i folkeskolen. Og derfor strømmede mennesker fra alle samfundslag i årtier til sprogkurser og gjorde sig i stand til at rejse og møde mennesker fra andre lande.
Gennem hvert årti har danskerne også brugt folkeoplysningen til at kvalificere sig til at deltage i samfundets organisationer og politiske debatter.
Med denne indsats har folkeoplysningen været med til at opbygge en uddannelseskapital, hvis forrentning ikke bare den enkelte deltager, men hele samfundet har nydt godt af.
At dette ikke bliver mindre vigtigt i vidensamfundet, er åbenlyst. For os er det lige så indlysende, at folkeoplysningen har meget at bidrage med – netop på baggrund af vores værdier og vores kompetencer. Hvad er det så, de folkeoplysende skoler og foreninger er gode til?
Det er at give deltagerne en positiv oplevelse, at bidrage til menneskers personlige udvikling og at højne borgernes almindelige viden og indsigt.
Men derudover kan vi også noget, som er mere direkte nyttigt for samfundet:
- Vi opfanger og inddrager borgerne i læring der, hvor de er netop nu - geografisk, socialt og motivationsmæssigt.
- Vi lægger fundamentet for en læringsproces i form af den elementære faglige viden på mange områder.
- Vi leverer en hel stribe ikke-faglige, ”bløde”, men absolut nødvendige kompetencer.
- Vi motiverer deltagerne til at gå videre i et uddannelsesforløb.
- Vi er med til at afklare og dokumentere borgernes realkompetencer.
Disse påstande vil vi gerne uddybe i det følgende.

Det, vi kan
Netop det frivillige og lystbetonede betyder, at det ikke virker uoverskueligt at gå i gang med en eller anden form for læring via folkeoplysningen. Dertil kommer, at vores læringstilbud er åbne og fleksible, og at vores undervisning tager udgangspunkt i deltagernes forudsætninger og erklærede behov.
Endelig har folkeoplysningen et finmasket netværk af skoler og foreninger i alle afkroge af landet. Der er altid et kursus eller et foredrag i nærheden.
Og så lærer deltagerne faktisk noget i folkeoplysningen. Mange indhenter på landets daghøjskoler det tabte fra folkeskoleårene. Andre opnår for alvor indsigt i samfundsforhold, kunst og forskelle og samspil mellem forskellige kulturer på højskolerne.
Og ”Italiensk for begyndere” er mere end en filmkomedie. Utallige danskere har for første gang brudt koden og fået styr på et fremmedsprog ved at gå på aftenskole. Derfor har vi også foreslået – og er begyndt at forberede – en bred indsats for at opruste danskernes engelskkundskaber.

Andre kompetencer
Faglig viden er nødvendig, men med den hastige teknologiske og samfundsmæssige udvikling kan ingen klare sig alene med traditionelle, snævert definerede og nemt kvantificerbare kompetencer. Hvis man ikke kan samarbejde, tilegne sig ny viden, udvikle nye ideer og viderekommunikere dem til andre, er man uhjælpeligt tabt både på arbejdspladsen og i civilsamfundet.
Det afspejler sig også i de 10 nøglekompetencer i Det Nationale Kompetenceregnskab, som en række danske ministerier har formuleret. De ser således ud:

Læringskompetence: evne og vilje til at tilegne sig ny viden
Literacy-kompetence: evne til at forstå og anvende skriftlig information, it og sprog
Selvledelseskompetence: evne og vilje til via eget initiativ at beslutte og gennemføre opgaver
Kreativ og innovativ kompetence: evne til at gennemføre fornyelser inden for et viden og måder at løse opgaver på
Social kompetence: evne til at skabe konstruktive relationer til andre, forstå andres følelser og udtrykke egne følelser
Kommunikationskompetence: evne til at skabe kommunikativ kontakt, forståelse og effekt hos modtageren
Interkulturel kompetence: evne til at forstå kulturel kompleksitet og indgå i fordomsfri dialog med andre kulturer
Demokratisk kompetence: evne og vilje til at øve indflydelse på beslutninger i de sammenhænge, den enkelte indgår i
Sundhedskompetence: evne til at skabe, bevare eller forbedre en sund helbredstilstand
Miljøkompetence: evne til gennem indsigt og motivation at bidrage til miljøløsninger

Tilfredse deltagere
Mange af disse kompetencer udspringer direkte af den ikke-formelle form, som læringen i folkeoplysningen har. Det har folkeoplysningens organisationer længe vidst, og vi lægger utrolig stor vægt på det i vores udviklingsarbejde.
Men nu ved vi også, at en stor del af deltagerne har samme opfattelse. Catinet gennemførte i foråret en undersøgelse, hvor de bl.a. spurgte personer, som inden for de seneste to år havde deltaget i et udvalg af folkeoplysningens tilbud (aftenskoler, daghøjskoler, højskoler og folkeuniversiteter), hvad de havde fået ud af det.
Det viste sig, at omkring halvdelen mener, at de er blevet bedre til at samarbejde. Halvdelen mener også, at de er blevet bedre til at tænke kreativt, og samme andel mener, at de er blevet bedre til klare udfordringer og løse problemer.
Det er imponerende tal, når man tager i betragtning, at der er tale om sidegevinster. Kun ganske få af folkeoplysningens tilbud sælges på, at de gør deltagerne bedre til at samarbejde eller mere kreative. Og de færreste begynder på højskole eller aftenskole specielt for at blive bedre til at klare udfordringer.
Vi kan tilføje, at omkring 40 % synes, at de har opnået ledelseskompetencer, og lige så mange er blevet bedre til at håndtere stress.

Anvendeligt på arbejde
Samarbejde, kreativitet, problemløsning, ledelse og stresshåndtering er vigtige kompetencer på arbejdsmarkedet. Det siger forskerne, det siger erhvervslivet, og det siger vi.
Men vi må indrømme, at vi indtil for nylig ikke rigtig var overbeviste om, at den almindelige deltager i folkeoplysningen så sådan på det. Det er vi nu. Catinet-undersøgelsen viser nemlig, at langt over halvdelen af deltagerne mener, at de har kunnet bruge, det de lærte i et af de fire folkeoplysningstilbud, i deres arbejde.
Som sagt: Det er ikke hovedformålet, men netop derfor er det imponerende, og det er sandelig værd at tage med.

Motiverede for videre uddannelse
Livslang læring er et af de krav, som stilles til borgerne i dag. Den viden, vi fik for 20 år siden, er ofte forældet. De kompetencer, vi udviklede for 10 år siden, kan nemt være blevet lidt rustne – og måske er det nogle helt andre kompetencer, du har brug for i et nyt job eller i et gammelt job med nyt indhold.
Men viden og kompetencer er ikke noget, man kan tvinge ned i halsen på mennesker. Motivation er nødvendig.
Ikke alle er umiddelbart grebet af den hellige ild og supermotiverede for at sætte sig på skolebænken igen. Nogle har dårlige erfaringer med de her skolebænke. Nogle har mere lyst til bare at få noget fra hånden – i stedet for hele tiden at skulle lære noget nyt. Nogle har svært ved at finde tiden mellem job, pendling, familie og fritidsinteresser.
Derfor ligger der en stor opgave i at motivere borgerne til at videreuddanne sig – ud over det niveau, som den enkelte har opnået i sit oprindelige uddannelsesforløb.
Her kan vi noget i folkeoplysningen. Det siger deltagerne i hvert fald. Catinet spurgte, om deres deltagelse i et af de fire tilbud har gjort dem mere motiverede til at deltage i uddannelse fremover. Og det sagde 54 % af de 18-60 årige Ja til. I folkeoplysningen er vi lidt stolte af dette resultat.

Barrierer for mere uddannelse
Men Catinet leverede ikke kun de svar, vi kunne ønske os. Én ting er, at deltagerne føler sig motiverede til mere uddannelse, men gør de også noget ved det?
Her var svaret i alt for høj grad Nej. Under en femtedel svarede, at de faktisk er gået i gang med yderligere uddannelse i den periode på 1-24 måneder, der er gået, siden de deltog i et folkeoplysningstilbud.
Naturligvis er der nogle, som først for nylig har afsluttet et kursus eller en foredragsrække. De har dårligt kunnet nå at komme i gang med noget andet. Alligevel er der et alt for stort ”gap” mellem antallet af motiverede og antallet, som faktisk er gået i gang med yderligere uddannelse.
Det er et problem, men samtidig må vi sige, at det ikke først og fremmest er folkeoplysningens problem.
Skal vi være lidt frække, kan vi sige, at vi har motiveret et stort antal borgere til at gå videre i det formelle uddannelsessystem. Vi har løst vores opgave. Herfra må det formelle uddannelsessystem tage over.
Med vores undersøgelse har vi i hvert fald dokumenteret, at noget bremser deltagerne. Der må være nogle barrierer uden for folkeoplysningen, og vores gæt er, at de ligger i arbejdslivet, i uddannelsessystemet, i vejledningssystemet og i den måde, vi har indrettet arbejds- og fritidsliv på. Følgelig må det også være her, løsningerne skal findes.

Anerkendelse af realkompetencer
Helt så frække vil vi dog ikke være. Selvfølgelig ser vi meget gerne, at langt flere udnytter de kompetencer og den motivation, de opnår i folkeoplysningen, til at komme videre i forskellige læringsprocesser. Og vi vil gerne give vores bidrag til, at det sker.
Faktisk har vi allerede i flere år kastet mange ressourcer ind på et område, som kan udgøre en del af løsningen: anerkendelsen af realkompetencer.
Realkompetencer er alt det, vi kan - uanset om vi har eksamensbevis på det eller ej. Men netop de kompetencer, som vi ikke har bevis på, kan være svære at erkende og udnytte til at komme videre på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet.
Derfor har DFS og mange af vores medlemsorganisationer i de seneste år deltaget i et intenst udviklingsarbejde om, hvordan vi kan hjælpe deltagerne med at afklare og dokumentere deres realkompetencer

Værktøjer og lovgivning
Noget af arbejdet har vi udført på egen hånd, noget i samarbejde med andre dele af foreningslivet og noget i samarbejde med Undervisningsministeriet. Blandt de helt håndgribelige resultater er de værktøjer til afklaring og dokumentation af realkompetencer fra folkeoplysningen, foreningslivet og det frivillige sociale arbejde, som nu står til rådighed for borgere, skoler og foreninger via internettet.
Et andet resultat er den lov om udbygning af anerkendelse af realkompetencer, som Folketinget vedtog i juni i år. Med denne lov skal institutionerne inden for voksen- og efteruddannelserne fremover vurdere ansøgerens realkompetencer, hvis hun ønsker det, og tage højde for dem i det uddannelsesforløb, hun skal i gang med.
Vi skal ikke lægge skjul på, at vi havde foretrukket, at det var uafhængige institutioner, som gennemfører realkompetencevurderingen. Med det system, der nu er indført, vil uddannelsesinstitutionerne være urimeligt fristede til at nå frem til en vurdering, som siger, at borgeren lige netop mangler de kompetencer, som denne uddannelsesinstitution kan tilbyde.
Men loven er under alle omstændigheder et stort fremskridt. Det kan ikke undgå at blive en stærk opmuntring til, at undervisere, vejledere og deltagere i folkeoplysningen rent faktisk begynder at arbejde med afklaring og dokumentation af realkompetencer.

Det betyder, at i de næste par år:
• vil deltagerne i folkeoplysning blive mere bevidste om alt det, de har fået ud af at deltage i folkeoplysning – og om andre kompetencer, de har opnået andre steder i tilværelsen
• vil deltagerne i folkeoplysning blive bedre i stand til at dokumentere det
• vil uddannelsesinstitutionerne blive mere villige til at anerkende det.
Vi er overbeviste om, at det vil fjerne nogle af de barrierer, som i dag står i vejen for, at borgerne får mod på at videreuddanne sig. Endnu flere vil blive motiverede, og endnu flere vil føre det ud i livet.
Med dette arbejde påtager folkeoplysningen sig sit ansvar for et samfundsmæssigt kompetenceløft. Vi fortsætter en lang tradition med at bidrage til akkumuleringen af uddannelseskapital og er dermed med til sikre et stærkt arbejdsmarked, en høj konkurrenceevne og et levende demokrati.
Folkeoplysningen indtager sin nødvendige plads i globaliseringens tidsalder.