Dansk Folkeoplysnings Samråd
RealkompetenceLokale samrådBrobygningfrivillig



Printvenlig udgave af siden Print

Her er du:


Folkeoplysningen og realkompetence

Tale ved Sorø-mødet af Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd. (Bemærk: Det talte ord gælder)

Tak for invitationen – Tak for, at dette vigtige tema sættes på dagsordenen for så væsentlig en begivenhed som det årlige Sorø-møde.

De folkeoplysende organisationer har i de seneste år deltaget i et intenst udviklingsarbejde om, hvordan vi kan hjælpe deltagerne med at afklare og dokumentere deres realkompetencer
Noget af arbejdet har vi udført på egen hånd, noget i samarbejde med andre dele af foreningslivet og noget i samarbejde med Undervisningsministeriet. Blandt de helt håndgribelige resultater er de værktøjer til afklaring og dokumentation af realkompetencer fra folkeoplysningen, foreningslivet og det frivillige sociale arbejde, som nu står til rådighed for borgere, skoler og foreninger via internettet.
I en lille udstilling her ved mødet har vi præsenteret eksempler på, hvordan foreningsliv og folkeoplysning arbejder med realkompetence.
Jeg vil gerne her fremhæve et af vores udviklingsprojekter. En kreds af medlemsorganisationer i Dansk Folkeoplysnings Samråd er i færd med at gennemføre landets første efteruddannelse i realkompetence for vejledere. Ideen er, at efteruddanne vejledere, der arbejder i folkeoplysningen, til frontløbere og ressourcepersoner for udbredelse og kvalificering af arbejdet med realkompetence både i folkeoplysningen og i de dele af den tredje sektor, som ikke umiddelbart har forudsætninger for at løfte opgaven selv.
Vi har valgt at satse på vejledere, fordi de har nogle relevante kompetencer i forvejen.
Realkompetencevejlederne skal bl.a. undervise andre i at løfte opgaven som sparringspartnere – en slags barfodsvejledere i forhold til realkompetencedokumentation.
At der er interesse for sagen i folkeoplysningen, viser sig ved, at vi fik ansøgninger fra 44 vejledere til 24 pladser.
Vi arbejder i øvrigt tæt sammen med Danske Gymnastik og Idrætsforeninger, der har givet et tilsvarende projekt meget høj prioritet.
De folkeoplysende organisationer prioriterer arbejdet med realkompetence meget højt og satser bevidst på at udbrede og kvalitetssikre det i praksis. Det er en vigtig del af vores bud på folkeoplysning med remtræk til virkeligheden.

At sætte mennesker i stand til at begå sig i den tid, de lever i, er folkeoplysningens kerneopgave. Det er der ikke noget nyt i. Derfor tog de unge bønder på højskole. Derfor gik arbejderne på aftenskole og indhentede det, som de ikke fik chancen for lære i folkeskolen. Og derfor strømmede mennesker fra alle samfundslag i årtier til sprogkurser og gjorde sig i stand til at rejse og møde mennesker fra andre lande.
Gennem hvert årti har danskerne brugt folkeoplysningen til at kvalificere sig til at deltage i hverdagens, arbejdspladsens og samfundets udfordringer.
Med denne indsats har folkeoplysningen været med til at opbygge en uddannelseskapital, hvis forrentning ikke bare den enkelte deltager, men hele samfundet har nydt godt af.
At dette ikke bliver mindre vigtigt i vidensamfundet, er åbenlyst. For mig er det indlysende, at folkeoplysningen har meget at bidrage med – netop på baggrund af vores værdier og vores kompetencer. Hvad er det så, de folkeoplysende skoler og foreninger er gode til?
Det er at give deltagerne en positiv oplevelse, at bidrage til menneskers personlige udvikling og at højne borgernes almindelige viden og indsigt.
Men derudover kan vi også noget, som er mere direkte nyttigt for samfundet:
• Vi opfanger og inddrager borgerne i læring der, hvor de er netop nu - geografisk, socialt og motivationsmæssigt.
• Vi lægger fundamentet for en læringsproces i form af den elementære faglige viden på mange områder.
• Vi leverer en hel stribe ikke-faglige, ”bløde”, men absolut nødvendige kompetencer
• Vi motiverer deltagerne til livslang læring.
• Vi er med til at afklare og dokumentere borgernes realkompetencer.

Vi vil nu – inspireret af en nordisk tænketank om fremtidens kompetencer – fortsætte realkompetencearbejde ved at sætte et udviklingsarbejde i gang om folkeoplysningens bidrag til livslang læring i Danmark. For realkompetencearbejdet betyder at der skal fokus på de vores produkter, indhold og kvalitet.

Ønsker til samarbejde
I Dansk Folkeoplysnings Samråd har vi store forventninger til at de folkeoplysende organisationers bidrag til livslang læring vil komme i et tættere samspil med øvrige uddannelsesinstitutioner. Der er mange barrierer i sådanne samarbejder, men lykkes samspillet, er jeg sikker på, at der er store gevinster, i et samarbejde, hvor de enkelte aktører bidrager med deres styrker. Det vil være nødvendigt at følge udviklingen i disse samarbejder nøje.
Dansk Folkeoplysnings Samråd havde gerne set, at vurdering og anerkendelse af realkompetence var blevet forankret i uafhængige vurderingscentre. Vi vil nu nøje følge, hvordan det vil gå, når uddannelsesinstitutionerne kommer i gang med realkompetencevurderingen. Det er vigtigt for os at alle borgere får reel mulighed for realkompetencevurdering.
Er folkeoplysningen blevet glemt / klemt i globaliseringsstrategien?
Folkeoplysningen har sin centrale rolle i et kompetenceløft. Vi oplever imidlertid, at folkeoplysningens bidrag og potentiale ofte bliver glemt, når der tages centrale initiativer vedr. realkompetence og beslægtede områder.
Dansk Folkeoplysnings Samråd ønsker, at folkeoplysningens tilbud ligestilles med øvrige voksenuddannelsesaktører på de felter, hvor vi løser opgaver.
Konkret ønsker jeg, at der foretages en analyse af folkeoplysningens rolle under indtryk af globaliseringens påvirkning. Der skal fokus på rammer, indhold, kvalitet og vilkår for de folkeoplysende skoler.

De folkeoplysende organisationer arbejder dagligt med at skabe helt konkrete remtræk til virkeligheden for vores deltagere.
Vi ser frem til at realkompetencearbejdet får endnu mere luft under vingerne.


Per Paludan Hansen holdt denne tale på undervisningsministerens årlige Sorømøde, den 8-10. august 2007.
Mødets overskrift var "Skolen for livet - remtrækket til virkeligheden", og hovedtemaerne var folkeoplysning og realkompetence.