|
Hvad angår kulturmøder, ligger folkeoplysningen og roder det samme sted som for 10 år siden
Af Khuram Shehzad, Rikke Mandrup og Rasmus Kjær, EMPH teamet (Etniske Minoriteter På Højskole) i Højskolernes Hus
Værdidebatten om, hvad der er dansk og udansk, præger både den politiske og offentlige dagsorden. Således tages der i stigende grad patent på, hvad og hvem der er omfattet af det danske henholdsvis det udanske.
Denne måde at tage patent på værdier, som i de fleste sammenhænge er universelle ytringsfrihed, tolerance, demokrati osv.), er i høj grad med til at skabe større polarisering mellem et "os" og et dem".
I lyset heraf må det være folkeoplysningens pligt at bidrage til at danne et mere inkluderende klima. I hvert fald hvis folkeoplysning skal være for alle.
Vi bør være med til at definere en bredere danskhed og skabe rum for anerkendelse af borgere med andre erfaringsverdener. Hvad enten det drejer sig om deres særlige kulturelle indsigter, flersproglighed eller appel til lokale netværk.
Med anerkendelse menes, at man aktivt tager hensyn til mennesker med en anden erfaringsverden. At man ikke pr. refleks tager udgangspunkt i, at alle er og tænker som en selv, men at man har vilje til at gå i dialog med den andens behov.
Hvad angår kulturmøder, ligger folkeoplysningen generelt set og roder det samme sted som for 10 år siden. Statistikkerne taler deres eget sprog. Medlemstal og aktive medlemmer viser, at vi ikke har været i stand til aktivere og skabe deltagelse i et omfang, der burde være et minimum. Det gælder også, når man ser på ansatte, bestyrelser og ledere.
Foreningsdanmark kan kun have godt af, at flere med anden etnisk baggrund melder sig som deltagere. De etniske minoriteter skal i højere grad være med til at præge den offentlige debat, og foreningerne skal være med til at danne en ramme, som inkluderer denne gruppe borgere.
Samtidig er vi nødt til at se indad. Er vi så inkluderende, som vi påstår? Har vi praksisser, traditioner eller ritualer, som ubevidst kan virke ekskluderende? Hvordan praktiseres frisind og andre demokratiske værdier i hverdagen?
Folkeoplysningens overlevelse
Det inkluderende kulturmøde finder selvfølgelig allerede i nogen udstrækning sted. Men vi må også sørge for, at de projekter, som etableres, og de institutioner, som involveres, skal være tilgængelige for målgruppen. Det betyder, at man må vænne sig til at forebygge frem for blot at reagere på problemer og barrierer.
Pointen er, at både arbejdspladser, dannelses- og uddannelsesinstitutioner får behov for at synliggøre sig som attraktive miljøer for andre end dem, der er fortrolige med den traditionelle kultur, der ligger i den pågældende institution.
Folkeoplysningens overlevelse og uddannelsessystemets succes bliver i fremtiden i højere grad betinget af deres evne til at agere og fremstå som eksperter i kulturmøder.
Den danske befolkningssammensætning er i dag en broget flok med forskellige behov og udgangspunkter.
Eksklusion sker næppe bevidst, men fordi samfundsforholdene på et strukturelt plan er fyldt med hindringer for unge med andre kulturelle baggrunde. Når de skal have særlig beskyttelse eller støtte, er det fordi deres marginalisering og dårlige kår er betinget af en gennemgående favorisering af en majoritetsgruppe.
Gennem strukturelle ændringer i folkeoplysnings- og uddannelsesinstitutioner kan vi forhåbentlig være med til at sikre alle borgere lige mulighed for uddannelse og arbejde.
Det er ikke en selvfølge, at folkeoplysningen/højskolerne kan ophæve eller rykke ved disse forskelle, men de kan bestræbe sig på at imødekomme forskelligheder, eksempelvis ved at satse på pragmatiske løsninger i stedet for at hænge fast i en negativ værdikamp.
Derfor skal der også være mulighed for, at Fatima kan sove på eneværelse, undgå svinekød, gå med tørklæde, have adgang til et køleskab om aftenen under ramadanen osv. Kun ved at integrere denne type forhold som en selvfølgelig del af hverdagen, skabes de positive historier, der vil gøre institutionen synlig, tryg og attraktiv for etniske minoriteter.
Tålmodighed og gåpåmod
Der er endnu masser at lære, og vi må berede os på tålmodighed og gåpåmod. Udfordringen er at vise de unge, at højskolen og de folkeoplysende organisationer i høj grad er parat til at skabe rum, hvor mangfoldigheden er en styrke, hvor den enkeltes kulturelle forudsætninger respekteres, og hvor danskheden er bredere formuleret end i den offentlige debat.
Vores håb er, at mødet kan udvide horisonter i begge retninger, fordi ethvert fællesskab, inklusive det danske samfund, hele tiden har brug for at udvikle sig, redefinere sig og genoverveje sig selv som forudsætning for et holdbart eksistensgrundlag til tiden.
Hvis ikke, er det ganske enkelt ikke muligt at håndtere de udfordringer, en fremtid med intensiveret multikultur og globalisering byder os.
|
|
Denne kommentar blev bragt første gang i Højskolebladet nr. 17/23.11.07
 Højskolernes Hus
Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark
|
