|
Nyheder til jeres hjemmeside
Hver uge bringer DFS’ 2-5 nyhedartikler, der lægges på hjemmesiden og udsendes i Netavisen, det elektroniske nyhedsbrev.
Vi kan tilbyde, at disse nyheder automatisk optræder på jeres hjemmeside med en placering, som I selv ønsker. Det kan ske i form af overskrift eller i form af overskrift og indledning. Det sker ved hjælp af RSS-feed.
Omtale/annoncering i Netavisen/Hjemmesiden
Når I gennemfører møder, kurser, seminarer eller andet, som er åbent for og kan have interesse for andre uden for jeres organisation, omtaler vi det gerne på hjemmesiden og i Netavisen. Det er en forudsætning, at det ikke er et snævert lokalt arrangement, men med reelle muligheder for deltagelse fra det meste af landet. Under alle omstændigheder udvælger og præsenterer vi arrangementet ud fra sekretariatets redaktionelle vurdering.
Omtale/annoncering i Intern
Har I et arrangement, som særligt henvender sig til andre DFS-medlemsorganisationer kan vi omtale det i Intern, der sendes til sekretariatsledere og formænd i medlems- og partnerskabsorganisationer.
Kommunikationsrådgivning
Har I en vigtig sag, I vil forsøge at få omtalt i medierne – eller fremlagt for politikerne? Overvejer I at droppe medlemsbladet, eller skal I blot omlægge det? Har I problemer med at få de vigtigste informationer og budskaber ud til lokalafdelingerne?
Og tror I, at et lidt input udefra (men ikke helt udefra) kan hjælpe, er I velkomne til at kontakte DFS’ informationskonsulent, Michael Voss.
Webrådgivning
Med mellemrum har de fleste organisationer behov for at omlægge deres hjemmesider.
Har I brug for rådgivning og sparring, giver DFS gerne en hånd med. Hvis det primært er det tekniske, skal I kontakte Henrik Bro (se også senere under afsnittet IT). Er det indhold og udseende, så kontakt Michael Voss.
Folkeoplysningens Kommunikationsnetværk (FoKo)
FoKo er et netværk for de ansatte i DFS’ medlems- og partnerskabsorgansationer, der er ansvarlige for information og kommunikation.
Netværket mødes ca. 4 gange om året. En standard-dagsorden består af et lidt længere oplæg – ofte af en ekstern oplægsholder - et kortere oplæg med udgangspunkt i en af deltagernes erfaringer og et kvarter til en halv time, hvor deltagerne præsenterer problemer og oplevelser og udveksler gode råd. Fra de seneste års møder kan vi nævne disse dagsordenspunkter
- ”Opskrift” på en kommunikationsplan for en kampagne eller et arrangement.
- Sociale medier i foreningsarbejdet
- Intern kommunikation mellem landskontor og lokale afdelinger.
- Om elevdeltagelse i brandingen af produktionsskolerne
- Tænk på medlemmerne som kunder
- Besøg på Politiken og diskussion med en redaktionssekretær om, hvad der gør en historie fra folkeoplysningen interessant for Politikens redaktion
- Højskoleforeningens erfaringer med events i mediearbejdet.
- Efteruddannelse for kommunikationsfolk
- 10 gode råd til håndtering af journalister
- Sådan skaber man en succes
- Beredskabsplan og krisekommunikation
Presseovervågning
InfoMedia er en database over aviser, tidsskrifter og hjemmesider. For de store landsdækkende aviser går databasen 15-20 år tilbage. Med et InfoMedia abonnement kan man søge overalt i databasen. InfoMedia kan bruges til den daglige overvågning af, om medierne omtaler jeres organisation eller behandler emner, der er relevante for jeres organisation. Men det kan også bruges, når I vil søge – også tilbage i tiden – på omtale af bestemte personer, sager eller emner.
DFS har abonnement på InfoMedia. Medlems- og partnerskabsorganisationer har mulighed for at koble sig på DFS’ abonnement. Det er primært en fordel for organisationer med et begrænset behov for at søge, fordi man undgår at betale prisen for InfoMedias minimumsforbrug.
InfoMedias hjemmeside
|
|
DFS tilbud til medlems-organisationerne
DFS er – også – en branche- og service-organisation, hvis formål er at yde rådgivning og assistance til medlemsorganisationerne.
Nogle service-tilbud udvikler vi selv på baggrund af diskussioner og beslutninger i repræsentantskab og bestyrelse. Her kan I læse en oversigt over, hvad vi i øjeblikket tilbyder.
Folkeoplysningens udvikling
Rådgivning og netværk
Puljer
Politikere, myndigheder og konkurrenter
Internationalt
Web- og e-mail
Indkøb og rabat
|