Af Per Paludan, Hansen formand Dansk Folkeoplysnings Samråd
Folkeoplysningen skal fortsætte med de gode og nyttige aktiviteter, som vi har stået for i mange år. Men vores kvalifikationer og gode vilje gør det ikke alene. Vi har også brug for opbakning fra de politiske beslutningstagere, og her kunne vi godt ønske lidt nye signaler.
Medierne er fyldt med historier om konflikter i samfundet. Det handler om ekstremisme, skyderier, bilafbrændinger og vold. De store overskrifter er som regel affødt at dybere problemer, f. eks. det, at man mangler en respekteret plads i samfundet i form af en god uddannelse og dermed også et godt job.
Folkeoplysningens skoler har haft en historisk rolle både i form af at være det kit, der gennem sin alsidige virksomhed har sikret forståelsen for samfundets forandringer, nye impulser og som et væsentligt uddannelsespolitisk redskab, der hjælper til, at så mange som muligt får en plads i uddannelsessystemet.
Med afsæt i to aktuelle udfordringer: Den spirende ekstremisme og målet om at sikre 95 % af en ungdomsårgang en uddannelse, vil jeg her belyse, hvordan folkeoplysningen er et nødvendigt element for at skabe en holdbar løsning, der skaber sammenhængene i vores samfund.
Frygt og tillid er to centrale begreber, hvis vi skal forstå de modsætninger, der eksisterer i dagens samfund - og løse dem.
Mange frygter, at ekstreme islamister skal undergrave de demokratiske rettigheder og spilleregler, som eksisterer i Danmark i dag. Frygten er ikke uberettiget i den forstand, at organisationer som Hizbut- Tahrir ( H-u-T) faktisk ønsker og agiterer for et udemokratisk samfund.
Ligeberettiget plads?
Samtidig frygter mange, der kommer hertil fra en anden kultur og med en anden religion end kristendommen, at de ikke kan få en ligeberettiget plads i det danske samfund, eller at de vil blive tvunget til fuldstændigt at opgive deres kulturelle og religiøse identitet. Heller ikke den frygt er totalt ubegrundet, når man lytter til nogle af de synspunkter, der bliver fremlagt i debatten.
Frygt fører nemt til vold og ekstremisme.
Omvendt er tillid en central forudsætning for, at forskellige individer og forskellige grupper kan leve sammen i et demokratisk samfund.
Samme pointe havde velfærdsminister Karen Jespersen i en kronik for nylig. Hun understregede, at tilliden i Danmark bygger på et stærkt folkeligt værdifællesskab, og hun så en udfordring for denne tillid i muslimer, som ”danner deres egne parallelsamfund” og i etniske grupper, som ”lever isolerede fra hinanden”.
Jeg er enig i, at der ligger en stor opgave i at fastholde og styrke den indbyrdes tillid i det danske samfund. Men jeg tror, at vi også skal se på, hvordan vi fjerner nydanskeres frygt for udstødelse og marginalisering, og hvordan vi skaber tilliden til, at det danske samfund kan og vil give dem en plads på lige fod med alle andre.
Vejen bort fra frygt og hen imod tillid mellem mennesker af forskellig national, kulturel og religiøs baggrund går ikke via forbud og forbandelser. Ikke fordi jeg har illusioner om, at vi kan overbevise H-u- T's ledere eller danske nynazister om demokratiets velsignelser.
Her er der nok ikke så meget at gøre.
Til gengæld skal vi sikre, at Hu-T og lignende ekstremistgrupper forbliver små, og at de ikke bliver attraktive som dem, der enten kan forsvare indvandrere og flygtninge mod et tilsyneladende fjendtligt dansk samfund eller forsvare ”hvide” danskere mod de fremmede. De skal ikke have chancen for at fremstå som martyrer og som helte I stedet skal vi bidrage til, at de forskellige grupper har en reel viden om hinanden og om demokrati, personlig frihed, social lighed og ligestilling - og at grupperne får mulighed for at møde hinanden i et fordomsfrit kulturmøde og en demokratisk dialog.
Men hvem er så ”vi”, der skal arbejde for dette. Det er der sikkert mange, både blandt etniske danskere og blandt indvandrere, som kan og vil.
Selv vil jeg pege på den danske folkeoplysningstradition, der både har mange år på bagen og lever i bedste velgående blandt ildsjæle, undervisere, skoler og foreninger.
Større viden
Historisk har folkeoplysningen bidraget til større viden blandt borgerne, til den demokratiske dialog og til sammenhængskraften i samfundet. Derfor er arbejdet med at bekæmpe frygt og ekstremisme og arbejdet med at opbygge tillid, baseret på viden og dialog, en nærliggende opgave for folkeoplysningen. Det er en af de nye opgaver, som folkeoplysende skoler og organisationer allerede har taget på sig, og som vi fremover vil kunne løfte i langt højere grad.
Arbejdet med at etablere en folkehøjskole i Gellerup i Århus for alle områdets nationaliteter er et godt eksempel. I årevis har daghøjskolerne hjulpet indvandrere og flygtninge videre først og fremmest til det formelle uddannelsessystem.
Og lige nu har efterskolerne succes med at tiltrække unge indvandrere.
En af landets folkeoplysende foreninger har sine helt egne forudsætninger for at arbejde med dialog og kulturmøde mellem nationaliteter, som lever side om side. Det er Grænseforeningen.
De har formuleret opgaven med et flot nyt slogan: ”for en åben danskhed”.
Det er et slogan, der fortæller; hvad det er, der er udfordringen.
Vi skal reflektere over og forholde os til, hvad det vil sige at være ”åben”. Og vi skal reflektere over og forholde os til, hvad ”danskhed” egentlig er.
For få uddannes
Et andet af samfundets store problemer er, at alt for få unge får en ungdomsuddannelse. Det er et problem, som hænger sammen med integration og kulturmøde, men som langt fra kun handler om etniske minoriteter.
Aftenskoler, folkeuniversiteter, daghøjskoler og højskoler knokler dagligt for at hjælpe de voksne, som ikke fik tilstrækkelig uddannelse som unge. Hvert år er der 850.000 deltagere i disse aktiviteter.
Undervejs lærer deltagerne noget, som de kan bruge som borgere i hverdagen. Men de kan også bruge det på deres arbejde, viser en undersøgelse, som Catinet har lavet for DFS.
Af samme undersøgelse fremgår det, at en stor del af deltagerne bliver motiveret til at uddanne sig videre - også i det formelle uddannelsessystem. Faktisk har de folkeoplysende skoler en særlig mulighed der, fordi undervisningen er frivillig og tager udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker.
Samtidig når efterskoler, produktionsskoler og daghøjskoler mange unge, der har svært ved at finde vej til en ungdomsuddannelse. I de folkeoplysende skoler får de lysten til at lære og hjælpen til at finde den rigtige uddannelse.
Det ville være fjollet ikke at udnytte de særlige forudsætninger, folkeoplysningen har for at løse problemet med de mange unge, der ikke får en ungdomsuddannelse.
Vi vil gerne gøre mere, og vi vil gerne gør det bedre.
Lige nu arbejder oplysningsforbund og daghøjskoler med at udvikle et nyt uddannelsesforløb for voksne, der har utilstrækkelig eller slet ingen uddannelse, og som har barrierer i forhold til at gennemføre en uddannelse. Målet er at hjælpe især de yngste over i en ungdomsuddannelse, og at føre de mere voksne videre til supplerende uddannelse eller skaffe dem fodfæste på arbejdsmarkedet.
De første forsøg skal efter planen inddrage forskere, som kan beskrive de særlige kendetegn ved folkeoplysende pædagogik.
Folkeoplysningen skal fortsætte med de gode og nyttige aktiviteter, som vi har stået for i mange år. Men vi skal også løse nye opgaver. I denne kronik har jeg givet to eksempler på, hvilke nye opgaver folkeoplysningen er parat til kaste sig over.
Men vores kvalifikationer og gode vilje gør det ikke alene. Vi har også brug for opbakning fra de politiske beslutningstagere, og her kunne vi godt ønske lidt nye signaler.
Skred i tænkningen
På det holdningsmæssige plan har vi i de seneste år oplevet et skred i hele uddannelsestænkningen.
Man fokuserer ensidigt på de formelle uddannelser, og når man endelig taler om læring uden for systemet, tænker man kun på det, der foregår på arbejdspladserne.
Her er der brug for større anerkendelse af, at mennesker også lærer i de ikke-formelle uddannelser og i foreningslivet. Med andre ord skal den folkeoplysende tradition hives ud af politikernes glemmebog, hvor mange af dem har parkeret den. På det formelle plan er problemet ganske simpelt. Med nye tider skal folkeoplysningen som sagt påtage sig nye opgaver.
Man kan komme langt med inspiration og eksperimenter, men skal arbejdet virkelig gøre en forskel, er det nødvendigt at tænke tingene grundigt igennem og udvikle holdbare løsninger. Men det kræver et grundigt analysearbejde af, hvad der skal til, og det kræver tilpasning af de formelle rammer for folkeoplysningen, så den både kan rumme det gamle og det nye. Det kan også indebære nye finansieringsregler.
Snart offentliggør et udvalg under regeringen en rapport om breddeidrætten. Samme seriøsitet fortjener folkeoplysningen.
Derfor foreslår DFS, at regeringen nedsætter et udvalg, som belyser folkeoplysningens bidrag i et globaliseret samfund og formulerer forslag til nye formelle rammer for den folkeoplysende voksenundervisning.
|
|
Denne kronik blev bragt i Dagbladet (Roskilde, Køge, Ringsted) og Frederiksborg Amts Avis den 4.10.2008
|
