”De er så sprængfyldte med energi og tro på deres ideer, når de kommer ind ad døren til os. De er overbeviste om, at de kan flyve. Vores opgave er at hjælpe dem med at holde sig i luften,” fortæller Torben Dreier, der er skoleleder for Daghøjskolen Gimle og FO-Århus, i et interview med dfs.dk.
Af Michael Voss
Det er bl.a. disse ildsjæle, som ifølge Torben Dreier har gjort det muligt for FO-Århus at udvikle sig fra traditionel aftenskolevirksomhed til ramme for et virvar af aktiviteter, hvis navne er lige så fantasifulde som indholdet, f.eks.:
• Ny Chance
• Tossekassen
• Renholdet
• Service hyttefade
• Parat til start
• TegnKom
For nylig kunne Torben Dreier udvide sit ”kongedømme” og indvie FO-byen, en række sammenhængende bygninger i Århus Midtby. Noget af det, der er mere plads til her, er netop faciliteter og mentorstøtte til folk med gode ideer.
Klip fra interviewet
”Man skal ikke søge pengene for puljernes skyld. Man skal have en ide om, hvordan det kan fortsætte bagefter,” siger han og henviser til et projekt for kræftpatienter.
”Med EU-projektmidler iværksatte vi et kursus for mennesker med kræftdiagnose. Vi gik sammen med Gøglerskolen og Kræftens Bekæmpelse. Da EU-pengene stoppede, overtog Kræftens Bekæmpelse projektet men også med folkeoplysningsmidler,” siger Torben Dreier, som sværger til kludetæppefinansiering.
”Nogle gange bliver jeg nødt til at sige, at det projekt tror jeg ikke på. Initiativtagerne skal vise, at de kan bære processen igennem. Jeg skal ikke overtage deres projekt,” understreger han.
Partnerskaber og netværk er kodeordene for FO-Århus’ aktiviteter.
”Og det skal være en win-win-situation for begge parter. F.eks. har jeg fået et godt samarbejde med Studenterhuset. På den måde når jeg et publikum, som jeg ikke fanger med aftenskoleprogrammet - plus nye ideer. Det var ud af det samarbejde, at ideen om dansk-undervisning for udenlandske studerende opstod.”
En særlig vigtig partner for FO-Århus er kommunen. Tilbage i 90’erne var det mest Torben Dreier, der foreslog kommunen at gå med i et projekt. Nu er det kommunen der ringer til FO-Århus og spørger, om de kan løfte en opgave.
”Monopolisering kvæler ideudviklingen. Folkeoplysningen bygger på, at forskellige holdninger kommer til udtryk, og monopol på holdninger er dødsensfarlig,” siger han og insisterer på, at der er vigtige forskelle på FO-Århus og f.eks det konservativt tilknyttede FOF Århus.