Set fra folkeoplysningens side kan det godt virke lidt omsonst at kaste sig ud i omfattende aktivitet for at inddrage borgerne i demokratiske dialoger og aktivt medborgerskab, hvis kommunalpolitikerne – stik modsat – strømliner, effektiviserer og centraliserer beslutningsprocesserne. Det skriver Per Paludan Hansen i denne kommentar til diskussionen i mange kommuner om at begrænse antallet af pladser i kommunalbestyrelserne.

Færre med i demokratiet

Af Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd

For to et halvt år siden forsvandt lidt over 2.000 kommunalbestyrelsesmedlemmer. Hvad de laver i dag, ved jeg ikke, men de er i hvert fald ikke direkte involveret i det kommunale demokrati.
Det var strukturreformen, som med ét slag nedsatte antallet af pladser i landets kommunalbestyrelser fra ca. 4.600 til ca. 2.500.
Men der er stadig alt for mange aktive kommunalpolitikere – mener nogen. Fra Brønderslev til Fredensborg, fra Struer til Roskilde og fra Middelfart til Vordingborg diskuterer man i øjeblikket at nedsætte antallet af pladser i den lokale kommunalbestyrelse – eller har allerede besluttet det.

Efter min mening udgør denne udvikling et demokratisk problem.
For det første har vi brug for at involvere flere mennesker i de demokratiske processer. Ikke nødvendigvis som kommunalbestyrelsesmedlemmer, men der er bestemt heller ingen grund til at gå den modsatte vej og give færre direkte lod og del i beslutningerne.
For det andet bliver det sværere at sikre, at alle lokalområder i de nye storkommuner er til stede i kommunalbestyrelsen. Dermed kan hele byer og landområder hurtigt føle sig uden for beslutningsprocesserne.
Endelig betyder færre medlemmer i kommunalbestyrelsen en hævet ”spærregrænse”. De små partier får sværere ved at blive repræsenteret, og de politiske mindretal vil føle sig ekskluderet fra demokratiet.

Flere steder har man benyttet at argumentet at en mindre kommunalbestyrelse vil betyde færre udgifter for kommunen. Det er en farlig argumentation. En debat om demokrati og folkestyre, må aldrig blive en debat om penge. Et levende folkestyre kræver at der en god balance og repræsentativitet i de institutioner, vi har nedsat til at forvalte samfundet.

For folkeoplysningens skoler og foreninger er det en mærkesag at styrke det lokale demokrati og udvikle et aktivt medborgerskab. På den måde mener vi, at vi bidrager til at fastholde og udvikle demokratiet i Danmark.
Med mellemrum giver kommunerne også udtryk for, at de ønsker at involvere os i dette arbejde. Børne- og Kulturchef Foreningen (BKF) skriver f.eks. i publikationen ”Nye tider, ny kultur- og fritidspolitik:
”Med (…) de udfordringer, den gældende Folkeoplysningslov møder, har vi behov for at formulere et nyt grundlag for civilsamfundets deltagelse i fritidslivet. Vi skal fastholde grundtanken om det forpligtende fællesskab, ansvar og demokratiopdragende arbejde, som det kendes fra foreningslivet,
samtidig med at vi også åbner for en anden form for deltagelse.”
Men set fra folkeoplysningens side kan det godt virke lidt omsonst at kaste sig ud i omfattende aktivitet for at inddrage borgerne i demokratiske dialoger og aktivt medborgerskab, hvis kommunalpolitikerne – stik modsat – strømliner, effektiviserer og centraliserer beslutningsprocesserne.