Printvenlig

Folkeoplysningen bidrog til kollektivt selvbedrag

Den grønne folkeoplysning i begyndelsen af 90’erne lagde vægten på at få mange med til lidt, men herved blev enhver ubekvem eller radikal tanke om den samtidige materielle forbrugsvækst også ekskluderet. Dermed var folkeoplysningen medvirkende til den økologiske moderniserings selvbedrageriske simulering af bæredygtig udvikling, skriver lektor Jeppe Læssøe i et debatindlæg i Politiken. Jeppe Læssøe tager udgangspunkt i ”den økologiske modernisering”, som han mener idylliserede forholdet mellem økonomisk og økologisk udvikling: ”Vedvarende forbrugsfest og ubegrænset vækst kan kombineres med bedre miljøbeskyttelse. Hermed er der ingen grund til uenighed, det centrale bliver at få alle til at deltage i en ånd af konsensus.” Videre skriver han, at ”… vi alle gør lidt og bekræfter hinanden heri, samtidig med at vores eskalerende materielle forbrug underminerer en global bæredygtig udvikling.” Det prægede ifølge Jeppe Læssøe også det, han kalder ”en ny epoke i folkeoplysning på miljøområdet”: ”Staten tog over fra ngo'erne som initiativtager til folkelig inddragelse. Ikke mindst Den Grønne Fond blev en kraftig dynamo herfor. Mange miljøengagerede folk tog mod det tilbud, og der blev gennemført en masse folkeligt forankrede initiativer til fremme af ressourcebesparelser og et bedre lokalt miljø. Men opmærksomhed og kræfter blev alene fokuseret på at gøre noget der, hvor der var konsensus om det. Vægten blev lagt på at få mange med til lidt, men herved blev enhver ubekvem eller radikal tanke om den samtidige materielle forbrugsvækst også ekskluderet. At folkeoplysningen således - sat på spidsen - har været medvirkende til den økologiske moderniserings selvbedrageriske simulering af bæredygtig udvikling, kunne ikke have ladet sig gøre, hvis det ikke havde passet os - folket - så ganske glimrende.” Senere skriver Jeppe Læssøe konkluderende ”Folkelige initiativer som klimabevægelsen burde suppleres af offentlige midler til folkeoplysende debat. Connie Hedegaard har brugt millioner på 'Et ton mindre'-kampagnen, som er en gentagelse af den økologiske moderniserings individuelle spareråd, som selvfølgelig er gode nok, men som ikke bringer os videre. Folkeoplysning handler ikke om at udbrede informationer for at opnå en bestemt adfærd, men om at tilvejebringe et alsidigt materiale og skabe de bedste rammer for borgernes involvering, læring og bevidste stillingtagen til fælles problemer. Denne 'demokratiets nerve', som Hal Koch kaldte det, har trange vilkår i dagens Danmark. I Norge har Miljøverndepartementet gennemført en stor visionær kampagne '07-06-05', som inviterede befolkningen til at bidrage til et forandringsprojekt, der handlede om frigørelse fra tidspres og miljøødelæggelse på samme tid. I Sverige har staten støttet udgivelsen af debatbogen 'Konsumera mere - dyrköpt lycka', skrevet af en række prominente svenske forskere. Det burde være muligt med tilsvarende folkeoplysende initiativer i Danmark. Muligheden er oplagt i forbindelse med FN-tiåret for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (2005-2014), men det ser desværre ud til, at regeringen alene vil bruge det til den i forvejen igangsatte satsning på bedre naturfagsundervisning.”

Hele debatindlægget