Foredragsarrangementer, som vores lokalforeninger står for i stort tal, skal være tilskudsberettigede, og tilskuddet skal ikke være afhængigt af lokalpolitisk fnidder. Sådan lyder Grænseforeningens indspark til arbejdet i det nationale folkeoplysningsudvalg.
Grænseforeningens generalsekretær, Knud Erik Therkelsen, skriver i en kommentar i foreningens blad, også, at der ”…er brug for, at staten anerkender, at det er en væsentlig del af den demokratiske og folkelige dannelse, at sådanne arrangementer finder sted.”
Af Knud Erik Therkelsen, generalsekretær i Grænseforeningen
Undervisningsminister Bertel Haarder har for nylig nedsat et Folkeoplysningsudvalg, som blandt andet skal se på, hvordan folkeoplysningens samfundsmæssige betydning kan synliggøres og medvirke til at styrke demokrati og medborgerskab i bl.a. foreningslivet. Grænseforeningen har gennem sit medlemskab af Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) indflydelse på udvalgets arbejde.
Det er for Grænseforeningen vigtigt, at folkeoplysende aktiviteter som foredragsarrangementer, som vores lokalforeninger står for i stort tal, bliver tilskudsberettigede. Tankegangen er banal, men det er af stor samfundsmæssig interesse, at mennesker mødes, inspireres og debatterer fælles anliggender. Som vi alle ved, er det i høj grad den ældre generation, som skal bære disse aktiviteter igennem i en tid, hvor de lidt yngre generationer er skrækslagne for overhovedet at møde op til en generalforsamling. Og det er de samme mennesker, som gennem deres foreningskontingent skal betale for det. Færre og stadig ældre mennesker om den samme opgave er ikke en god cocktail.
De politiske interesseorganisationer får direkte støtte på baggrund af stemmetal ved de forskellige valg. Det er i høj grad med til at stimulere engagementet i politisk arbejde, som er en forudsætning for demokratiet. Men folkeoplysende aktiviteter om andre temaer som f.eks. det danske mindretal, er af lige så stor vigtighed. Alene det at folk mødes og taler sammen om væsentlige emner er vigtigt!
I Tyskland har jeg i et par delstater i forbindelse med aktiviteter omkring ”Demokratische Bildung” været til aftenmøder, hvor der gik et papir rundt, hvor hver enkelt deltager skrev under på at have deltaget. Dette udløste så et ”taxametertilskud” til aktiviteten. Det lyder vældig bureaukratisk, men det er da billigt sluppet i forhold til at kunne få et offentligt tilskud gradueret i forhold til aktiviteten på f.eks. 5,- eller 10,- kr./deltager. Så kan man spørge hvilke aktiviteter, der kan ydes tilskud til? Jeg synes, at netop DFS’s vedtægter borger for, at Samrådets medlemsorganisationer har en vis kvalitet i forhold til, hvad folkeoplysning drejer sig om.
Som højskoleforstander har jeg stået for utallige foredragsarrangementer med offentlig adgang for lokalsamfundet, som vi gerne ville have god kontakt til. Vi fik via højskoleloven tilskud til vores folkeoplysende aktiviteter for eleverne, men ikke når vi indbød lokalbefolkningen til foredragsarrangementer. Det måtte vi selv betale for. Men det var da også folkeoplysning!
Der er brug for, at staten anerkender, at det er en væsentlig del af den demokratiske og folkelige dannelse, at sådanne arrangementer finder sted. Og det folkelige Danmark, som i disse år gispende kæmper for at bære denne tradition videre, har hårdt brug for anerkendelse – og økonomisk opbakning. Ligesom de politiske partiorganisationer får det. Og jeg tror, også med henvisning til tilskuddet til de politiske organisationer, det er helt afgørende at udvikle et armslængde-princip, så disse forhold ikke gøres til genstand for lokalpolitisk fnidder og snæversyn, men netop underlægges en frisindet forvaltning i nærheden af Frederiksholms Kanal.
