“Grænselandet har været et eksperimentarium i kulturmøde. Derfor har mindretallene i dag erfaringer, ressourcer og styrker, som resten af Danmark – ja hele Europa – kan lære af,” siger generalsekretær Knud Erik Therkelsen i et interview om Grænseforeningens revitalisering.
Af Michael Voss
Det er ikke længere synd for det danske mindretal i Sydslesvig. I dag er de ressourcestærke.
Derfor er Grænseforeningen ikke mere en indsamlingsorganisation, men en folkeoplysende organisation.
Sådan beskriver generalsekretæren den omvæltning af den hæderkronede knap 90 år gamle forening, som er i gang i øjeblikket. ”Revitalisering” insisterer Knud Erik Therkelsen på at kalde det. Set udefra kunne det ligne en revolution.
I interviewet, der indgår i serien ”Tanker om folkeoplysning”, siger Knud Erik Therkelsen bl.a.:
”Som ung kom jeg på Rønshoved Højskole, og senere blev jeg lærer samme sted. Højskolen var højborg for den nationale tradition, som ikke mindst var defineret i modsætning til det tyske og til tyskerne. ”
Om Højskole Østersøen:
”Højskolefolkene brød sig ikke om, at vi samarbejdede med erhvervslivet, men først og fremmest kunne de ikke lide, at vi ville være nyttige. Højskolerne har jo altid gjort en dyd ud af at være unyttige.”
”Her levede og arbejdede danskere og tyskere sammen. I stedet for indadvendt danskhed var der her en åbenhed over for andre nationaliteter.”
”Det var på grundlaget af det anti-tyske, at Grænseforeningen skabte sin store fremgang efter besættelsen, hvor vi nåede op på 200.000 medlemmer. Ikke kun i grænselandet, men i hele Danmark var der en stemning af, at det var synd for danskerne, at de måtte friste tilværelsen blandt tyskere i en tysk stat. De var vores blod, vores brødre, vores familie, og de var ofre for historiens uretfærdighed.”
”Det er ikke længere synd for de dansksindede. Derfor har indsamlingerne ikke længere mening. Skal Grænseforeningen spille en rolle i vores tid, handler det om folkeoplysning. ”
”Vi har gennem historien begået alle de fejl, der kan begås, inklusive at slå hinanden ihjel. Men vi har også gennemført en udvikling frem imod en fredelig sameksistens. Nu mødes vi øjenhøjde og med respekt for hinanden.
”Som Finn Slumstrup har sagt. I dag går Danmark til Ejderen… Og Tyskland går til Kongeåen. Vi har et dansk mindretal, som taler tysk til hverdag, men dansk i skoler og i foreninger. Og vi har et tysk mindretal, hvor det omvendte gør sig gældende. De har en bindestregs-identitet.
Og i et stadig mere globaliseret samfund er det en personlig ressource, og det udtrykker nogle erfaringer, som hele Danmark kan bruge nu, hvor Danmark ikke længere er etnisk defineret, men består af borgere med forskellig etnisk og religiøs baggrund.”
”Enhver forening må engang imellem standse op og vurdere, om den har udfyldt sin mission. Er opgaven løst? Hvis svaret er ja, og ligger der ikke nye opgaver lige for, så er der ingen grund til at holde liv i en forening alene af sentimentalitet.
Det spørgsmål synes jeg også er relevant i Grænseforeningen. Men jeg tror faktisk, at vi stadig har en mission.”.
