|
Printvenlig
Her er du:
Kosmisk frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia
6. marts 2009
Med ”et dramatisk indspark i klimadebatten” går amatørteatrene nu også ind i et af tidens store spørgsmål. DATS stiller gratis tre små stykker til rådighed. Det er uddrag af Christian Lollikes nye stykker om vores frygt for klimakatastrofen.
De tre uddrag på cirka 10 minutter hver kan stå som små korte selvstændige stykker. Klippene vil være oplagte at bruge som oplæg til debatter og i undervisningssituationer mv. DATS - Landsforeningen for Dramatisk Virksomhed – leverer med disse tre uddrag et anderledes debatoplæg, som ikke kun kan anvendes af teatergrupper, men også af andre.
”De vil også kunne læses med rollerne fordelt mellem et antal læsere på stedet eller en tekstbid kan læses op som start på et foredrag eller oplæg til debat” skriver DATS i deres introduktion.
Underfundigt og morsomt
Om Lollikes stykke, "Kosmisk frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia" skriver DATS bl.a.
”Christian Lollikes nyeste stykke om vores frygt for klimakatastrofer er dybt originalt og meget tankevækkende. Stykket er et underfundigt, meget morsomt og også stærkt indlæg i klimadebatten.
Det dybt alvorlige emne bliver både sjovt og nærværende.”
Videre skriver de:
”Gennem tre personers fantasifulde teaterleg (de spiller f. eks. alle tre på skift Brad Pitt som miljøhelt) og vekslen mellem forskellige holdninger til klima stiller Christian Lollike skarpt på begrebet ”økodepression”, som synes at præge store dele af den vestlige verden.
Et skævt, skørt og særdeles væsentligt lille teaterstykke.”
"Kosmisk frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia" havde premiere på Århus Teater i efteråret 2008 og fik forrygende anmeldelser. Stykket udkom på DATS’ forlag DRAMA i januar måned 2009.
|