"Det virkede som om embedsmændene havde søgt på ordet miljø i Undervisningsministeriets elektroniske arkiv, og nu sad undervisningsministeren og remsede alle hits op." Steen Gade, SF, var ikke imponeret, da Bertel Haarder havde været i åbent samråd om uddannelse for bæredygtig udvikling.
Perioden 2005 til 2014 er udråbt til FN's ti-år for uddannelse for bæredygtig udvikling, og FN's organisation for Europa (UNICE) vedtog i marts 2005 en strategi for 10-året, som Danmark har forpligtet sig til at føre ud i livet.
Men blandt en række danske miljø- og u-landsorganisationer hersker der stor utilfredshed med den danske regerings indsats på området. NGO'erne er samlet i 92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling. Med i gruppen er bl.a. DFS-medlemsorganisationerne Øko-net og Mellemfolkeligt Samvirke.
Med udgangspunkt i en række notater og artikler fra miljø- og ulandsorganisationerne havde Steen Gade den 21. marts kaldt undervisningsminister Bertel Haarder i samråd i Folketingets miljø- og planlægningsudvalg. Det var et åbent samråd, dvs. at alle interesserede kunne overvære det.
Ekstraordinære initiativer
Blandt gæsterne var Lars Myrthu-Nielsen fra Øko-net:
"Bertel Haarder virkede for en gangs skyld lidt beklemt, som om han godt var klar over, at hans ministerium ikke har taget sagen alvorligt nok.
Det er ikke nok, at han kan henvise til det, Danmark i forvejen gør omkring uddannelse for bæredygtig udvikling.
10-året betyder, at vi skal tage nogle ekstraordinære initiativer, og med UNICE-strategien har vi forpligtet os til at udarbejde en gennemførelsesplan inden 1. januar 2007. Men det er ikke sket," siger Lars Myrthu-Nielsen.
Hvem har ansvaret?
Tidsplanen for UNICE-strategien blev et særligt diskussionsemne, fordi Bertel Haarder fortolkede aftalen således, at gennemførelsesplanen først skal være klar den 31.12.07.
Blandt organisationerne har der også været en frygt for, at opgaven ville falde i et sort hul mellem miljøministeren og undervisningsministeren, bl.a. fordi Bertel Haarder kan henvise til, at uddannelse skal indgå i en ny dansk strategi for bæredygtig udvikling, som er ved at blive udarbejdet hos Connie Hedegaard.
"Men det positive var faktisk, at Bertel Haarder klart sagde, at han er ansvarlig for den danske udmøntning af FN-ti-året. Derfor har jeg nu lidt mere tiltro til, at der sker noget," siger Lars Myrthu-Nielsen.
"Det bliver undervisningsministeren simpelthen nødt til. Det er pinligt, at de andre nordiske lande er meget længere end Danmark," lyder Steen Gades kommentar. |
|
Dansk hjemmeside om 10-året for uddannelse for bæredygtig udvikling.
Bertel Haarders redegørelse
Mere om det åbne samråd på Folketingets hjemmeside
92 gruppen
Øko-net
|