Næsten hver tredje voksen dansker deltager i en form for livslang læring. Men Undervisningsministeriet overdriver stigningen, og Bertel Haarder overser folkeoplysningens bidrag.
Af Michael Voss
29,2 % af alle voksne i Danmark deltog i 2007 i livslang læring. Dermed kom Danmark ind på en 2. plads i EU – efter Sverige. Deltagelsen i Danmark er tre gange så høj som resten af EU, og den har været stigende fra 2003 til 2006.
I undersøgelsen har man spurgt både til uddannelse og undervisning i skole eller på højere læreanstalt, kurser i forbindelse med arbejde eller evt. arbejdsløshed samt enhver undervisning i fritiden, hvor der indgår en lærer, instruktør eller træner? Dermed dækker den også folkeoplysende aktiviteter som aftenskole, højskole og folkeuniversitet.
EU står bag undersøgelsen. Den skal bl.a. bruges til at vurdere, om landene lever op til i målsætningen for EU’s strategi for livslang læring, som er, at alle lande når op på 15 % inden 2020.
Uholdbar sammenligning
De flotte tal er åbenbart ikke helt nok for Undervisningsministeriet, som har valgt at præsentere dem bedre, end der er belæg for.
”De nyeste tal fra EU viser, at danskernes deltagelse i livslang læring fra 2000 til 2007 er steget fra 19,4 procent til 29,2 procent,” skrev ministeriet i en pressemeddelelse den 14. juni.
En nærlæsning af statistikken afslører, at det ikke helt holder vand. Ganske vist er de to procenttal ud for 2000 og 2007 ganske korrekt 19,4 og 29,2. Men af samme statistik fremgår det, at man i undersøgelsen ændrede opgørelsesmetode fra 2002 til 2003, hvor tallet derfor springer fra 18 til 24,2 på bare et år.
Danmarks Statistik oplyser over for dfs.dk, at man derfor ikke kan sammenligne tallene før og efter 2003. Konfronteret med Undervisningsministeriets pressemeddelelse, siger en medarbejder i Danmarks Statistik, at ”det må stå for ministeriets egen regning”.
Med i billedet hører også, at stigningen tilsyneladende er gået i stå i 2006. Både i 2006 og 2007 lå tallet på 29,2 %. 2008-tallet foreligger ikke endnu.
Haarder ser kun erhvervsuddannelse
Undervisningsministeriet oplyser også i pressemeddelelsen, at Bertel Haarder er glad for udviklingen. Men tilsyneladende har undervisningsministeren kun blik for den del af den livslange læring, som foregår i forbindelse med arbejdsmarkedet:
”I Danmark har vi en lang tradition for at deltage i voksenuddannelse, og alle parter er involveret: den enkelte, virksomhederne, arbejdsmarkedets parter og staten,” udtaler Bertel Haarder.
Men kendsgerningen er, at Danmark når kun op på 29,2 % af befolkningen, fordi hundrede tusinder af mennesker hvert år deltager i aftenskole, højskole, folkeuniversitet eller daghøjskole – ”en lang tradition” i Danmark.