- Gl. Kongevej 39E, 2. tv.
- 1610 København V
- (+45) 33 15 14 66
- dfs@dfs.dk
Foreslår Folketinget forsøgsordning
Både undervisningsminister Bertel Haarder og Folketingets uddannelsesudvalg fik sidste måned en henvendelse fra DFS. DFS foreslår, at der bliver gennemført et forsøgsprojekt. Projektet skal afprøve Individuel Forberedende Uddannelse som et uddannelsesforberedende modul i tilknytning til Erhvervsfaglig Grunduddannelse (EGU).
Brobygning
IFU er et vejlednings- og undervisningsforløb, som fokuserer på
afklaring og personlig motivation for læring. Det tilrettelægges
individuelt og fleksibelt, og skal fungere som en bro til
uddannelsessystemet.
Konceptet er udviklet ud fra konkrete erfaringer i
oplysningsforbund og daghøjskoler. Samtidig har to forskere fulgt
udviklingsarbejdet og har dokumenteret de særlige kvaliteter i
folkeoplysningens pædagogik.
Fra oplysningsforbunds, daghøjskolers og DFS' side er IFU et bidrag
til at løse Folketingets målsætning om at nå målet om, at 95 % af
en årgang får en ungdomsuddannelse.
Hul igennem
I øjeblikket forsøger aftenskoler og daghøjskoler sig med
IFU-lignende tilbud, men de bliver bremset af, kommunerne reelt kun
kan tilbyde IFU til unge, der modtager en offentlig ydelse i
forvejen. De skal gøres til klienter først for at have en indtægt
under IFU-forløbet.
Derfor ønsker DFS, at IFU bliver en godkendt uddannelse, så
deltagerne kan få uddannelsesstøtte.
Bl.a. for at få hul på dette foreslår DFS nu, at der bliver
gennemført et forsøgsprojekt inden for den gældende lovgivning. Her
peger man på EGU.
Ligner EGU
I henvendelsen til Folketinget skriver DFS bl.a.:
"IFU adskiller sig fra selve EGU på visse områder, men ligner
alligevel denne så meget med hensyn til intentioner, målgruppe,
placering og myndighedsopgaver, at det giver god mening at binde
forsøget op på EGU."
"EGU-loven skal fungere som regelsæt for forsøget med hensyn til
målgruppe og regler for kommunernes myndighedsansvar mv. Det
praktiske tilrettelæggelsesarbejde varetages af lokale
oplysningsforbund og daghøjskoler, idet den enkelte deltagers
forløbs- og læringsplan (elevplan) skal godkendes af kommunen."
DFS foreslår, at forsøget bliver gennemført i 2010 og 2011, og at der bliver evalueret i begyndelsen af 2012.
