• Gl. Kongevej 39E, 2. tv.
  • 1610 København V
  • (+45) 33 15 14 66
  • dfs@dfs.dk

Temaer

Individuel Forberedende Uddannelse

- et fleksibelt tilbud til mennesker på kanten af vidensamfundet - et folkeoplysnings-bidrag til at sikre uddannelse til 95 % af hver årgang - et projekt, der er i gang, men som kræver lovændringer for at komme til sin ret

Individuel Forberedende Uddannelse - kort
• IFU er et vejlednings- og undervisningsforløb, som fokuserer på afklaring og personlig motivation for læring
• IFU tilrettelægges individuelt og fleksibelt - som en bro til uddannelsessystemet
• IFU tager udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger og ressourcer - og tager højde for blokeringer for uddannelse
• IFU indeholder mentorstøtte
• IFU bygger på dokumenterede kvaliteter i folkeoplysningens pædagogik
• IFU videreudvikler konkrete erfaringer fra oplysningsforbund og daghøjskoler
• IFU udbydes af folkeoplysende skoler - i tæt samarbejde med kommuner, uddannelsesinstitutioner og mange andre
IFU er allerede i dag et godt bud på den forstærkede ungeindsats. Men IFU kan bidrage meget mere, når den får en formel godkendelse.

Hvorfor IFU?
Mange unge og voksne ser kravet om livslang læring og uddannelse som en trussel.  De oplever, at de ikke passer til uddannelsessystemet - og omvendt. Omkring 20 % af hver årgang får ikke en ungdoms-uddannelse.
Bag tallet ligger forskellige og komplicerede problemer, der kræver forskellige og fleksible løsninger. Derfor skal alle på banen for at nå målet på 95 %.
IFU er oplysningsforbundenes og daghøjskolernes bidrag, som kan hjælpe mennesker med at finde og bruge deres egen lyst til at lære - med afsæt i den enkeltes kompetencer, kvaliteter og følelser.

Hvem henvender IFU sig til?
IFU er for alle, der ikke har gennemført en kompetencegivende uddannelse, og som har betydelige faglige, personlige eller sociale barrierer for at uddanne sig. I praksis forventer vi, at hovedparten vil være unge under 30 år.

Hvad er IFU?
IFU fokuserer på afklaring og personlig motivation for læring. Derfor får den enkelte fra starten en personlig vejleder, der fortsætter som mentor ved overgang til uddannelse. Vejledningen omfatter både erhvervs- og uddannelsesvejledning og personlig 'livsvejledning'.
Som deltager på IFU følger man en personlig læringsplan, der udarbejdes og tilpasses i samarbejde mellem deltageren og vejlederen. Elementer kan være undervisning i generelle og fagspecifikke emner, uddannelses- og erhvervspraktik, afklaring og dokumentation af realkompetence, uddannelseselementer i det ordinære uddannelsessystem, opbygning af sociale netværk mv.

Hvad er IFU ikke?
IFU adskiller sig afgørende fra den fri ungdomsuddannelse, fordi det ikke er en selvstændig uddannelse, men kun har den længde, der er nødvendig for at den enkelte kan gennemføre en uddannelse - og  fordi et IFU-forløb skal godkendes af en ekstern myndighed.

Hvad er målet med IFU?
Målsætningen er, at deltagerne kommer i gang med en ordinær uddannelse, og succesen skal måles på, hvor mange det lykkes at sende videre. Selv tror vi, at IFU kan hjælpe op imod en fjerdedel af de, der er endt på kanten af vidensamfundet.

Hvor kommer IFU fra?
IFU er et vejlednings- og uddannelseskoncept som Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) har udviklet i samarbejde med en række medlemsorganisationer på baggrund af konkrete erfaringer med denne målgruppe.
IFU baserer sig på det særligt mønsterbrydende læringsrum, som eksisterer i dele af folkeoplysningen. DPU-forskerne Steen Elsborg og Steen Høyrup Pedersen har påvist, at folkeoplysende læringsforløb kan finde og skabe motivation til læring hos den enkelte deltager.

Hvem udbyder IFU?
IFU udbydes af daghøjskoler og oplysningsforbund i samarbejde med relevante partnere i lokalområdet. Samarbejdspartnere vil typisk være Jobcentre, Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og uddannelsesinstitutioner. Men det kan også være virksomheder, fagforeninger og a-kasser.

Hvad sker der nu med IFU?
På baggrund af en detaljeret præsentation og undervisningsvejledning går daghøjskoler og oplysningsforbund med samarbejdspartnere nu i gang med at etablere IFU-tilbud. Det vil give nye erfaringer. Men desværre kan IFU's potentiale langt fra udnyttes fuldt ud med den eksisterende lovgivning:
- Kommunerne kan reelt kun tilbyde IFU til unge, der modtager en offentlig ydelse i forvejen. De skal gøres til klienter først for at have en indtægt under IFU-forløbet.
- Kommunerne har ikke økonomiske incitamenter til at tilbyde ledige IFU. I stedet presses unge ind i uddannelser, som de ikke har forudsætninger for - med frafald til følge.
Derfor arbejder DFS for, at IFU bliver statsanerkendt på linje med andre uddannelsestilbud, så der kan ydes taxameterfinansiering og SU eller anden uddannelsesgodtgørelse.

© Teksten må viderebringes med angivelse af Dansk Folkeoplysnings Samråds hjemmeside og eventuel forfatter som kilde.
?