- Gl. Kongevej 39E, 2. tv.
- 1610 København V
- (+45) 33 15 14 66
- dfs@dfs.dk
Miljøminister Hans Christian Schmidt
Miljøministeriet
Højbro Plads 4
1200 København K
24. oktober 2003
Kære Hans Christian Schmidt
Fredag den 26. september var dagen, hvor bestyrelsen for Grøn Information holdt sit afsluttende bestyrelsesmøde. Det var også dagen, hvor du indviede det nye Informationscentret Miljø og Sundhed, der blev oprettet i stedet for Grøn Information, som regeringen valgte at lukke.
I forbindelse med lukningen af Grøn Information, som Dansk Folkeoplysnings Samråd i sin tid var med til at stifte, har vi gjort status. Vi må konstatere, at du åbenbart ikke mener, at folkeoplysningen fremover bør spille en rolle i oplysningsarbejdet om miljø og sundhed.
Det, mener vi, er en fejlvurdering.
Sammenhængen mellem folkeoplysningen og viden om miljø, forbrug og sundhed er oplagt. Det er områder, som folkeoplysningen føler sig stærkt forpligtet på. Samtidigt har vi forudsætningerne for at kunne forankre sagen folkeligt.
Grøn Information var en uafhængig institution, oprettet på initiativ nedefra - og med et klart fokus på forbruger- og samfundsinteresser. Det nye center har karakter af et ministerielt udpeget organ, hvor erhvervsinteresser er vægtet med 50 procent. Vi mener, der er behov for uafhængig information om miljø og sundhed, der ikke er underlagt erhvervsinteresser.
Vi indrømmer det fornuftige i at inddrage erhvervslivet som aktiv samarbejdspartner i indsatsen for at forbedre miljø og sundhed. Men vi synes, at erhvervslivet, med sine oplagte økonomiske interesser i området, har fået en for fremtrædende plads. Og vi finder det beklageligt, at folkeoplysningen helt måtte udelukkes, for at erhvervslivet kunne komme til.
I Dansk Folkeoplysnings Samråd ser vi en risiko for, at sammensætningen af bestyrelsen vil betyde, at der opstår interessekonflikter mellem erhvervslivets økonomiske interesser og forbrugernes krav om klar og uafhængig information om sundheden og miljø. Vi frygter, at konfliktløsningen for ofte vil falde ud til fordel for økonomien på bekostning af miljø og sundhed.
Erhvervslivets store indflydelse i Informationscentret Miljø og Sundhed kan desuden komme til at betyde, at væsentlige og klare budskaber får mindre autoritet. Modtagerne af oplysning om miljø- og sundhedsmæssige spørgsmål kan for eksempel komme i tvivl om, hvorvidt afsenderen af budskabet taler på vegne af producenten eller forbrugeren af et givet produkt.
Vi skal derfor opfordre dig til at se nærmere på sammensætningen af bestyrelsen for det nye Informationscenter. DFS vil meget gerne have mulighed for at deltage i dette arbejde.
Med venlig hilsen
Dansk Folkeoplysnings Samråd
Eva Møller
Formand
