- Gl. Kongevej 39E, 2. tv.
- 1610 København V
- (+45) 33 15 14 66
- dfs@dfs.dk
Varieret, nytænkende og samarbejdende
2009 var "store klima-år" i Danmark. Det var året, hvor Danmark
skulle være vært for FN's 15. møde om klimaforandringer,
COP15.
Som alle andre havde folkeoplysningen store forventninger til
topmødet, og mange folkeoplysere ville gerne bidrage til den
folkelige involvering i debatterne og dialogen om klima og
klimapolitik. Klima er et meget demokratisk tema, forstået på den
måde, at det berører alle uanset indkomst, herkomst eller adkomst.
Så mange ville gerne være med på hver deres måde og med hver deres
særlige tilgang.
Variation
Klimapuljen var en stor succes. Projekterne viste sig at være
varierede, spændende og nytænkende, og der var mange interessante
samarbejder at spore blandt projekterne. Puljen var tom i juli
måned.
Den brede tilgang og variationen i emnevalget går tydeligt igen,
når man ser på de projekter, DFS støttede med sine klima-midler:
Fra almindelige foredragsarrangementer med spændende oplægsholdere
til teater, "Nisser mod global opvarmning", over lokale
klimatopmøder til Energimarkeder med åbent hus i private
energi-rigtige huse.
Små skoler - store projekter
Klimapuljen faldt på et tørt sted. For i realiteten var der ikke mange penge at søge til små lokale folkeoplysende klimaaktiviteter. Rigtigt mange små og mindre højprofilerede projekter havde således svært ved at finde finansiering. Så selv DFS' relativt lille klimapulje gjorde en forskel!
Som Eva Mejnert formulerer det i evalueringen af NETOP Frederikssunds klimaprojekt: "Det har givet tro på, at selv et mindre oplysningsforbund kan binde an med større projekter".
Det svære samarbejde
Et væsentligt kriterium for at få støtte fra DFS' Klimapulje var, at der i projektet skulle samarbejdes mellem mindst to folkeoplysende organisationer, hvoraf mindst den ene skulle tilhøre DFS medlemskredsen.
Tanken bag kriteriet tog udgangspunkt i det forhold, at når der
samarbejdes mellem forskellige organisationer, så bidrager det ofte
til dynamikken og kreativiteten i projektet.
Kvaliteten bliver som regel bedre, og det er sjovere for de
involverede! Der er altså meget at vinde ved at samarbejde om sit
folkeoplysende arbejde.
Alligevel kan det åbenbart være udfordrende for nogle folkeoplysere
at komme rigtig i gang med det. Måske fordi man forestiller sig at
det er besværligt, eller måske fordi man er blevet vandt til at
gøre tingene selv og på sin egen måde.
DFS ville stimulere til udvikling mod mere lokalt samarbejde i
folkeoplysningen - og det lykkedes. Adskillige meldte tilbage, at
samarbejdet med folk udenfor sin egen kreds havde givet lyst til
endnu mere samarbejde i fremtiden - om klima og hvem ved hvad
mere.
Motivere og inspirere
En af de ting, der gør folkeoplysningen til en værdifuld
institution er, at den kan involvere, motivere, informere og
underholde på én og samme tid. Man kunne nævne mange eksempler på,
hvor det lykkedes i klimaprojekterne, men her vil jeg nøjes med at
fremhæve tre:
klimaFOKUS i Aalborg var FOKUS Folkeoplysnings meget stort anlagte,
varierede og bredt favnende projekt. Projektet bestod af mange
mindre og uafhængige tilbud, der blev arrangeret i samarbejde med
lokale foreninger, virksomheder, private personer og kommunen. Der
var f.eks.
• Café Fair, som serverede klimavenlig frokost i hele uge
13
• Filmforevisninger på Medborgerhuset
• Fremvisninger af biogasanlæg
• Foredrag om centrale klimaemner med 'klima-kendisser'
Desuden var der arrangeret sjove offentlige events rundt omkring i
de centrale dele af Aalborg. Fx underskriftsindsamlinger og
miljøvenlig tøjvask i baljer foran Studenterhuset.
Hovedparten af aktiviteterne fandt sted i marts, og variationen af
tilbuddene betød, at man kom i dialog om mange forskellige ting,
med mange forskellige målgrupper i meget forskelligt antal, på
mange forskellige tidspunkter. Sådan et stort anlagt - vi kan kalde
det "tapas-inspireret" projekt - kræver selvfølgelig meget
forberedelse og mange ressourcer, men det er til gengæld også et
projekt der bliver lagt mærke til af mange mennesker.
Med minister-middag
Mindre kan også gøre det. I Grenaa arrangerede den lokale FOF-afdeling foredrag om "Naturens storhed", i samarbejde med Glasmuseet og deres forening af frivillige. Her tilbød man oplæg med Klimaminister Connie Hedegaard, rundvisning i museets udstilling "antARTIC" og tilbød efterfølgende en lille 3-retters menu. Et relativt 'klassisk' folkeoplysningsarrangement med et 'lækkert twist', hvilket tydeligvis har et publikum dagens Danmark.
På tværs af generationer
Noget af det der ofte giver arrangementer en snert af folkelighed, er når man henvender sig til flere generationer samtidig - i praksis: når man inddrager børn/børnefamilier som målgruppe. NETOP København deltog, i samarbejde med Klimabevægelsen og teatertruppen Diktaturet, med en bod i Københavns Kommunes Kulturhavn med klimaaktiviteter til debatskabelse. Man satte ved hjælp af forskellige 'hands-on' aktiviteter, quizzer og konkurrencer fokus på grøn klimavenlig mad og bæredygtig produktion. Gadeteater om aftenen, i dejligt sommervejr, satte prikken over i'et, som publikumsmagnet for både unge og gamle.
Knasterne
Samtlige tilbagemeldinger fra projekterne har været positive. Selvfølgelige ikke alle lige meget.
Som altid var det ikke lige let at forudse, hvor stort publikum
de forskellige arrangementer ville få, og det er aldrig sjovt når
folk mod forventning udebliver!
Det kunne også indimellem være svært at få så megen omtale i de
lokale medier, som man kunne ønske sig.
Og sidst; det kunne være svært - selv med DFS's medfinansiering -
at få budgettet til at hænge sammen for nogle projekter.
Men, som sagt, det var bare 'knaster' i det overordnede billede af
succes.
