Ansvarlighed og folkeoplysning

Aftenskolesæsonen står for døren, og et væld af kursustilbud er landet i entreen. Nationens store folkeoplyser Grundtvig bliver 224 år 8/9.
Grundtvig ville næppe have gået til aerobic, callanetics eller body pump. Men hvem ved, han fik jo aldrig tilbuddet.
Han tilbød derimod levende ord og debat. Lagde fundamentet til den stærke folkeoplysende tradition, der siden bredte sig via højskoler og anden folkeoplysning og nu er en uundværlig del af vores uddannelses- og dannelsestradition.
Hvert år i august kan vi glæde os over aftenskolernes mange kulørte tilbud og more os med aviserne, der med usvigelig sikkerhed beretter om de mere fantasifulde kursustilbud.

Hvad er det særlige?

De store oplysningsforbund hævder ofte, at folkeoplysningen er enestående. Den kan noget særligt og kan derfor gøre krav på særlige forhold. Men det er ofte meget vanskeligt at præcisere, hvad dette særlige består i.
Oplysningsforbund og aftenskoler er virksomheder, der befinder sig mellem marked, statslige tilskud og civilsamfund. Forretningen skal løbe rundt.
Den tidligere stærke ideologiske forankring er ikke i overensstemmelse med den meget kommercielle praksis. Ideologien tilsiger, at folkeoplysningen skal engagere sig socialt og politisk og bl.a. være med til at styrke demokratiet og det aktive medborgerskab. Identiteten formuleres i relation til civilsamfundet.
Men i praksis sejles der ofte under kommercielt bekvemmelighedsflag.
En stor del af aktiviteterne i aftenskolerne har ikke noget med samfund og politik at gøre, men udgør alligevel et væsentligt og socialt styrkende møde i lokalsamfundet.
Aftenskolens deltagere går ikke til demokrati. De går til sprogundervisning, foredrag - og meget andet.
Gennem mange år har aktivering og socialt arbejde grænsende til behandling været store, indbringende og vigtige aktiviteter for mange af de folkeoplysende organisationer.

Hvem har ansvaret

Staten tilkalder folkeoplysningen for at løse opgaver med socialt ansvar, aktivering, information og debat. Især i forbindelse med opgaver med socialt ansvar er det vigtigt, at de folkeoplysende organisationer er opmærksomme på, at der kan ske ansvarsforskydning. Og hvis det går galt, hvem har så ansvaret?
Er folkeoplysningen blevet en myndighed?
Kunder og almindelige markedsvilkår med konkurrence og alt, hvad det indebærer, skal balanceres med ideologi og tilskud.
Men hvis folkeoplysningen skal medvirke til at styrke den grundlæggende tillid og dermed sammenhængskraften i samfundet, skal den forholde sig kritisk til egen praksis og afhængighed af stat og kommune og leve op til sin public service-forpligtelse om at sætte væsentlige emner til debat mellem almindelige mennesker.
Og så til lykke med fødselsdagen, hip hip, du gamle.