Rusland mellem indtjening og moral

Rusland mellem indtjening og moral

2. november 2008

”Hvordan skal vi forholde os til et regime, der tilbyder enorme indtjeningsmuligheder og samtidig giver store moralske og sikkerhedspolitiske problemer?” Med det spørgsmål indleder generalsekretær, Troels Frøling, sin præsentation af en pjece fra Atlantsammenslutningens om energiressourcer i et sikkerhedsperspektiv.

Med pjecen, der er skrevet af stud.scient.pol.
Christina Fogtmann, ønsker Atlantsammenslutningen at gøre politiske beslutningstagere, erhvervsledere og befolkning opmærksom på nødvendigheden af at føre en politik, der kan sikre os mod pression fra Rusland på det energiforsyningsmæssige område. Europa står over for afgørende udfordringer i de kommende års sikkerhedspolitiske udvikling.

Baggrunden er ifølge Troels Frøling:
"Stadigt større dele af den vesteuropæiske energiforsyning
kommer direkte fra Gazprom, den russiske præsidents politiske instrument. Det er ikke en almindelig industrikoncern, der arbejder på markedsvilkår efter en
kommerciel strategi. Gazprom er den russiske stat og bruges effektivt som politisk våben.
Hvor Gazprom har indflydelse, har Rusland politisk magt.
Gazprom har således adskillige gange afbrudt energiforsyningen til lande, som Rusland ville presse til at tage eller afstå fra bestemte politiske beslutninger."