Sådan ser Danmark og folkeoplysningen ud i 2020

Sådan ser Danmark og folkeoplysningen ud i 2020

22. april 2010

Selv om det gamle mundheld påstår, at det er svært, har DFS’ tænketank kastet sig ud i det: At spå om fremtiden. Resultatet er fire forskellige versioner af, hvordan Danmark ser ud om 10 år – og fire bud på, hvordan folkeoplysningen kan gribe det an.

Fire citater fra fire forskellige fremtidsscenarier:
"Individualiseringen af danskerne og europæerne fortsætter. Der er intet som kan stoppe jagten på det søde liv."
"Danskerne må stå sammen skulder ved skulder og værne om det vigtigste: Vores egen overlevelse i en stor uoverskuelig verden."
"Vi ved, at vi ikke bliver hverken dygtigere eller lykkelige af det rent overfladiske. Derfor er det helt i orden at begynde at stille krav til hinanden."
"Danmark er et samfund af videnshungrende individer, der ved at fakta er vigtigt og hurtig fakta er endnu vigtigere."

I en delrapport uddyber DFS' tænketank scenarierne, herunder hvilke udfordringer de stiller for de  folkeoplysende organisationer. Scenarierne er udviklet i samarbejde med Instituttet for Fremtidsforskning.

Overskrifterne på de fire scenarier er:
• "Herfra min verden går"; Scenarie A: Individualiseret og følelsesbaseret
• "Velkommen til familien; Scenarie B: Følelsesbaseret og fællesskab
• "Det seriøse samfund" ; Scenarie C: Fællesskab og rationalitet
• "The sky is the limit"; Scenarie D: Rationalitet og individualitet

Tænketanken blev etableret af DFS' bestyrelse i foråret 2009. De fire scenarier er et slags midtvejsresultat. I forbindelse med DFS' repræsentantskabsmøde den 29. april præsenterer tænketanken 10 teser om folkeoplysningens fremtid, men fortsætter derefter arbejdet lidt endnu.