YouTube tager på efterskole

11. maj 2010

Efterskolerne har fået et nyt udstillingsvindue og eleverne deres helt eget forum for udveksling af videoer. Efterskoletube på YouTube vil fremover samle de 4.000 efterskolevideoer, som allerede ligger på nettet. ”Det viser, at der er liv og bevægelse i hverdagen på efterskolerne,” siger Efterskoleforeningens formand Troels Borring.

Dagligt oploades nye videoer på sitet, der giver indblik i livet for de 28.500 unge, der går på landets 263 efterskoler.
Unge på efterskole er vilde med at filme deres oplevelser og oploader dem i stor stil på YouTube, hvor der i øjeblikket ligger omkring 4000 efterskolevideoer. Og nu får efterskoleelever, og de der drømmer om et efterskoleophold endnu nemmere ved at finde frem til filmene. Et nyt videosite "Efterskoletube", som Efterskoleforeningen står bag, samler fremover efterskolevideoerne på YouTube.

Hverdagsliv, projekter og musicals
På videositet efterskoletube.dk er der siden dens lancering den 3. maj blevet oploadet mere end hundrede videoer om hverdagsliv, projekter, musicals, gymnastikopvisninger, koncerter og fodboldkampe på efterskolerne.
Og der kommer nye til hver eneste dag. Videoer, der kvalitetsmæssigt spænder fra korte sekvenser optaget med mobiltelefoner og iPhones til kortfilm af høj kvalitet produceret i medieforløb på efterskolerne.
Sitets besøgende får et kig ind i efterskoleverden og har også mulighed for at kommentere videoerne og dele dem med deres venner via links til Facebook, Twitter, MySpace og Arto.

Levende billeder i stedet for levende ord
Troels Borring, formand for Efterskoleforeningen, fortæller om baggrunden for Efterskoletube:
"Efterskoletube er en naturlig udvikling af vores kommunikationsplatforme. Vi ved, at unge bliver opslugt af billeder og lyd snarere end ord, og med Efterskoletube opnår vi en ung til ung kommunikation, der er levende og på de unges præmisser.
Filmene på Efterskoletube er et udstillingsvindue for efterskoleverden og viser, at der er liv og bevægelse i hverdagen på efterskolerne."