Genopretningspakke til aftenskolerne

Genopretningspakke til aftenskolerne

11. april 2011

Aftenskolernes økonomi må have en genopretning. Ellers risikerer de mange gode elementer i regeringens udkast til ny folkeoplysningslov at løbe ud i sandet. Det er budskabet i DFS’ høringssvar.

Dansk Folkeoplysnings Samråd støtter den pakke af lovændringer, som regeringen har offentliggjort. Men regeringen undergraver mulighederne for, at forbedringerne bliver til virkelighed, fordi man afviser at genoprette økonomien.
Fredag den 8. april fremsendte DFS sit høringssvar til udkastet til ændringer af folkeoplysningsloven. Udkastet bygger på anbefalingerne fra regeringens folkeoplysningsudvalg. Efter planen vil undervisningsministeren fremsætte forslaget i Folketinget den 13. april.

Økonomien skal være i orden
I udkastet har Undervisningsministeriet omsat alle de lovrelevante anbefalinger fra udvalget undtagen forslaget om, at tilskuddet til den folkeoplysende voksenundervisning fremover skal være på mindst 50 procent af lærer- og lederlønninger. I dag må det højest være en tredjedel.
I høringssvaret opfordrer DFS regeringen til at følge udvalgets anbefaling også på dette punkt og tilføjer:
"For at undgå at forslaget får konsekvenser i form af faldende aktivitetsniveau i kommunerne, må forslaget nødvendigvis bakkes op af genopretning af det statslige bloktilskud til kommunerne."
Høringssvaret henviser bl.a. til, at aftenskolerne har mistet næsten halvdelen af den kommunale støtte fra 2002 til 2011 og henviser til, at udkants-Danmark rammes særlig hårdt:
"Samtidig ved vi, at de folkeoplysende organisationer står parat til at påtage sig opgaven i hele landet og på meget kort tid kan etablere de relevante tilbud alle stede. Det kræver blot, at økonomien er i orden."

Mere tempo
Derudover understreger DFS sin opbakning til forslagene om en kommunal folkeoplysningspolitik, ndførelse af demokrati og aktivt medborgerskab i en samlende formålsparagraf og sikring af brugerindflydelse
Høringssvaret udtrykker også tilfredshed med den måde, hvorpå Undervisningsministeriet har inddraget DFS i arbejdet med at udmønte de anbefalinger, der ikke hører hjemme i folkeoplysningsloven.
Men i den forbindelse opfordrer DFS til at sætte tempoet op i arbejdet med at indføre obligatoriske standarddriftsoverenskomster på FVU-arbejdet. Forslaget skal sikre, at andre end VUC får mulighed for at byde ind på lige vilkår:
"DFS stiller sig undrende overfor behovet for dette analysearbejde, da Folkeoplysningsudvalget allerede har belyst det grundigt, og vil opfordre til, at en lovændring på området sættes i værk snarest. DFS medvirker gerne til processen."