Ny sekretariatsleder i Produktionsskoleforeningen

8. september 2011

Axel Hoppe er ansat som sekretariatsleder i Produktionsskoleforeningen. Siden 2006 har han været ansat som konsulent, men har været tilknyttet skoleforeningen i enkeltprojekter fra 1998.

Produktionsskoleforeningens formand, Lennart Damsbo-Andersen, præsenterer Axel Hoppe således:
"Axel er et kendt ansigt både på sekretariatet og ude på skolerne. Han har især været med til at udvikle skoleformens pædagogiske linje både mht. de pædagogiske grundkurser, skoleforeningen tilbyder, og mht. mere teoretiske overvejelser. Her skal særligt nævnes publikationerne "Arbejde og Læring" fra 1999 (i samarbejde med André Gremaud) og "Læring, dokumentation og værdisætning i produktionsskolen" fra 2006.
Det pædagogiske døgn, der har indledt de sidste årsmøder, har også langt hen ad vejen været Axels værk.
  Axel Hoppe_160
Axel Hoppe

Herudover har Axel været ansvarlig for adskillige udviklingsprojekter i foreningens regi, der har været med til at kvalificere samarbejdet mellem produktionsskolen og de kompetencegivende erhvervsuddannelser.   
Med Axel får skoleforeningen en sekretariatsleder, der er på hjemmebane, både når det gælder skolernes daglige arbejde og når det gælder de diskussioner, der løbende finder sted indenfor skoleformens pædagogiske rammer. Han har således en solid basis at bygge på, når han nu skal indgå i sekretariatets arbejde med et nyt ansvarsområde."