Nyt fællesnordisk kompetenceværktøj

Nyt fællesnordisk kompetenceværktøj

2. maj 2011

Folkeoplysende organisationer fra hele Norden har sammen udviklet et onlineværktøj til at vurdere kompetencer. Andre folkeoplysende skoler og organisationer kan blive tilkoblet systemet.

Leonard Cohen
NOVA's hjemmeside er spækket med citater fra Shakespeare til Grundtvig, fra Habersmas til Cohen. 'Ring the bells that still can ring, Forget your perfect offering, There is a crack, a crack in everything That's how the light gets in.' Leonard Cohen Anthem, from the album, The Future, 1992.

Med støtte fra Nordisk Ministerråds Nordplus-program har NETOP Hvidovre og seks nordiske partnere i 2009-2011 udviklet nye metoder og værktøjer til at vurdere udbyttet af den ikke-formelle og uformelle læring inden for folkeoplysning og foreningsliv. 
Disse metoder bygger på et udvidet syn på læring som bestående både af dannelse, kundskaber og kompetencer.

Et tilbud til kursisterne
Via Internettet kan kursister i aftenskolerne gå ind og besvare en række spørgsmål om deres udbytte af undervisningen. Vægten i spørgsmålene er lagt på tre dimensioner i læring: personlighedsdannelse, kundskaber og kompetencer. Når skemaet er udfyldt, kan kursisten printe sin læringsprofil ud og få et billede af, på hvilke måder han/hun har udviklet sig - udover det rent faglige.
Web-værktøjet kaldet NOVA (Nordic Tools for Learning Validation) er tilpasset partnerlandenes ønsker og oversat til 7 sprog.

Andre interesserede nordiske organisationer fra folkeoplysning og foreningsliv kan udvikle deres egen model og blive tilkoblet ved henvendelse til Educase (http://www.educase/), der hjælper med rådgivning og opsætning og tilslutning.  Prisen er kr. 3.500 plus moms.

En fælles nordisk vidensdatabase
Elevsvarene samles alle i en fælles tværnational og tværsektoral database, og denne opsamling af viden på en enkelt database kan efterfølgende danne grundlag for forskning på adskillige niveauer - for de enkelte organisationer, for en gruppe af organisationer og for fælles nordiske undersøgelser af kvaliteter og udbytte af læringen.

Rød pilNovas hjemmeside  Partnerorganisationerne er:

• Interfolk, institut for civilsamfund (DK),

• Oplysningsforbundet NETOP-Hvidovre (DK),
• Forening Norden i Sverige (Sverige)
• Norges Husflidslag (Norge)
• The Green Cultural Association (Finland)
• Thorshavns Aften- og Ungdomsskole (Færøerne)
• Rite Folkehøjskole (Litauen)

For mere information kontakt: Hans Jørgen Vodgaard på hjv@interfolk.dk