”Jeg vil arbejde for folkeoplysningen”

7. december 2012

Folkeoplysningen har for alvor fået ny minister. Ved overdragelsesforretningen i Kulturministeriet og i stort set alle udtalelser på førstedagen som minister, har Marianne Jelved givet udtryk for sit engagement i folkeoplysningen.

Marianne Jelved 2012 160
"Den folkeoplysning, som Grundtvig på sin egen snurrige facon var med til at udvikle, er et grundlag for det demokrati og samfund, som vi har i dag," siger Marianne Jelved.

Da DFS' sekretariat i foråret skulle producere inspirationsmateriale til en to timers sofasnak mellem daværende kulturminister Uffe Elbæk og syv innovative folkeoplysere, var det nærliggende at henvende sig til Marianne Jelved. Vi kendte hendes engagement i folkeoplysningen fra tidligere DFS-konferencer og fra Kredsen, en arbejdsgruppe og tænketank i DFS-regi, hun er formand for.
Det kom da heller ikke som en oplysning, da et af hendes statements i videoen, som blev vist som indledning til "sofasnakken" med Uffe Elbæk, lød: "Folkeoplysningen er et demokratisk must!"
Samme interesse og forståelse har den nye kulturminister - og dermed minister for folkeoplysningen - givet udtryk for i en stribe interviews.

Meget optaget af folkeoplysningen
"Det jeg allerførst vil tage fat i er at gå i dialog med de forskellige grupperinger i kunst og kulturlivet. Jeg er selv meget optaget af folkeoplysning og den bredere del af kulturlivet. Det er jo kun en del af det, og derfor vil jeg gå i dialog med folk," siger Jelved. (Politiken, 6.12.2012)

Folkeoplysningen og folkestyret
"Folkeoplysningen er del af den måde, vi har udviklet folkestyret på - altså demokratiet i Danmark - ved at borgere kan gå sammen og blive klogere på noget, uanset hvor de kommer fra - det er ikke klassedelt, men man er med, fordi man har en fælles interesse. Det kan være kunst, fremmedsprog, kultur eller historie.
Derfor er det et mægtigt godt forum, hvor mennesker taler sammen på kryds og tværs og dermed bliver klogere sammen. Vi har for eksempel lavet EU-midler, som man kan søge om i folkeoplysningsforbundene for at få noget mere at vide om EU. Hele den tradition gør os i stand til at mestre en stemmeprocent på over 80 procent til folketingsvalgene. (metroXpress, 7.12.2012)

"Jeg vil arbejde for folkeoplysningen"
"Jeg nævnte Grundtvig, fordi ministeriet også arbejder med folkeoplysning og folkehøjskolen. Vi skulle have en fri forfatning - vi skulle have demokrati - og det, mente han, krævede en oplyst befolkning. Jeg ville gøre opmærksom på, at de traditioner, vi har - og som de her institutioner varetager - rækker langt tilbage og er en del af vores kulturarv. De har påvirket den måde, vi har indrettet samfundet på."
"Jeg vil arbejde for folkeoplysningen."
"Det, jeg synes er fantastisk generøst i Grundtvigs tankegang, er, at mindretal har ret til at indrette sig på måder, som flertallet ikke bruger. Eksempelvis kan de oprette en folkehøjskole, som bygger på et værdisæt, som ikke nødvendigvis behøver at være det samme som det, der hersker på Christiansborg." (Information, 7.12.2012)

Grundlag for demokratiet
"Jeg læser ret meget, både skønlitteratur, historie og biografier. Jeg har senest læst Ove Korsgaards »N. F. S. Grundtvig«.
Den udkom i sommer og handler om Grundtvig som politiker, og jeg har læst den tre gange, fordi den er så god og inspirerende.
Den gør det fuldstændig klart for mig, at den folkeoplysning, som Grundtvig på sin egen snurrige facon var med til at udvikle, er et grundlag for det demokrati og samfund, som vi har i dag," siger Marianne Jelved. (Berlingske Tidende, 7.12.2012)

 

DFS linkDemokrati er et must!
Videoklip med Marianne Jelved, produceret til syv folkeoplyseres "sofasnak" med Uffe Elbæk på DFS' medlemskonference, den 26. oktober.

DFS linkMere om sofasnakken og konferencen