KulturDanmark: Folkeoplysningen kan styrke nærområderne

24. oktober 2013

Folkeoplysningen bidrager til at skabe ansvar og peger på det fælles bedste. En arbejdsgruppe i Kulturministeriet ser et stort potentiale i at styrke samarbejdet mellem de folkeoplysende aktører, kommuner og kulturlivet.

Uffe Elbæk
Det var Uffe Elbæk, som iværksatte KulturDanmark, men det bliver Marianne Jelved, der skal tage stilling til anbefalingerne.

Mens han endnu var kulturminister iværksatte Uffe Elbæk satsningen KulturDanmark, der skulle sætte fokus på potentialet i kulturen udenfor de store byer. Han begyndte selv på en inspirationstur gennem landet, delvist i selskab med minister for by-, bolig- og landdistrikter Carsten Hansen. Senere overtog Marianne Jelved rundturen og det videre arbejde.
I forlængelse af besøgene i lokalområderne blev der nedsat fem arbejdsgrupper, der nu har leveret anbefalinger og forslag om konkrete initiativer til, hvordan vi udfolder det store potentiale, der ligger i kulturen rundt omkring i landet.

Potentiale og respekt
Den ene af grupperne havde folkeoplysningen og foreningernes rolle som tema. I sine anbefalinger skriver den bl.a.
”Arbejdsgruppen finder, at der er et stort potentiale i at styrke samarbejdet mellem de folkeoplysende aktører, med kommuner og kulturinstitutioner. Dette potentiale forløses kun med respekt for frivillighedens dynamik. Denne dynamik er lystbåret og kræver at den frivillige brænder for visionen.”
Gruppen giver udtryk for en stor forståelse for de særlig træk ved folkeoplysningen. Den skriver:
”Folkeoplysningen er ikke et instrument der løfter ET bestemt mål eller løser EN bestemt opgave. Folkeoplysning skaber borgere, i modsætning til forbrugere. Det bidrager til den ansvarsdannelse der peger hen imod ”det fælles bedste”. Det er et dannende rum, hvor den enkelte indgår i en relation og underlægger sig fællesskabets normer. Målet er ”det gode liv”, at blive ”et bedre menneske”.”

Fire anbefalinger
På den baggrund præsenterer gruppen fire anbefalinger, som hver især bliver uddybet i rapporten:
1.  Giv forsøgskommuner mulighed for at fjerne forhindringer for at skabe frugtbare samarbejder og indgå givende aftaler på tværs af sektorer.
2. Øg samarbejde mellem folkeoplysningens aktører på tværs, med kommunerne, kulturinstitutionerne og lokalmiljøer.
3. Udnyt eksisterende ressourcer i form af lokaler, faciliteter og menneskelige ressourcer bedre og bredere
4.  Respekter det frivillige arbejdes

 

KulturDanmarks arbejdsgruppe om folkeoplysning og foreninger bestod af:

Forstander Lisbeth Trinskjær, Ubberup Højskole, tovholder,

Kultur- og borgerservicechef Kim Dawartz, Næstved Kommune,

Leder af National afdeling, Bente Ryberg, Dansk Ungdoms Fællesråd,

Kulturiværksætter & leder Jacob Gjørtz Christensen, Sønderborg Skatehal,

Specialkonsulent Jan Opstrup Poulsen, Kulturministeriet,

Ungdomsforsker og leder, Søren Østergaard, Center for Ungdomsstudier,

DFS linkArbejdsgruppens rapport

DFS linkMere om KulturDanmark