Produktionsskolerne vil også have et socialt taxameter

Produktionsskolerne vil også have et socialt taxameter

2. september 2014

Det er vist lang tid siden, at en af DFS’ medlemsorganisationer har udbrudt ”Yes!”, når de så årets forslag til finanslov. Men det gjorde Produktionsskoleforeningen. Begejstringen kølnede dog noget, da de opdagde, at produktionsskolerne ikke får et socialt taxameter som de øvrige ungdomsuddannelser.

Gert Møller PSF 160
"Vi tager os af en gruppe unge, der for manges vedkommende er faldet fra i det øvrige system. Alligevel kommer rigtig mange via produktionsskolen tilbage på sporet. Dette arbejde bør anerkendes ved at tildele ressourcer, der står mål med opgaven og de unges forudsætninger," skriver Gert Møller.

Vi bringer her en kommentar af Gert Møller, der er næstformand i Produktionsskoleforeningen og forstander for Korsør Produktionshøjskole.  Kommentaren blev første gang publiceret på Altinget/Uddannelse den 2.9.,14.

Yes!

På produktionsskolerne var det svært at få armene ned, da vi så Finanslovsforslag 2015. For det første er vi blevet husket på alle vores driftsområder (det er vi ikke forvænte med), og oven i købet er der taget højde for de forventede stigninger i elevtal grundet kontanthjælpsreformen mm.
For det andet indeholder forslaget et socialt taxameter, der vil give: "Flere penge til ungdomsuddannelser med elever, som har lave karakter med fra folkeskolen, og som har brug for ekstra støtte."
Det betyder, at regeringen anerkender, at forskellige udfordringer kræver forskellige ressourcer. For nogle unge er uddannelsesudfordringerne større end for andre. Derfor har nogle uddannelsesinstitutioner også større udfordringer end andre. 

Udfordrede unge behøver et socialt taxameter
Med forslaget kommer især erhvervsskolerne til at nyde godt af det sociale taxameter. Det er alt andet lige godt, for det er en anerkendelse af de særlige udfordringer, erhvervsskolerne står overfor, når flere skal have en erhvervsuddannelse, samtidig med at kravene til indholdet generelt løftes på disse uddannelser.
Men vi har nu så småt fået armene ned igen. Produktionsskolerne er nemlig ikke en del af forslaget om det sociale taxameter, der ellers er tænkt til gavn for de elever, der har brug for ekstra støtte.
Med erhvervsskolereformen skærpes udfordringerne – også til produktionsskolerne. Ifølge lov om produktionsskoler skal tilbuddet ”tilrettelægges med særligt henblik på, at den unge opnår kvalifikationer, der kan føre til gennemførelse af en erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse” (§1 stk.3).
Den nye grundforløbsstruktur betyder, at mange af vores elever skal kunne gå ind på G2, hvor der bliver adgangskrav. Samtidig skal de kunne matche de skærpede faglige krav, der kun vil øges fremover. 

Produktionsskolernes udfordringer bør anerkendes  
Vi tror på, at produktionsskolerne kan forberede mange unge til det niveau, der kræves. Men vi gør opmærksom på, at den opgave, skolerne står overfor, er blevet mere kompliceret. Det bør anerkendes.
Vi tager os af de unge, der ikke blot har lave karakterer fra folkeskolen, men for hvem folkeskolen knapt nok lykkedes.
Det er unge som Stefan med en folkeskoletid, der var præget af sygdom og diagnoser, meget fravær og voldelig adfærd. I et produktionsskolekøkken har han lært at lave mad, men han har også lært at få styr på sit temperament, at kunne være sammen med andre mennesker og klare opgaver med faste deadlines.
Og det er unge som Sebastian, der ikke kunne holde folkeskolen ud og blev klassens ballademager. På et maritimt værksted har han mødt en anden slags lærere, og han har for første gang oplevet, at der er noget han gider. Han har fundet ud af, at han lærer gennem hænderne, når han arbejder. Og han ved, at han vil noget med sejlads efter produktionsskolen.
For Stefan og Sebastian og mange andre er der noget, der lykkes på produktionsskolen. Her får de tilbudt en anden vej til uddannelse, der for det første handler om at lære gennem praktisk arbejde og reel produktion i forpligtigende arbejdsfællesskaber. For det andet får de tilbudt en personlig relation til en voksen, der ser og forholder sig til hele deres livssituation. Det er klassisk produktionsskolevirksomhed.

Socialt taxametersystem vil sikre målet
Med EUD-reformen har vi fået endnu en opgave lagt oveni. Når de unge er blevet afklarede, engagerede i et fag og mødestabile mm., ja så starter det målrettede produktionsskoleforløb frem mod en optagelse på G2. Her skal vi sørge for, at de kan gå til den nye prøve i anvendelsesorienteret dansk/matematik, og vi skal sørge for, at de har de forudsætninger, som bliver opstillet i fagenes fremtidige ”varedeklarationer".
Produktionsskolernes virksomhed kræver både værksteder, der kan sammenlignes med værkstederne på erhvervsskolerne, og en elevratio pr. lærer, der gør den individuelle tilgang til eleven mulig. Og så kræver den, at vi kan levere de målrettede forløb frem mod G2. Det vil sige, at sikre unge en reel anden vej til erhvervsuddannelse, hvor vi ikke sænker kravene, men når frem til målet ad en anden vej.
Til sagen: Vi har målgruppen. Derfor bør der under finanslovsforhandlingerne findes midler til et socialt taxameter i produktionsskolesektoren.
Vi taler om nye penge. Ved samme fordeling som foreslået i de øvrige institutionstyper handler det om 44 mil. kr. De vil kunne gøre gavn.
Så ja, produktionsskolerne melder sig hermed ind i koret, der råber på flere penge. Det gør vi, fordi vi tager os af en gruppe unge, der for manges vedkommende er faldet fra i det øvrige system. Alligevel kommer rigtig mange via produktionsskolen tilbage på sporet. Dette arbejde bør anerkendes ved at tildele ressourcer, der står mål med opgaven og de unges forudsætninger.