Sådan arrangerer du samtalesaloner

Sådan arrangerer du samtalesaloner

27. februar 2014

Med samtalesaloner har initiativet Borgerlyst forsøgt at skabe rum for uformelle debatter om vigtige emner. Formålet er den gode samtale. Nu lægger de en manual på nettet, så andre kan anvende metoden.

Samtalesalon 420
Nogle af Borgerlysts samtalesaloner foregår udendørs.

”En samtalesalon er et samlingspunkt for folk, der gerne vil snakke med hinanden på en ny måde. Mest af alt minder det om at tilbringe en hyggelig aften på en cafe. Forskellen er bare, at til samtalesaloner kan man sagtens møde op alene, for salonværterne sørger for, at du kommer i snak med de andre spændende gæster uden at skulle bruge tid på at spørge “Nå, hvad laver du så”. ”
Sådan forklarer Borgerlyst, hvad en samtalesalon er. Man kan kalde Borgerlyst for et moderne folkeoplysende initiativ. Bag det står Nadja Pass, der er uddannet retoriker, og Andreas Lloyd, der er antropolog. Andreas Lloyd var gæst på DFS’ medlemskonference i 2013, hvor han både fortalte om samtalesaloner og andre af aktiviteterne.
På Borgerlyst hjemmeside skriver de videre: 
”Tilsammen har Samtalesalonerne vist sig at være gode rammer om fødselsdagsfejringer, first dates, udluftning af ammehjerner, hyggesnak mellem introverte, ideudvikling mellem fasttømrede kolleger og spontane fredagsøl. ”

Alle kan gøre det
Borgerlyst har lagt en manual for samtalesaloner på nettet til fri afbenyttelse.
”For os handler det om at give så mange adgang til manualen som muligt, så alle let kan komme i gang med at holde deres egne samtalesaloner. Så vi bliver kun glade, hvis du giver den videre, så flere kan læse med,” skriver de.

Fem grundprincipper for samtalesaloner

1. Uforstyrret samtaletid

2. Møder med mennesker, der ikke ligner én selv

3. Faste rammer

4. Alle snakker med og snakker sammen

5. Alle mennesker er spændende samtalepartnere

 

DFS linkMere om samtalesaloner

DFS linkManualen for samtalesaloner

DFS linkMere om Borgerlyst

 

Relaterede nyheder