Velkommen og opmuntrende rapport

Velkommen og opmuntrende rapport

20. juni 2014

Det eropmuntrende, at Dansk Folkeoplysnings Samråd prøver at fastholde, at der fortsat må skabes plads til at motivere kortuddannede til at søge mere uddannelse. Sådan skriver Niels Rosendal Jensen i en anmeldelse af ”Vi søger de virksomme stoffer!”

Niels Rosendal Jensen 160
Rapporten meget kendetegnende for folkeoplysningens måde at ”tale Roma midt imod” på, skriver Niels Rosendal Jensen.

Niels Rosendal Jensen, der er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, har i Dansk Pædagogisk Tidsskrift skrevet en anmeldelse af DFS-publikationen: Steen Elsborg og Steen Høyrup Pedersen: Folkeoplysning og motivation for livslang læring: ”Vi søger de virksomme stoffer!”

Roma midt imod
I anmeldelsen skriver han bl.a.
”Indholds- og retningsmæssigt er rapporten meget kendetegnende for folkeoplysningens måde at ”tale Roma midt imod” på, hvilket kun kan hilses velkomment i en tid, der er præget af dispositioner for den fremtidige uddannelsespolitik, der bygger på tilfældige indslag og griller – lige fra PISA og til markedstænkningen.”
Han finder det også opmuntrende, at DFS prøver at fastholde, at der fortsat må skabes plads til at motivere kortuddannede til at søge mere uddannelse.

Appetit på mere
Om selve teksten skriver han:
”Det teoretiske apparat er omfattende, og de empiriske belæg får delvist karakter af at illustrere pointer. Der er ingen nemme løsninger på den udfordring, og den skæmmer heller ikke helhedsindtrykket. Men læseren sidder tilbage med appetit på mere.”

Her følger anmeldelsen i fuld længe.

 

Appetit på mere

Der er unægtelig løbet meget vand i stranden, siden 1970’ernes selvbevidste arbejdere krævede betalt frihed til uddannelse. Ændringerne er ikke mindre slående, når vi på nærmeste hold kan følge et skifte fra at tale om arbejdsløse, som var ramt af arbejdsmarkedets konjunkturer og kapitalismens akkumulationskriser, og til regeringens aktuelle måde at tale om arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere på. Dengang betragtedes de som kolleger, der skulle kæmpes for – med den århusianske skraldemandsmodel in mente. I dag er de nærmest sat uden for samfundet som en – brutalt sagt – belastning af velfærdssystemet, der må tage til takke med ligegyldige nyttejobs. Naturligvis pænt indpakket i en grød af floskler om at gøre dem en tjeneste. Det, der oprindeligt sås som strukturelle problemer i et økonomisk system, er endt med at blive den enkeltes problem. Løsningen af problemet synes i øvrigt i stigende præget af mere pisk end gulerod.

På den baggrund er det for så vidt opmuntrende, at Dansk Folkeoplysnings Samvirke prøver at fastholde, at der fortsat må skabes plads til at motivere kortuddannede til at søge mere uddannelse. De grundlæggende principper, der er forudsætningen for at skabe succes, er dels at tage deltagerne alvorligt (tage dem, som de nu engang er, og medvirke til at udvide deres horisont – s. 6n) og dels at arbejde institutionelt efter et ressourcesyn. Kombinationen af disse tilgange har i 6 daghøjskoler været ”folkeoplysningens virksomme stoffer” (s. 7ø) . Det stimulerer lysten til at lære, at deltagerne på den ene side tages alvorligt og på den anden støttes i et undervisningsmiljø, der ikke er præget af diffus fremdrift. Rapporten viser i en matrix (s. 26), hvordan de professionelle og deltagerne fra hver deres side kan mødes og skabe gensidig lyst til at lære. Kendetegnene er undervisningsdifferentiering, etablering af et fagligt og socialt lærings- og refleksionsrum, helhedsoreinteringen osv.

Indholds- og retningsmæssigt er rapporten meget kendetegnende for folkeoplysningens måde at ”tale Roma midt imod” på, hvilket kun kan hilses velkomment i en tid, der er præget af dispositioner for den fremtidige uddannelsespolitik, der bygger på tilfældige indslag og griller – lige fra PISA og til markedstænkningen. Uddannelse er ikke sat i verden for at levere grydeklare produkter til arbejdsmarkedet; så meget har vi dog tilegnet os af uddannelseshistorien. Især i dag er det derfor afgørende at hage sig fast i dannelsesdelen. Der er allerede i dag tegn i retning af, at den moralske panik over PISA-hysteriet er ved at lægge sig hhv. blive imødegået. Og muligvis når vi en dag at høre en undervisningsminister eller uddannelsesminister udtale: Undskyld os, vi vidste ikke, hvor megen skade vi gjorde. Det har vi endnu til gode at opleve.

Selve rapporten er absolut interessant læsning. En vanskelighed i den anvendte genre skal nævnes, nemlig samspillet mellem den læringsteoretiske ramme og de empiriske fund. Det teoretiske apparat er omfattende, og de empiriske belæg får delvist karakter af at illustrere pointer. Der er ingen nemme løsninger på den udfordring, og den skæmmer heller ikke helhedsindtrykket. Men læseren sidder tilbage med appetit på mere.

 

 

 

 

 Stoffer forside 160

Hæftet kan rekvireres hos DFS mod betaling af forsendelsesomkostninger.
Kontakt: Flemming Gjedde; fg@dfs.dk

DFS linkMere om hæftet