Besparelse bliver til ekstraudgift

Besparelse bliver til ekstraudgift

22. oktober 2015

Regeringen bespare de frie fagskoler så kraftigt, at skolerne tvinges til at skifte skoleform for at overleve. Resultatet bliver, at den praksisnære og erhvervsrettede skoleform lukker - og samtidigt ender finansministeren med at skulle betale endnu mere til de selv samme skoler.

Jette Rønne FF 160
”Det er meningsløst, at regeringen vælger at trække gulvtæppet væk under os så kort tid efter, at vi har fået grønt lys af samtlige partier til at føre vores projekt ud i livet," siger Frie Fagskolers formand, Jette Rønne.

Som den eneste skoleform bliver Frie Fagskoler besparet med hele 20% på driftstaxametret i regeringens forslag til finansloven 2016. Det sker blot 9 måneder efter, at Venstre sammen med et enigt folketing gav Frie Fagskoler en ny lov, der skal motivere og ruste flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.

Et politisk og ikke et økonomisk valg
Ifølge sekretariatsleder i Foreningen af Frie fagskoler, Christian Legarth, er regeringens manglende opbakning til Frie Fagskoler ene og alene udtryk for et uddannelsespolitisk valg og en ikke økonomisk prioritering. Besparelserne ender rent faktisk med, at finansministeren skal betale mere, end han gør nu. I stedet for at spare 10 mio. kr. ender finansministeren med at betale 11 mio. til de selv samme skoler.
"Det er ren goddag mand økseskaft. De frie fagskoler tvinges nemlig til at søge over i søsterskoleformerne og dermed væk fra vores lovbundne praktiske faglighed for at komme uden om besparelserne. Men det er netop den praktiske og erhvervsrettede faglighed på en kostskole, som rigtig mange unge har brug for”, siger Christian Legarth.

Fagskoler tvinges til at skifte skoleform
I kølvandet på det nyligt fremlagte finanslovsforslag melder Struerskolen sig som en af de Frie Fagskoler, der ser sig tvunget til at skifte skoleform. Forstander Else Marie Markvorsen fortæller, at hun som ansvarlig skoleleder bliver nødt til at forholde sig til regeringens politiske signal:
”Når regeringen fremover tilbyder bedre økonomi ved, at vi flytter væk og satser på en anden faglighed, så er det jo det, vi bliver tvunget til at vælge på lang sigt. Hvis Struerskolen skal overleve på det frie kostskolemarked, er vi desværre nødt til at forlade Frie Fagskolers projekt og i stedet blive en kombineret høj- og efterskole  –  så kan vi nemlig opretholde et anstændigt taxametertilskud”.

Meningsløs spareøvelse
Frie Fagskolers formand Jette Rønne er rystet over regeringens finanslovsudspil. Hun mener, at der enten er tale om et klart politisk signal fra regeringen eller en meningsløs spareøvelse:
”Det er meningsløst, at regeringen vælger at trække gulvtæppet væk under os så kort tid efter, at vi har fået grønt lys af samtlige partier til at føre vores projekt ud i livet. Vi må konstatere et klart politisk signal fra regeringen om, at den alligevel ikke ønsker at sikre erhvervsforberedende forløb til alle de unge, der har behov for et motiverende kostskoleår med personlig og faglig udvikling”, siger Jette Rønne. Hun opfordrer Christiansborg til at droppe den finanslovslogik, som nu ser ud til at kvæle nytænkningen på landets eneste erhvervsrettede kostskoler og tilføjer:
”Hvorfor vil regeringen straffe landets eneste frie skoleform, der med fuldt flertal i folketinget lovmæssigt har forpligtet sig på at arbejde målrettet for, at flere unge motiveres og rustes til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse? Det giver ingen mening! ”.