Brug Speakers' Corner!

28. maj 2015

Debatten på Folkemødet tager mange former. Speakers’ Corner er en af dem – og måske den mest simple. Her kan enhver fremlægge en sag eller et synspunkt.

SC Sebastian 440

Det er vigtigt at bruge enhver lejlighed til at fortælle, hvad folkeoplysningen kan, og hvordan vi bidrager til læring, fællesskab, sundhed og meget mere. Det er en del af folkeoplysningens tradition at bidrage med en stemme i samfundsdebatten.
Det er ikke altid, vi får de platforme, vi kunne ønske. Speakers’ Corner på Folkemøde er en sikker mulighed.
Du må tale om lige, hvad du vil. Du skal ikke leje et telt. Du behøver ikke opreklamere arrangementet. 
Men du skal kunne fange dit publikum på få minutter og i fri luft. 

Her finder du os
I år sørger Sebastian Dorset (torsdag-lørdag) og Bornholm Tidendes chefredaktør Søren Christensen (søndag) for at præsentere dig for publikum og for, at publikum får mulighed for at stille dig et spørgsmål eller kommentere din tale.
Speakers’ Corner ligger på Cirkuspladsen lige over for politikernes talerstol, Hovedscenen.
Lige som de foregående år står DFS og Bornholms Tidende for Speakers’ Corner.

Hvordan?

• Du kan allerede nu booke en bestemt tid (højre kolonne)

• Du kan komme forbi en af de første dage og booke en tid lidt senere i programmet

• Du kan stille dig parat til at gå på talerstolen, når der er et hul i programmet