Det levende demokrati gror nedefra

21. april 2015

Vi insisterer på, at der findes et folkeligt fællesskab, som vi alle bør tage del i, og som har en væsentlig samfundspolitisk rolle at spille. Sådan skriver repræsentanter for ungdommen, folkeoplysningen og idrætten i en kronik.

Signe Bo og PPH 220
To af forfatterne, Per Paludan Hansen og Signe Bo, her ved overrækkelsen af Folkemødets Dialogpris 2014.

Er der stadig til en folkelig oplysning med det sigte at lade det levende demokrati spire nedefra? Sådan spørger fire folkeoplysningsrepræsentanter i en kronik, der blev trykt i Kristeligt Dagblad på dagen for kulturministerens årlige folkeoplysningskonference.

De fire forfattere er:
·  Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark, FFD
·  Signe Bo, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF
·  Birgitte Nielsen, næstformand for DGI
·  Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd, DFS

Demokratiet har to sider
Forfatteren definerer det danske demokrati som et dobbelt-demokrati:
”Det vil sige, at det både består af et formelt demokrati, hvis øverste organ er Folketinget, og parallelt hermed et demokrati forankret i civilsamfundet og foreningslivet. Denne tradition går langt tilbage, men det er ikke nogen selvfølge, at det dobbelte demokrati vedbliver at være grundlaget for det danske samfund.”
De ser tendenser til, at det civilsamfundsforankrede demokrati marginaliseres:
”Et tegn på, at det politiske måske er ved at blive skilt fra civilsamfundet, kan spores i den politiske retorik. "Nødvendighedens politik" er på alle måder et udtryk for, at der opereres med teknokratiske måleinstrumenter baseret på regneark og nationaløkonomi frem for samtale og værdifællesskaber. Her er der sjældent plads til en åben debat om, hvilken vej vi vil i fællesskab. Budgetoptimering og målstyring trumfer som oftest holdninger, idealer og værdier.”

Ligeværdigt samarbejde
At kommuner og folkeoplysende foreninger i stadig højere grad indgår samarbejde og partnerskaber, er forfatteren begejstrede for. Men de advarer mod, at samarbejdet defineres af regneark:
”Dette samarbejde kan der i en lang række sammenhænge være god mening i. Men det kræver, at samarbejdet er ligeværdigt og ikke alene foregår på det offentliges præmisser med dertil hørende logikker om målopfyldelse og styring.”
Det får dem til at dem til at definere de folkelige bevægelsers og civilsamfundets vigtigste aktuelle udfordring: ”… at insistere på, at der findes et folkeligt fællesskab, som vi alle bør tage del i, og som har en væsentlig samfundspolitisk rolle at spille.”

Politisk opbakning
Afslutningsvis kvitterer forfatterne for Marianne Jelveds nationale vision for folkeoplysning. De giver tilsagn om at være selvkritiske over for egne organisationsformer og aktiviteter.
”Det kræver også en politisk vilje til fortsat at se det danske samfund som et demokrati, der giver en særlig styrke ved at være dobbelt. En politisk vilje, der udmønter sig i både ideologisk opbakning til og konkret ageren og involvering i denne dobbelthed - til fælles bedste. En politisk vilje til at respektere de folkeoplysende organisationers autonomi og en tillid til, at folkeoplysningen er i stand til at løfte den forpligtelse, kulturministeren har formuleret i sin vision,” slutter de.