Jelved opfordrer kommunerne til at støtte folkeoplysningen

Jelved opfordrer kommunerne til at støtte folkeoplysningen

8. marts 2015

I et brev til landets borgmestre henviser kulturministeren til, at kommunerne år for år udhuler aftenskolernes økonomi. Hun finder det bekymrende, at det skaber stor ulighed i borgernes muligheder for at dygtiggøre sig og deltage aktivt i samfundslivet.

Marianne Jelved 2012 160
"Det skaber stor ulighed i borgernes muligheder for at dygtiggøre sig og deltage aktivt i samfundslivet via engagement i den folkeoplysende voksenundervisning og det frivillige foreningsliv," skriver Marianne Jelved.

Ved en række lejligheder har DFS gjort kulturminister Marianne Jelved opmærksom på, at kommunerne samlet set afsætter færre og færre penge til den folkeoplysende voksenundervisning. Med henvisning til DFS’ materialer har ministeren nu sendt et brev til alle landets borgmestre.

Aktiv for lokalsamfundet
I brevet tager Marianne Jelved udgangspunkt i ”En national vision for folkeoplysningen i Danmark”, som hun offentliggjorde tidligere på året. På linje med visionens analyse skriver hun:
”Deltagerne i det folkeoplysende foreningsliv og voksenundervisningen opnår kundskaber og indsigt såvel som sociale, kreative og demokratiske kompetencer. Samtidig skabes der tillid, demokratiske medborgere og sammenhængs kraft i samfundet. Derudover er et mangfoldigt og engageret folkeoplysningsliv et stort aktiv for et lokalsamfund både for borgere og for kommunerne, fordi de følger engagerede fællesskaber med.”

Attraktivt for borgerne
Videre påpeger hun kommunernes rolle, både deres ansvar for det og den nytte, de kan have af folkeoplysningen:
”Kommunerne spiller en væsentlig rolle for folkeoplysningen i Danmark. Folkeoplysningen sker i nemlig i vid udstrækning i den folkeoplysende voksenundervisning og i det frivillige folkeoplysende foreningsliv, som kommunerne støtter med økonomiske midler og med adgang til lokaler. Samtidig spiller folkeoplysningen også en væsentlig rolle for kommunerne i bidraget til at gøre lokalsamfundet attraktivt for borgerne.”

Stor ulighed
Herefter gør kulturministeren opmærksom på de tal, DFS har fremlagt – med faldende kommunale til aftenskolerne, forskellene mellem kommunerne og de særlige problemer i udkantskommuner. På den baggrund skriver hun:
”Det skaber stor ulighed i borgernes muligheder for at dygtiggøre sig og deltage aktivt i samfundslivet via engagement i den folkeoplysende voksenundervisning og det frivillige foreningsliv, hvilket er bekymrende, da de i forvejen tyndere befolkede områder får vanskelige ved at etablere givende fællesskaber.
Når det er sagt, respekterer jeg naturligvis fuldt ud det kommunale selvstyre, og kommunernes ret til at prioritere inden for den økonomiske rammer.”

Løft opgaven
Afslutningsvis skriver Marianne Jelved. ”Jeg håber, at vi sammen kan løfte opgave med at understøtte og udvikle vores demokrati ved hjælp af lokale folkeoplysningsaktiviteter.”