Staten skal sponsorere de små på Folkemødet

Staten skal sponsorere de små på Folkemødet

26. juni 2015

Folkemødets folkelighed er under pres. Som modtræk må Folketinget for afsætte et millionbeløb årligt til Folkemødet til at sponsorere mindre civilsamfundsorganisationer, folkeoplysende foreninger og organisationer. Det mener folkehøjskolernes forening.

LT og NG 260
Lisbeth Trinskjær og NIels Glahn på DFS' repræsentantskabsmøde.

”Der indføres særlige aftaler, hvor sponsorer kan købe sig til gode pladser og særlig synlighed, sådan at de kapitalstærke organisationer bliver bedre placeret.  Herudover er priserne steget for teltplads og forsyningspakker, og endelig har vi hørt, at man kan betale sig til en plads i en paneldebat.”
Sådan skriver Lisbeth Trinskjær, formand (FFD) og Niels Glahn, generalsekretær (FFD) i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 25. juni.
Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark har været meget aktiv på folkemøderne, de sidste to år med et stort debat- og folkekøkkentelt – samt højskoleelever, der blander sig i debatterne rundt om på Folkemødet.

Skævvredet?
Deres indlæg tager udgangspunkt i debatten, om hvorvidt Folkemødet er ”… på vej til at blive skævvredet til fordel for dem, der kan betale for de bedste pladser og få den bedste promovering på storskærme, aviser og andre medier, sådan at vi bør bekymre os over, om det demokratiske og folkeoplysende sigte fortrænges til fordel for mere kommercielle interesser.”
Selv om Lisbeth Trinskjær og Niels Glahn ikke mener, at det er gået helt så talt, så ser de dog tendenser i den retning, og de mener, at der er behov for særlige initiativer, der skal sikre, at Folkemødet også fremover kan ”… understøtte den demokratiske dialog og skabe ramme for møder med og mellem beslutningstagerne på alle de politiske niveauer og i interesseorganisationer.”

Sponsorat
Det er på den baggrund, at de stiller dette forslag:
”Vi foreslår, at Folketinget for at sikre mangfoldighed og dialog afsætter et passende millionbeløb årligt til Folkemødet som en form for sponsorat på vegne af mindre civilsamfundsorganisationer, folkeoplysende foreninger og organisationer.”