Ungdomsskolerne og den åbne skole

Ungdomsskolerne og den åbne skole

5. januar 2015

Mange folkeskoler får nu assistance fra ungdomsskolerne til at gennemføre folkeskolereformen. En ny pjece giver gode råd til, hvordan ungdomsskolerne kan indgå partnerskaber med folkeskolerne.

Ungdomsskole og partnerskaber

En af intentionerne med folkeskolereformen er, at skolerne skal åbne sig over for andre foreninger og andre samarbejdspartnerne i lokalsamfundet.
Her er ungdomsskolerne nærliggende. Også inden reformen samarbejdede folkeskoler og ungdomsskoler.

Kendskab og tillid
Ungdomsskoleforeningen udgav kort før jul en pjece med de første erfaringer og med gode råd og anbefalinger til, hvordan man kan samarbejde. I forordet understreger foreningens formand Finn Lillelund Christensen, at der ikke er en model, men mange forskellige:
”Men fælles for alle aftaler er, at kendskabet til modparten og tilliden skal være i orden, da det er en forudsætning for partnerskab og samarbejde.”

Private og foreninger
Et af eksemplerne i pjecen stammer fra Brønderslev, hvor ungdomsskolen har været med til at etablere en bred vifte af valgfag i et samarbejde, der spænder vidt:
• Tre private håndværksmestre til valgfaget ”Håndværkeren”
• Fodboldklub til valgfaget ”Fodbold” i samarbejde med DBU
• Gymnastikforening til valgfaget ”Gymnastik” i samarbejde med DGI
• Food College (Teknisk Skole), Aalborg Praktikcenter valgfaget ”Masterchef”
• DGI valgfaget ”I Front”
• Håndboldklub i samarbejde med DHF valgfaget ”Håndbold”
• Gymnasium (Brønderslev) med valgfaget ”Science”
• Kulturskolen valgfagene ”Billedkunst” og ”Musik”

Ifølge ungdomsskoleinspektør Peter Vestergaard har samarbejdet åbnet nye muligheder: ”Jeg oplever, at de frivillige foreninger føler sig taget væsentlig mere seriøst af kommunen. De føler sig inddraget,og selv om nogle af dem har oplevet faldende medlemstal – måske som følge af længere skoledage – har de taget udfordringen op,” fortæller han.