Bekæmp kvindevold med folkeoplysning

Bekæmp kvindevold med folkeoplysning

27. januar 2016

De vigtigste redskaber til mindre vold mod kvinder er oplysning og respekt. Det kræver oplyste borgere - ikke bare uddannede borgere, men oplyste borgere. Her kommer folkeoplysningen ind, skriver FOF leder i debatindlæg.

Sabine Gøtterup 160
"Respekten for forskellighed har altid været vigtige elementer i folkestyret og i demokratiforståelsen her i landet, og her har det folkelige engagement og folkeoplysningen stor betydning," skriver FOF-forstander Sabine Gøtterup.

”Det er ikke undsluppet manges opmærksomhed, at mere end 500 kvinder har anmeldt store grupper af mænd for grove krænkelser i Köln nytårsnat.”
Det er udgangspunktet for Sabine Skou Gøtterups debatindlæg i dagbladet Sjællandske den 23. januar. Hun er forstander for FOF Syd- og Vestsjælland.

Halvdelen af alle kvinder
I kommentaren påpeger Sabine Gøtterup, at det ikke er et nyt problem:
”I 2014 kom en rapport om kvindevold i EU der viste, at over halvdelen af alle danske kvinder har oplevet psykisk, seksuel og fysisk vold, siden de var 15 år, og ifølge Morten Kjærum, direktør i EU-agenturet, der har foretaget undersøgelsen, skyldes omfanget af kvindevold i Danmark, at mænd føler sig truede af kvinder, der udfordrer mændenes traditionelle rolle.”

Legitimerer overgreb
FOF-forstanderen henviser også til forfatter og kønsdebattør Henrik Marstal, som i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad har skrevet, at der eksisterer ”…en dybt problematisk og global maskulinitetskultur, der legitimerer overgreb mod kvinder, fordi den mandlige kønsdrift opfattes som et produkt af naturens kræfter og derfor uden for selvkontrol.”

Uddanne og danne
På den baggrund peger Sabine Gøtterup på behovet for oplysning og respek:
”De vigtigste redskaber til mindre vold mod kvinder er oplysning og respekt. Det kræver oplyste borgere - ikke bare uddannede borgere, men oplyste borgere,” skriver hun og fortsætter:
”Her kommer folkeoplysningen ind, hvor det mere er den uformelle dannelse eller grundlæggende lære om, hvordan vi kan mødes og leve sammen i en mangfoldig verden. Respekten for forskellighed har altid været vigtige elementer i folkestyret og i demokratiforståelsen her i landet, og her har det folkelige engagement og folkeoplysningen stor betydning. Folkeoplysning handler om at uddanne og danne kvinder og mænd gennem hele livet - og her har kønnet ikke været en faktor overhovedet.”