Frygt sætter uddannelse på dagsordenen

Frygt sætter uddannelse på dagsordenen

17. marts 2016

Uddannelse er vejen til at bekæmpe ekstremisme, lyder det fra alle kanter. På den måde er det blevet en brik i sikkerhedspuslespillet. Men uddannelse skal ikke kun rettes mod de unge, der er i farezonen. De voksne skal også lære at håndtere deres fordomme, hvis de skal vise de unge vejen.

Robin Sclafani 160
"Det ville have styrket europæiske muslimer mere de sidste årtier, hvis de havde oplevet en uddannelsespolitik, der fremmede mangfoldighed, medborgerskab og antidiskrimination, funderet i en tro på pluralisme, i stedet for at være "målet" for initiativer, defineret som "forebyggelse af radikalisering"."

2015 blev præget af tragiske begivenheder rundt om i verden, og i Europa slingrede vi fra terrorangrebene i Paris, København og igen i Paris. Det er umuligt at opgøre antallet af taler fra politiske og lokalsamfunds-ledere, der henviser til disse begivenheder, og det antal gange, disse taler konkluderer, at løsningen kun vil blive fundet gennem uddannelse. Uddannelse, uddannelse, uddannelse.
Hovedsagelig refererede de til uddannelse af vores unge mennesker, formel og ikke-formel uddannelse, og for det meste sigtede de efter at uddanne de unge, der risikerer at blive radikaliserede. 

Uddannelse = sikkerhedspolitik
Selv om det var betryggende at høre, at ordet UDDANNELSE blev håbets mantra i hele Europa, kan der være grund til blandede følelser for uddannelses-fagfolk.
På den ene side siger vi "endelig!" Der er en politisk vilje til at bevæge sig ud over pæne ord og en lejlighedsvis konference. På den anden side er vores håb belastet af, at det nye ønske om uddannelsespolitisk forandring skyldes frygt; endnu en brik i sikkerheds-puslespillet.
Det ville have styrket europæiske muslimer mere de sidste årtier, hvis de havde oplevet en uddannelsespolitik, der fremmede mangfoldighed, medborgerskab og antidiskrimination, funderet i en tro på pluralisme, i stedet for at være "målet" for initiativer, defineret som "forebyggelse af radikalisering."
Der er en risiko for øget frustration blandt generationer af mennesker, der allerede har oplevet et helt liv med diskrimination og kulturel isolation, og som nu bliver det (negative) fokus for så mange politikområder - retspolitik, sikkerhed, migration og uddannelse. 

Behov for selvransagelse
Hvorfor skulle det "blive så slemt", før de politiske beslutningstagere seriøst forpligtede sig på forebyggelse?
De mange eksempler på tab af rettigheder har været blinkende alarmer i over et årti. Social udstødelse rammer ikke kun muslimer, men også mange andre minoriteter marginaliseres eller diskrimineres på en eller anden måde. For eksempel er adskillelse af romaer i uddannelserne en længe kendt form for institutionel diskrimination i flere EU-lande, og på trods af den seneste opmærksomhed på situationen for flygtninge og indvandrere i det sidste år er de hovedsageligt blevet behandlet som en usynlig kaste.
Årsrapporten fra 2014 fra Agenturet for Grundlæggende Rettigheder er fuld af statistikker og analyser, som beskriver de mange udfordringer vi må løse for at overvinde social udstødelse.
Europa har brug for selvransagelse for at finde svar på, hvordan man i praksis kan opnå demokratisk pluralisme og grundlæggende rettigheder for alle. 

Ignoreret og dæmoniseret
Selv den hvide arbejderklasse oplever en følelse af marginalisering, som delvist forklarer tiltrækningen til højreorienterede nationalistiske partier i hele Europa i de seneste år. Open Society Institute forklarer det således i en rapport om den hvide arbejderklasse i seks europæiske byer:
"Selv om der tales om integration som en" tovejs"proces, har integration og indsatsen for social sammenhængskraft alt for ofte undladt at gå i dialog med de synspunkter og erfaringer, der findes i de eksisterende lokalsamfund ... For mange styrker denne manglende evne til at lytte til (deres) bekymringer eller frygt en følelse af at blive ignoreret, efterladt og dæmoniseret. I nogle tilfælde har dette styrket en allerede eksisterende modvilje mod de traditionelle politiske partier og de liberale politiske værdier, som disse partier forventes at repræsentere, og det har øget de populistiske partiers appel, hovedsageligt de højreorienterede, men også de venstreorienterede. "

Had har mange ansigter
Heldigvis blev der givet udtryk for en mere inkluderende tilgang til uddannelse fra de europæiske undervisningsministre, der mødtes i Paris den 17. marts 2015 med det formål bedre at kunne forebygge og reagere på radikalisering. Resultatet er en banebrydende ”Erklæring om fremme af medborgerskab og de fælles værdier om frihed, tolerance og ikke-diskrimination gennem uddannelse”.
I denne erklæring synes der at være en anerkendelse af de dybere problemer i vores samfund, hvor ekstremisme er et symptom, der viser sig på forskellige måder: lige fra radikaliseret muslimsk ungdom til højreorienterede nationalistiske nynazistiske typer.
Had har i dag mange ansigter, og ligheden mellem dem viser sig i ord, billeder og handlinger. Vi har brug for en flerstrenget, holistisk tilgang til helbredelse af vores samfund, og dette anerkendes i denne erklæring fra EU’s undervisningsministre, som opfordrer til større samarbejde mellem ministerier, der beskæftiger sig med uddannelse, beskæftigelse, retsvæsen og sociale anliggender.
Det store spørgsmål, som denne erklæring rejser, er imidlertid: Hvem uddanner de unge, og hvordan kan de være parate til at videregive deres erfaringer og være rollemodeller for de kompetencer vi har fastsat som pædagogiske mål?
Svaret er de voksne. Lærere, socialrådgivere, forældre, arbejdsgivere, mediefolk osv. skal alle styrkes og have de nødvendige redskaber "... så de er i stand til at tage aktivt stilling imod alle former for diskrimination og racisme, til at uddanne børn og unge i mediekendskab, til at opfylde behovene hos elever fra forskellige baggrunde, og til at bibringe fælles grundlæggende værdier og forebygge og bekæmpe racisme og intolerance. "(fra erklæringen)

Fordomme
Inden for voksenuddanelsen må vi ikke undervurdere effekten af underforståede fordomme. Alle mennesker har fordomme - tilbøjeligheder i vores måde at tænke på. Fordomme udspringer af menneskers naturlige kognitive evne for til at lave kategorier. De er resultatet af underforståede associationer skabt i den underbevidste del af vores hjerner.
Desværre er mange af vore fordomme resultatet af negative stereotyper af bestemte sociale grupper, som kan findes i kulturen generelt. Fordomme kan guide vores adfærd uden at vi er bevidste om det og føre os til forkerte konklusioner. Resultatet er en negativ indvirkning på de resultater, vi stræber efter: i uddannelse, beskæftigelse, socialpolitik, medier osv. 

De voksne skal uddannes
Hvis vi skal øve en strukturel og kulturel indflydelse i forhold til at overvinde social udstødelse og svække tendenserne til ekstremistiske og radikale ideologier, så skal uddannelsespolitik tage fat på de voksne som målgruppe og ikke kun som en mekanisme til at nå de unge. Den problemet-centrerede tilgang til politik fokuserer på de unge, men vi må erkende, at det er det system, de lever i, der har skabt problemerne. 

  • Lærere må forholde sig til deres egne fordomme, før de effektivt kan bruge de færdigheder og redskaber, der kan bidrage til at skabe et inkluderende klasseværelse. 
  • Skoleledere skal være parate til at gennemføre en mere inddragende deltager-styring af skolefællesskabet. 
  • Uddannelsesministerier må reelt indtænke det væld af civilsamfunds ressourcer og eksisterende gode praksisser, og udvikle og udbrede dem på en måde, som fremmer samarbejde mellem pædagogiske aktører.
  • Erhvervsuddannelserne bør være steder, hvor yngre (og ældre) voksne kan genvinde optimismen i forhold til deres fremtid og føle sig værdsat som bidragende medlemmer af samfundet. 
  • Socialarbejdere, arbejdere på gadeplan, ungdomsarbejdere vil blive inspireret, når de bliver klædt på til at omsætte følelsen af social udstødelse, vrede og frustration til kræfter til aktivt medborgerskab. 
  • Politiske ledere må forstå, at omkostningerne ved at investere i livslang læring vil være langt mindre end omkostningerne ved at håndtere en bred vifte af problemer der er knyttet til fattigdom, social udstødelse, hadforbrydelser og voldelig adfærd. 

Så i stedet for en problemcentreret tilgang til en ungdom, som hele tiden forandrer sig, bør politiske beslutningstagere tage en ungdomscentreret tilgang til systemisk forandring. På denne måde bliver et ansvar placeret på de forskellige aktører inden for det system, de unge indgår i, og samfundet som helhed vil have gavn af det - også dem, der kan blive ofre for voldelige ideologiers hjernevask, eller andre, der let kan trukket hen imod fremmedfjendsk populisme.
Der er ingen magisk opskrift, der kan håndtere de sociale udfordringer i dag, men én ting er sikkert, uddannelse er en vigtig ingrediens.

 

 

Robin Sclafani

Robin Sclafani er direktør for "CEJI-A Jewish Contribution to an Inclusive Europe", som er den ledende jødiske organisation i Europa for mangfoldighedsuddannelse, interkulturel dialog og modstand mod diskrimination.
Robin Sclafani har udviklet træningsprogrammerne i det prisvindende projekt Belieforama: En panoramisk tilgang til religion og tro.
Hun har en kandidatgrad i konfliktløsning.

Elm

Artiklen blev første gang offentliggjort i Elm - European Lifelong Learning Magazine
DFS er medudgiver af Elm.
DFS er ansvarlig for oversættelse, overskrifter og indledning.