Glimt fra Folkemøde 2016

22. juni 2016

Folkemødet er slut. Titusinder af mennesker er taget hjem fra Bornholm efter fire intense dage. I DFS har vi tømt Folkeoplysningens Telt, lukket Speakers’ Corner og uddelt Folkemødets Dialogpris.

3.000 arrangementer, 900 arrangører, 90.000 deltagere. Blandt mange andre specielle kendetegn ved Folkemødet var ”kaos” ”også i år et af dem.

FM2016 gademylder 440

Hvad enten det var i strålende solskin som på billledet eller i øsende regnvejr som fredag eftermiddag og aften, så blev de færreste stressede af kaos og mylder. Nogle slentrede, andre gik målrettet fra den ene ende af Folkemødet til den anden, men man mødte sjældent andet end smil og venlige ord.


I Folkeoplysningens Telt gennemførte DFS og vores medlemsorganisationer 21 forskellige arrangementer. De fleste var velbesøgte, men de gav alle anledning til interessante debatter mellem oplægsholderne indbyrdes og med publikum


Med en lyttende Bjørn Salling i baggrunden fortæller Peter Rafn Dahm, hvordan han og andre amatørteaterfolk på Langeland skaber møder, fællesskab og forståelse mellem asylansøgere og lokale borgere. Sammen med Bjørn Salling, Fokus Flexpraktik Aalborg, og Jakob Mejlhede, Grundtvigs Højskole i Hillerød præsenterede Peter den folkeoplysende tilgang til integration af flygtninge for to kommunalpolitikere.



Sten Knuth, borgmester i Slagelse, og Rikke Lauritzen, formand for folkeoplysningsudvalget i København, lyttede med interesse til de tre beretninger. De stillede uddybende spørgsmål og gav begge udtryk for, at de fremover vil indtænke de folkeoplysende skoler og foreninger i arbejdet med at integrere flygtninge.


Den største nyskabelse ved Folkemødets Dialogpris i år var, at deltagerne kunne nominere politikere til prisen via en app. Udfyldte nomineringskort var dog stadig en mulighed, og et par gange var vi ude og interviewe os til nomineringer sammen med en gruppe Folkemøde-frivillige.
Mere om Folkemødets Dialogpris 2016


Fra allerførste Folkemøde i 2011 har der været en åben folkets talerstol, Speakers’ Corner. Fra 2012 har DFS været medarrangør sammen med Bornholms Tidende. I år slog antallet af talere alle rekorder, og der var også flere tilhørere hen over de fire dage. Selv under den værste regn gik taler efter taler på scenen, mens publikum samledes under de store parasoller eller medbragte paraplyer. I år sikrede en ny talerstolsvært, Valdemar Pustelnik, at publikum blev inddraget med spørgsmål og kommentarer til talerne.