Gør op med stive systemer og kassetænkning

Gør op med stive systemer og kassetænkning

15. februar 2016

Sådan lyder opfordringen fra Stina Vrang Elias, Tænketanken DEA, og Per Paludan Hansen, Dansk Folkeoplysnings Samråd. Et bedre samspil mellem de formelle og ikke-formelle skoleformer er løsning for en del af de unge, som ikke finder vej til ungdomsuddannelserne.

Stina Vrang Elias 440
Stina Vrang Elias

”Vi er ret overbevist om, at der ikke behøver at blive opfundet nye tilbud. Der er i dag et bredt udbud af forberedende tilbud i det ikke-formelle uddannelsessystem. Kunsten er imidlertid at få dem til at spille bedre sammen – indbyrdes såvel som i forhold til det formelle uddannelsessystem.”

Falliterklæring
Det skriver Stina Vrang Elias, adm. direktør, Tænketanken DEA, og Per Paludan Hansen, formand, Dansk Folkeoplysnings Samråd i en kronik i Berlingske Tidende den 12. februar 2016. DEA har tidligere udarbejdet analyser af unges vej til uddannelserne og arrangerede tænkebokse om emnet. DFS repræsenter en række ikke formelle skoleformer, der har forberedende tilbud til unge, som ikke har fundet vej til uddannelsessystemet: højskoler, frie fagskoler, produktionsskoler, daghøjskoler, oplysningsforbund og  ungdomsskoler.
De to kronikforfattere konstaterer, at 20 procent af de unge ikke er kommet i gang med en ungdomsuddannelse syv år efter, at de har afsluttet 9. klasse. ”En falliterklæring” kalder de det.

Systemerne skal tale sammen
Som en del af løsningen peger de på de ikke-formelle skoleformer:
”Nogle af de ikke-formelle tilbud er alternativer til de formelle, andre fungerer som forberedende tilbud i forhold til at give unge især personlige og sociale kompetencer til at begå sig og være motiveret for uddannelse i det formelle system. Eksempelvis har de frie fagskoler specialiseret sig i at gøre eleverne »parat til erhvervsuddannelse«. Også daghøjskolerne er gode til at hjælpe mennesker tilbage på sporet” skriver de.
Men tilbuddene bliver ikke udnyttet tilstrækkelig:
”Det er der ingen snuptagsløsninger på, men én vej frem er bedre samspil mellem de formelle og de ikke-formelle skoleformer. Det forudsætter bl.a., at vi får luget ud i uhensigtsmæssige økonomiske incitamenter på tværs af kommunal og statslig sektor. Konkret bør tilskudssystemerne tale bedre sammen,” foreslår Vrang Elias og Paludan Hansen. Det uddyber de:
”I dag modtager kommunerne forskellige typer tilskud, som gør, at de unge ikke altid visiteres til det for dem optimale tilbud. Herudover giver tilskudssystemerne skolerne en økonomisk tilskyndelse til enten at holde på eleverne fremfor at visitere dem til et mere relevant tilbud eller sende dem hurtigt videre, før de er klar til det. Endelig opstår der problemer med kassetænkning, når unge krydser kommunegrænserne.”

Kædeansvar
Forfatterne mener også, at bundniveauet skal hæves i de eksisterende tilbud. De har forskellige forslag til at sikre kvaliteten:
”Vi mener derfor, at vejen frem er at indføre et »kædeansvar«, så det afgivende tilbud er ansvarlig for at henvise den unge til et tilbud, der passer til den unges behov. Det vil gøre en stor forskel.”
Deres konklusion lyder:
”Der er bestemt grund til at være ambitiøs, når det handler om at bringe de udsatte unge videre. Men det kræver et opgør med stive systemer, kassetænkning og den måde, vi ser denne gruppe af unge på. I stedet for at fokusere på, hvad de ikke kan, skal vi bygge på, hvad de kan.”