Ingen ord der helt slår til

Ingen ord der helt slår til

8. november 2016

Idrætsfolk diskuterede folkeoplysningens betydning i klubbernes og foreningernes hverdag. De spurgte sig selv, om der skal findes et nyt ord for det. Efterskoleforeningens formand gav bolden op hos DGI, men kom også hjem med noget.

Troels Borring 2016 440
"Vi skal gøre meget mere ud af at fortælle de unge på efterskolerne om alt det, folkeoplysning indebærer," siger Troels Borring.

”Når diskussionerne bliver ved med at forstyrre ens tanker flere dage efter, så ved man, at det har været et godt møde,” siger Troels Borring.
Han er formand for Efterskoleforeningen, og han holdt et af de tre indledende oplæg på en workshop om folkeoplysningens betydning for idrætten i hverdagen. Workshoppen var en del af Danske Gymnastik- og Idrætsforeningers (DGI) årsmøde i Aalborg den 5. november.

Skal vi skrotte ordet?
Undervejs drejede debatten sig ind på spørgsmålet om, hvorvidt begrebet folkeoplysning er forældet, og om man skal finde et nyt udtryk. Det fremgår af en artikel på DGI’s hjemmeside.
Mogens Kirkeby, der er hovedbestyrelsesmedlem i DGI, foreslog, at man bruger begrebet ”folkelig oplysning”, fordi det indikerer, at der er borgere både i den afsendende og den modtagende ende.
”Vi kan også tale om livsoplysning. Det er oplysninger om livet og menneskelivet, og hvis det kan kombineres med folkeoplysning, så begynder tampen at brænde,” sagde Uffe Strandby, der er forstander på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

Oplys om folkeoplysning
Som en af de sidste i debatten havde Thala Larsen, der er underviser i DGI ordet:
”Det er i virkeligheden ikke så vigtigt at finde et nyt ord for folkelig oplysning for at kunne dække over betydningen. Jeg repræsenterer den unge generation, der ikke ved, hvad det betyder. Så måske skulle vi i stedet bare begynde at oplyse om, hvad folkeoplysning egentlig er.”
”Jeg var meget enig med Thala Larsen, og det satte virkelig nogle tanker i gang. Vi har måske været lidt for skræmte ved at bruge ordet af frygt for, at det virkede for konservativt,” siger Troels Borring et par dage efter DGI-landsmødet.
”Diskussionen har rumlet i mit baghoved, efter at jeg kom hjem. Jeg tror ikke, at det nytter noget at lede efter et nyt ord. I stedet skal vi gøre meget mere ud af at fortælle de unge på efterskolerne om alt det, folkeoplysning indebærer: den almene dannelse, det demokratiske sindelag, fællesskabet i hverdagen og ansvaret for hinanden, siger Troels Borring.