Psykisk sårbare har glæde af aftenskole

2. februar 2016

Aftenskoletilbud til psykisk sårbare kan give mennesker med udfordringer på deres sundhed og trivsel et bedre selvværd og sandsynligvis også et generelt bedre og sundere liv. Det fremgår af en ny rapport fra Videncenter for Folkeoplysning.

Sind Skolerne Hjerte 440
Foto: Sind Skolerne

På Vifos hjemmeside fortæller chefanalytiker Henriette Bjerrum om undersøgelsen ”Aftenskolerne og psykisk sårbare”, som belyser kursisternes perspektiver på udbyttet af at deltage i skolernes undervisning, hvem de er, og hvordan de har de.
Rapporten er udarbejdet for Sind Skolerne i Aalborg, Dansk Oplysnings Forbund (DOF) og Landsforeningen Sind. Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af mere end 600 kursister fra 12 skoler under Dansk Oplysnings Forbund.

Læring og evne til fællesskab
Af artiklen fremgår blandt disse resultater:

”Kursisterne giver i undersøgelsen udtryk for meget stor tilfredshed med de skoler og kurser, de benytter sig af. Kursisterne mener bl.a., at deres undervisere er gode til at skabe trygge rammer, og at de er fagligt dygtige og møder dem med ligeværdighed.”

”Mange (41 pct.) af kursisterne har været tilknyttet skolerne i fire år eller mere og vurderer, at de både får nye personlige kompetencer og faglig læring på skolerne. Generelt føler kursisterne sig inspirerede til at arbejde videre med deres personlige udvikling.”

”Undersøgelsen viser, at det for kursisterne er meget vigtigt i forhold til deres læring og udbytte, at de føler de indgår i en ligeværdig læringsproces på kurserne. Det er berigende for dem, at de selv kan bidrage til gruppen.”

”Skolernes fokus på det sociale samvær imødekommer desuden kursisternes behov for at indgå i sociale sammenhæng, hvilket er et af de vigtigste motiver for kursisternes valg af hold. Over 60 pct. af kursisterne føler, at kurset har styrket deres evne til at indgå i fællesskaber/danne netværk."