Går folkeoplysningen i seng med hvem som helst?

24. januar 2017

Katarina Popovic er generalsekretær i The International Council for Adult Education (ICAE). Hun er serber og professor ved Beograds Universitet. Hun har en lang akademisk karriere og har været aktiv i den serbiske fredsbevægelse.


Folkeoplysningen er hverken god eller dårlig i sig selv, men skal den blot være et værktøj for hvem som helst, der er kompetente og dygtige nok til at bruge det. Det diskuterer Katarina Popovic i denne artikel, som tager udgangspunkt i Balkans turbulente historie præget af nationalisme, konflikter og krige.

24. januar 2017

Vi er tilbøjelige til at se på folkeoplysningen i et lyserødt skær som noget, der forbedrer liv og samfund og hjælper folk til at udvikle sig og løse problemer. Men folkeoplysningen er ikke kun forlovet med humanistiske værdier og gode formål. Og Balkans historie viser dette.

Systemtro og undergravende
I det socialistiske Jugoslavien blev voksenundervisning og folkeoplysning brugt til meget ideologiske formål, med masser af institutioner og organisationer, der udbød politiske kurser for 'arbejderklassen', parallelt med generelle kampagner for uddannelse.
Samtidig arbejdede en samfundsundergravende gren af ​​folkeoplysningen på et delvist lovligt niveau, hvor man organiserede hemmelige møder, diskussioner og foredrag, der åbnede øjne og inspirerede til kritisk tænkning. Kaffebarer og cafeer var de foretrukne steder for denne form for politisk "oplysning".

Artiklen er lånt og oversat fra European Lifelong learning Magazine (Elm), som i januar udgav et temanummer om voksenuddannelse og nationalisme.
Elm: Theme issue nationalism

Folkeoplysning i propagandauniform
Folkeoplysningens fleksibilitet viste sig at være en fordel for de politiske og økonomiske forandringer efter 2000. Folkeoplysningen behøvede ikke at vente på at få et langsomt og omfangsrigt skolesystem til at reagere eller at lede efter ændringer i lovbestemmelser. Folkeoplysningen omfavnede straks ændringerne og gjort dem til centrum for sit virke.
Og ændringerne var dramatiske. Den gamle verden kollapsede, og alt ændret sig på en nat. Gamle identiteter blev rystede, usikkerhed og forskellige udfordringer tog over. Genfødte og nyfødte nationer og lande behøvede "de andre" for at afgrænse deres identitet, til at bebrejde fortidige, nutidige og fremtidige problemer, og for at aflede opmærksomheden fra stigende sociale og økonomiske problemer. Folkeoplysningen tjente dette formål effektivt. Alle kanaler for ikke-formel og uformel læring blev oversvømmet med lektioner i "national historie", med informationer og teorier som sigtede mod udvikling eller styrkelse af den nationale identitet. Alle medier blev mættet med fortællinger om nationale spørgsmål, især med etniske, kulturelle og historiske overvejelser.
Denne form for folkeoplysning iklædte sig aggressive propagandauniformer og hjalp med at sprede nationalisme, som mesterligt blev brugt af politikere og kvasi-eliter. Ikke underligt, at det hurtigt eksploderede i en forfærdelig borgerkrig, der forårsagede grusomheder og splittede folk og lande.

Blandt artiklerne i Elms temanummer om nationalism er en reportage om Grænseforeningens elevambassadører fra det tyske og det danske mindretal i grænseområdet, som besøger Zahles gymnasium i København og fortæller om og diskuterer nationer, kulturer og identiteter.
Elm: Youth show the way to combine nationalities

Civile initiativer
Men den anden del af ​​folkeoplysningen fortsatte også sin kamp: også civilsamfundet gik også ind i den ikke-formelle læring og begyndte at organisere talrige foredrag, kurser, seminarer og debatter mv. Kamp mod aggressiv nationalisme blev kombineret med aktiviteter som fredsbevægelser, anti-krigs kampagner og civile protester. Nye former for læring opstod som en del af disse aktiviteter og forbandt folk på begge sider af barrikaderne.
For eksempel forenede bevægelsen "Kvinder i sort" forskellige nationer på grundlag af ​​lighed, fred og civilcourage ved at være "engageret i fred med retfærdighed og ved aktivt at modsætte sig uretfærdighed, krig, militarisme og andre former for vold".
Et andet eksempel er græsrods- og protestgruppen "Modstand", som senere blev til en politisk organisation. De udviklede og delte metoder til ikke-voldelig kamp mod regimet. De brugte en bred vifte af metoder til ikke-formel og uformel læring, såsom offentlige teater, gadeteater, koncerter, kulturelle fester, offentlig kommunikation, pressemeddelelser, underskriftsindsamlinger, taler, distribution af træningsmanualer, hyppige workshops for aktivister osv. – alt sammen læringsmetoder, der kan skabe en forandring. Herudover har de både inspireret til og leveret praktisk træning i "hvordan man starter en ikke-voldelig revolution" i flere andre lande og har endda trænet lignende grupper.

Da krigstrommerne forstummede
En skizofren verden eksisterede i to parallelle universer: den ene fuld af nationalt hysteri og national egoisme understøttet af en mytologisk tilgang til historie og kultur; den anden baseret på værdier som demokrati, fred og retfærdighed.
Det var en ulige kamp, ​​hvor folkeoplysningen har spillet en væsentlig rolle og har haft sine fødder i begge lejre.  Afslutningen af ​​krigen i det tidligere Jugoslavien skulle sætte en stopper for denne kamp og markere en start på en ny fase. Det serbiske regimes fald øgede dette håb. Da krigstrommerne forstummede, fokuserede folkeoplysningen faktisk på andre spørgsmål og hjalp med at genopbygge lande, ødelagte økonomier og kulturer og brudte forbindelser mellem mennesker og nationer. Mange internationale organisationer, der støttede civilsamfundet under krigen, fortsatte deres arbejde ved at støtte unge demokratier og civilt engagement. Ved hjælp af talrige uddannelsesprojekter forsøgte de at opbygge den nødvendig kapacitet, at hjælpe til forsoning og øge den økonomiske vækst og beskæftigelse.
Med afsæt i de tidligere bestræbelser blomstrede folkeoplysningen og bredte sig til nye emner og nye perspektiver. Folkeoplysningsprojekter og aktiviteter har bidraget væsentligt til at stabilisere freden i regionen, til at bekæmpe aggressiv nationalisme og etablere nye forbindelser i regionen. 

MR: Nationalismens gift
Men nationalismens drage var ikke dræbt; den sov kun.
Den eksisterede stadig i hemmelige politiker-lommer, klar til at blive brugt og revitaliseret når hverdagspolitikken og kampen for magt havde brug for det. Den eksisterede i blinde, snæversynede og forudindtagede sind, der har brug for "det anderledes" som en forudsætning for deres egen eksistens, der har en provinsiel og konservative forståelse af patriotisme, og som bruger det som et undskyldning for den række af skammelige handlinger. Og værst af alt, nationalismes uhyre eksisterer stadig i skolerne, på siderne i mange lærebøger, især historie, sprog og litteratur. Det rejser hovedet med frisk, ny energi.
Folkeoplysningen er der stadig: Med med sine metoder og former - sociale medier, tv, aviser, bøger, debatter og diskussioner - udbreder den nationalismens gift i hele regionen. Som det var tilfældet gennem hele historien.
Hverken godt eller dårlig i sig selv; folkeoplysningen er - som al uddannelse – fyldt med værdier. Hvis vi ønsker den skal være mere end et værktøj, en akkompagnatør der går i seng med hvem som helst, der er kompetente og dygtige nok til at bruge dets instrumenter, er vi nødt til at fokusere mere på disse værdier, på grundlæggende spørgsmål om mål, formål og indhold i uddannelse og lidt mindre på værktøjer: Moocs (gratis on-line kurser) og platforme, færdigheder og foranstaltninger.
Hvis folkeoplysningen ikke er fast forankret i værdierne, vil den "flyve rundt", og blot deltage i "det bedste tilbud”.

Katarina Popovic anvender i artiklen udtrykket ”adult education”. Af artiklen fremgår det, at hun især henviser til ikke-formel voksenuddannelse. Derfor har vi valgt at oversætte udtrykket til folkeoplysning.
Mellemrubrikkerne er DFS ansvarlig for.