Spændende politikeralliance for aftenskoler

Spændende politikeralliance for aftenskoler

7. marts 2017

Folkeoplysningsordførerne fra Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokratiet deltog i en paneldebat på høringen - og aftalte at mødes efterfølgende for at følge op på de ideer og forslag, der blev fremlagt.


I nærmeste fremtid mødes Mogens Jensen (S), Alex Ahrendtsen (DF) og Marianne Jelved (R) til en kop kaffe og en snak om, hvordan de sammen kan hjælpe aftenskolerne. En bedre kommunal støtte er på dagsordenen. Og måske er et nyt landsdækkende oplysningsforbund på vej.

7. marts 2017

Flere gange om ugen afholder interesseorganisationer høringer og seminarer på Christiansborg. Eksperter og praktiker udlægger problemer og præsenterer løsningsforslag, og til sidst er der en politikerpaneldebat. Det kommer der sjældent noget ud af.

Invitation til kaffemøde
Men da foreningen Fritid&Samfund den 3. marts afholdt aftenskolehøring, skete der pludselig noget. Dansk Folkepartis kulturpolitiske ordfører, Alex Ahrendtsen, erkendte, at han ikke vidste nok om området før høringen. Men han ville meget gerne hjælpe aftenskolerne og i det hele taget diskutere ændrede rammer for folkeoplysningen.
Den greb Marianne Jelved fra De Radikale. Hun refererede et forslag til forbedret kommunal støtte, som hun var et mulehår fra at få med i den sidste finanslov, inden hun forlod kulturministerposten. Både Mogens Jensen fra Socialdemokratiet og Alex Ahrendtset var positive, og da de tre politikere rejste sig fra paneldebatten, inviterede Marianne Jelved til kaffemøde.

Udfordringer og dilemmaer
Før og efter politikerdebatten præsenterede forskere, kommunale embedsmænd og aftenskolefolk deres viden og deres syn på høringens tema: ”Hvordan sikres aftenskolens overlevelse som en stor fritidsaktivitet”. Også de mange aftenskole blandt publikum deltog livligt i debatten, som pegede på mange af de kendte udfordringer og dilemmaer:

  • Den stadig faldende kommunale støtte – skal Folketinget ændre rammerne, eller er det kommunale selvstyre vigtigere?
  • Hvorfor hjælper aftenskolerne ikke i højere grad kommunerne med at løse opgaver? Er aftenskolerne for dårlige til at ”sælge sig selv” til kommunerne, eller glemmer kommunerne at inddrage aftenskolerne?
  • Skal aftenskolerne i højere grad satse på frivillige? Er det realistisk? Eller skal aftenskolerne tværtimod levere mere professionelle tilbud i mere attraktive lokaliteter og måske med højere deltagerbetaling?
  • Skal de enkelte aftenskoler specialisere sig for nå bestemte målgrupper, eller de forpligtede til at levere et bredt folkeoplysende og demokratisk dannende tilbud?

Rækker ud til nye grupper
Som afslutning på høringen diskuterede lederne af de fem landsdækkende oplysningsforbund. De var helt bevidste om de udfordringer, de står over for. Men de understregede også, at aftenskolerne rent faktisk når en stor del af den danske befolkning, og at de spiller en positiv betydning for samfundet. Og de kom med flere eksempler på, hvordan de rent faktisk udvikler aftenskolerne til andet og mere end halvårlige trykte programmer.
John Meinert Jakobsen, direktør i AOF-Danmark, fortalte om Go-Join, en app, hvor både AOF-afdelinger og alle andre kan annoncere folkeoplysende undervisning og aktiviteter. Også oplysningsforbundet Fora rækker ud over deres egen kreds. Under arbejdstitlerne ”folkeoplysningsvugger” og ”projekthoteller” vil de invitere andre grupper og enkeltpersoner til at benytte aftenskolernes organisatoriske ramme til at gennemføre deres egne aktiviteter, fortalte sekretariatsleder Bernhard Trier Frederiksen.

Usædvanlig konsulentopgave
De nye alliancer i dansk politik og dansk folkeoplysning begrænsede sig ikke til kaffemødet om folkeoplysningsloven. Under politikerdebatten spurgte John Meinert Jacobsen Alex Ahrendtsen, hvorfor Dansk Folkeparti ikke har et tilknyttet oplysningsforbund lige som Socialdemokratiet, De Konservative, Venstre og De Radikale.
Det førte i frokostpausen til en usædvanlig invitation. Alex Ahrendtsen inviterede AOF-direktøren til at møde DF’s ledelse, hvor han skal fortælle, hvorfor og hvordan man etablerer et oplysningsforbund.