Flere højskoler får mulighed for at tilbyde kurser til seniorer

5. december 2018

Kursister fra Rude Strand seniorhøjskole


Folketinget har netop gjort det muligt for flere højskoler at specialiserer sig i senior-deltagere og kun tilbyde korte kurser. Kulturministeren vil nu sende tre seniorhøjskoletilladelser i udbud.

5. december 2018

Baggrunden for ændringen af højskoleloven er et stigende antal seniorer i Danmark, skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
Alene i løbet af de næste 10 år forventes det, at antallet af seniorer vil stige med mere end 250.000. Udviklingen vil fremadrettet skabe en øget efterspørgsel efter tilbud til denne stadigt større gruppe af borgere. Ændringen af højskoleloven og udbuddet af de tre seniorhøjskoletilladelser skal sikre, at flere seniorer får mulighed for at få glæde af et højskoleophold.

Ansøgningsrunde
Ændringen af højskoleloven blev vedtaget i Folketinget den 29. november med støtte fra samtlige partier. Der kan ansøges om tilladelserne fra den 1. januar 2019 frem til 1. maj. 2019, hvorefter det meldes ud i februar 2020, hvilke skoler, der får tildelt en tilladelse til at drive seniorhøjskole. Det forventes, at de nye seniorhøjskoler vil kunne udbyde tilskudsberettigede kurser for seniorer fra august 2020.