Frie frivillige – en voksende gren af den offentlige sektor

27. november 2018

”Vi kan ikke tilbyde dig løn, men som frivillig på biblioteket, bliver du en del af en aktiv kultur- og vidensinstitution og et fællesskab med andre frivillige samt bibliotekets ansatte, og der vil blive arrangeret sociale aktiviteter, som du kan deltage i.” Sådan skriver Odense Bibliotek, når de annoncerer efter frivillige.


”Frie frivillige er den nye betegnelse for borgere, der yder frivilligt arbejde for kommunale institutioner. Er det overhovedet en del af civilsamfundet,” spørger Trine Bendix efter at have deltage i en konference med titlen ”Det gode samarbejde mellem kommuner og civilsamfund”.

27. november 2018

Konferencen var afslutningen på forskningsprojektet ”Samspillet mellem den frivillige og kommunale sektor”, som Center for Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) på Syddansk Universitet har stået for. Centeret har gennemført projektet i samarbejde med fem kommuner: Odense, Faaborg-Midtfyn, Faxe, Rudersdal og Aarhus.

Ulønnet assistance eller civilsamfund
”Konferencen kom rundt om mange spændende aspekter, f.eks. hvordan kommunen, foreningsorganiserede borgere og individuelle borgere sammen kan skabe og drive aktivitets-faciliteter. Der var også stor opmærksomhed om det voksende antal borgere, der udfører opgaver i kommunale institutioner som biblioteker, plejehjem, skoler og andet – uden at være en del af en forening. De betegnes som frie frivillige,” fortæller DFS’ sekretariatsleder, Trine Bendix, som deltog i konferencen.

Fra projektpjecen "Frie frivillige i kommunen"

”Her mener jeg, at projektet og oplægsholderne rodede lidt rundt i begreberne,” siger Trine Bendix og henviser til den traditionelle opdeling af samfundet i tre hovedsektorer: stat, marked og civilsamfund.
”De skelnede nemlig ikke mellem ”frie frivillige” og civilsamfundet. Men har det overhovedet noget med civilsamfundet at gøre, når en borger møder op på biblioteket og hjælper med at gennemføre lektiecafe. For mig giver det ikke mening at tale om et civilsamfund, hvis ikke de involverede mennesker er organiseret i en eller anden form for forening. Ulønnet assistance på plejehjemmet eller biblioteket er da snarere en særlig del af den offentlige sektor,” siger Trine Bendix.

Mere udviklende samarbejde
Trine Bendix opfordrer kommunerne til i højere grad at samarbejde med det rigtige civilsamfund, dvs. foreninger og organisationer:
”Her er mødes borgerne frivilligt og uafhængigt omkring en fælles interesse og en fælles aktivitet. Det er hovedformålet, men i mange tilfælde vil netop den interesse og den aktivitet også kunne bidrage til at løse nogle af de opgaver, kommunerne har,” siger Trine Bendix og tilføjer:
”Jeg tror, at det giver et meget mere dynamisk og udviklende samarbejde, når kommunen samarbejder med organiserede borgere, der har deres egen dagsorden og fælles erfaringer. I den slags partnerskaber bidrager kommunen også til at styrke det civilsamfund, der er så vigtigt for demokratiet.

Mere om forskningsprojektet "Samspillet mellem den frivillige og den kommunale sektor"

CISC har i forbindelse med konferencen publiceret fire pjecer, der behandler forskellige resultater af forskningsprojektet:
  • Civilsamfundet som ”motor” i facilitetsudvikling
  • ”Frie frivillige” i kommunen
  • Borgerinddragelse i lokaludvikling
  • Samspillet mellem lokale flygtningeorganisationer og kommunale institutioner